Savner = elsker

Jeg læste og kommenterede forleden på Lykke Rix indlæg om savn af familie. http://blog.lykkerix.dk/2010/01/29/nye-familie-vane/

Jeg kommenterede, som I kan læse efter indlægget, at savn vel nok er kærlighed i anden forklædning. Det har jeg tænkt en del over siden. For nok er det kærlighed, men spørgsmålet er, om det overhovedet er i nogen forklædning. Er det ikke snarere kærlighed i sin reneste form? Er der noget tydeligere end savn, ja måske sorg, der så klart fremstiller kærligheden og de bånd, den binder imellem os?

Ofte forbindes savn med noget, der gør ondt, noget der gør ked af. Men jeg er begyndt at få andre billeder. Som f.eks. da jeg sidste gang sammen med min datter kørte min søster til lufthavnen. På vej tilbage græd lillepigen højlydt på bagsædet, fordi hun allerede savnede moster. Jeg selv kæmpede med at holde tårerne tilbage for at kunne se vejen foran mig.

I mit forsøg på at trøste pigebarnet (og mig selv) sagde jeg, at hun skulle huske på, at vi græder, fordi vi elsker. Hvis vi ikke elskede moster, ville vi ikke græde over, at hun rejste hjem igen. Så det var faktisk et kærlighedstegn og derfor noget både smukt og stort. Det virkede ikke lige så spontant på hende som det gjorde på mig selv, men jeg tror på, at det lagrer sig. Jeg selv begyndte i hvert fald at smile endsige grine, da det gik op for mig, hvor enkelt det egentlig er. Ikke at det får savnet til at gå væk – det gi’r det snarere plads til at fylde på en dejlig varm og livsbekræftende måde.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s