Vi kæmper for tiden en del med Marius, vores søn på 4 år. Han får sådan nogle hysterianfald, vi helst ville være foruden. Jeg kan ikke rigtig sige, hvor længe det har stået på. Længe nok til at jeg synes, det begynder at ligne et mønster men ikke længe nok til at jeg helt kan gennemskue det. Jeg ved således ikke 100%, hvad der kan antænde sådan et “tilfælde” men har derimod fundet ud af, hvordan jeg får det til at gå over: ved at gi’ ham fred. Også selvom det ikke altid er min første reaktion. Utålmodigheden kommer nogle gange først – endnu! Min mor og søster ville sige, at det er det Andersen’ske (min fars families) gen for utålmodighed :-).
Et meget brugt råd i coaching er imidlertid at gi’ alle følelser plads – også dem, vi umiddelbart ville kalde de negative, såsom at være ked af det, sur, fornærmet eller f.eks. utålmodig. Det smarte er, at når man inviterer disse skygger (som man kalder dem i coaching-sprog) indenfor og ikke for alt i verden prøver at blive dem kvit, så bliver de faktisk mindre. Når de ikke møder modstand men bli’r lyttet til, så stopper de ganske enkelt kampen om ens opmærksomhed og dør hen.
Selvom Marius næppe forstår den teori, så er det altså det, jeg prøver at kommunikere. At det er helt iorden, han er sur eller ked af det, også selvom det var fordi, han ikke måtte få slik! Set med hans øjne er det jo soleklart, at det er noget at blive sur over. Og det skal han så ha’ lov til at være, for så går det faktisk hurtigere over og han er ikke blevet formanet, at det nødvendigvis er noget skidt at være sur. Det er bare nogle gange sådan, det er.
Louises Lakridser 