Inspirationens forklædninger

Vi er netop kommet hjem fra søndagsfrokost hos en af mine svigerinder i Metz. En rigtig hyggelig dag, som der nok kommer et indlæg om en af dagene.

Køreturen hjem tog små 3 timer og ungerne havde DVD afspilleren på, så vi voksne havde faktisk voksentid hele vejen hjem. En tid vi ofte bruger på at vende forskellige problemstillinger eller projekter, vi har gang i. I dag  brugte vi den dog ikke så meget sammen men mest hver for sig.

Jeg befandt mig lidt i en drømmeverden uden egentlig mål og mening; et sted, jeg tit havner, når der f.eks. er dømt køretid.

Jeg begyndte at lege med nogle tanker og ideer om et produkt, jeg kunne tænke mig at realisere. Jeg har overvejet det før men har ikke rigtig kunne få det til at hænge sammen. Men der på motorvejen et sted i Luxembourg faldt brikkerne ligesom på plads. Jeg ved ikke helt, hvad der gjorde det, men jeg har faktisk oplevet før at blive inspireret, når jeg kører bil i længere tid eller blot er passagerer uden “pligt” til at konversere. Det er faktisk nok lidt, som når jeg mediterer eller ligger i sengen og gi’r hjernen fri som jeg tidligere har skrevet om.

Jeg er et par gange blevet præsenteret for fakta, der rent videnskabligt bekræfter, at kreative løsninger og svar bedst findes i theta tilstanden, som er den tilstand, hjernen befinder sig i, når man er helt afslappet. I modsætning til beta, som er vores normale tænkemodus. Det er med andre ord bevist, at der er hold i mine observationer, nemlig at jeg finder de svar, jeg søger, når bare jeg gi’r slip på de nogle gange, krampagtige og rationelle forsøg på at komme frem til en løsning.

Tænk hvad en på papiret kedelig køretur i regn- og blæsevejr kan blive til: en sand inspirationens rejse.

Advertisements

Hvem sagde succes?

Over frokosten i dag sagde min bedre halvdel: det kører da egentlig ret godt for dig lige nu, gør det ikk’? Du har handlet på din blomsterdrøm, du har kunder i coach butikken, du laver interessante workshops, du har gang i din blog. Det er da ret godt!

Det mest fantastiske er, at han har ret men sådan som han sagde det, havde jeg ikke lige tænkt på det. Og der skulle åbenbart en spejling tilbage fra ham til at jeg tydeligt kunne se det – og anerkende det. For jeg har ofte en tendens til at negligere mine egne såkaldte succes’er eller i hvert fald ikke råbe dem højt ud. Måske er der lidt jantelov over det ved nærmere eftertanke? Hvem er jeg til at komme at sige, at jeg har gjort noget stort eller har bedrevet en succes? 

Sådan har det i hvert fald været tidligere – måske indtil denne blog kom til. For her har jeg delt mine succesoplevelser simpelthen fordi det gør godt at dele. Så jeg tror, jeg er blevet bedre. Nej, jeg er blevet bedre til at anerkende mig selv for mine talenter og mine handlinger. Men jeg er stadig i process og skal stadig øve mig. Så meget desto dejligere er det, at der er en vågen mand, der kan spotte og sætte ord på den momentane succesfornemmelse, jeg oplever lige nu, så jeg for alvor kan se den.

Om skriveblokering, blog- indlæg og pauser

Jeg sidder og tænker på, om jeg har gang i en mindre skriveblokering. Det har jeg ikke haft i lang tid. Måske ikke siden dengang jeg skrev stile i gymnasiet. Og jeg kan ikke huske, hvad jeg gjorde ved dem.

Jeg ved heller ikke om man kan sige, at jeg har det nu, for jeg skriver jo her midt i tvivlens stund blot uden andet mål for øje end at fylde felterne ud, så der ikke kommer hul i blog-frekvensen.

Føler mig ikke helt gammel nok i blog-gårde til at kunne sige, om det er okay – altså både med indlæg om ingenting og huller i frekvensen. Jeg har mødt begge dele og selv tænkt, at det er da fair nok, så det er vel naturligt nok at lægge den holdning til grund for min egen blog-politik. Men hvad mener du – er det okay med pauser i blog-indlæggene og skal pauserne retfærdiggøres?

Jeg holder af hverdagen

Ganske som Dan Turell omend min ikke ligner hans. Men jeg holder af min hverdag, sådan som jeg har fået mulighed for at stykke den sammen. Jeg holder særligt af min frihed – friheden som er kommet med selvstændigheden. Frihed til at sammensætte min hverdag, som det passer mig. Frihed til f.eks. i dag at tage fri – og det gør jeg så!

Green Box, here I come!

Jeg tog endnu et skridt op ad drømmestigen i dag. Fik en dato i kalenderen for mit volontørarbejde hos den lille, fine blomsterbutik henne om hjørnet. 18. marts kl. 10 stiller jeg hos Green Box, klar til at suge til mig af indtryk, teknikker og blomsterviden.

Glæder mig til forårets komme så jeg kan lave blomsterbuketter som denne igen

Tror I jeg glæder mig bare en lille smule eller helt afsindigt meget? YEP, rigtig gættet – afsindigt og inderligt meget.

Det føles fantastisk godt at være kommet fra alle mine fine intentioner om at gøre noget mere ved mine blomsterdrømme til at have handlet og fået en konkret aktivitet i kalenderen. Skridtet fra intention til handling har været sejt og langtrukkent – måske for langtrukkent kan jeg godt se, når jeg lige for en kort stund kigger mig i bakspejlet. Men det var åbenbart den tid jeg skulle bruge, så jeg fortryder ikke. Ser i stedet frem og nyder synet her fra toppen af bølgen, som jeg pt rider på.

Svar udbedes

Sidder her og venter på et svar. Et svar på, hvordan jeg skal gribe en problemstilling an. Jeg ved godt, at jeg rummer svaret for hvem skulle ellers gøre det? Mit problem, min løsning – sådan hænger tingene sammen.

Mens jeg venter, ved jeg dog godt, at svaret næppe indfinder sig, mest som jeg venter det og ønsker det skal dukke op. Har faktisk erfaret adskillige gange nu, at det indfinder sig, når hjernebølgerne sænker farten. Og det er ikke med hænderne på tasterne men som oftest midt i en meditation eller på ved ind i søvnens første fase. Så faktisk er det spild af tid og sidde her og vente.

Jeg snupper en notesblok med ned til natbordet. Så kan jeg grifle ned, når svaret lander. For ligeså meget jeg tror på, at svaret kommer til mig, ligeså meget ved jeg, at jeg ikke kan huske det, hvis jeg ikke skriver det ned med det samme. Og hvem vil gå glip af egne guldkorn, ja, jeg spør bare?

Ude godt, hjemme bedst

Tilbage på pinden efter en uges ferie i hhv det danske og det franske. Helt rart som i “ude godt, hjemme bedst”. På forskellige planer dog. For jeg var jo hjemme i Danmark og derfor var det bedst. Men jeg er også hjemme nu, i vores dejlige hus i Waterloo, på min indbydende pind på toppen, i min hules rede og det er også bedst. Så “ude godt, hjemme bedst”. Den holder i begge tilfælde!