Verdens modigste fredag

Jeg meldte mig i går til Trines vilde eksperiment om mod.

Her midt i dansen om min egen frygt var det simpelthen en opfordring, jeg ikke kunne sidde overhørig. Tanken er, at dem der tager udfordringen op, i morgen lørdag skal gøre noget de synes er modigt.

JEG GJORDE DET I DAG! Jeg kunne ikke holde ud at vente til i morgen – jeg ville over på den anden side, over til sejrsfølelsen. Så jeg gjorde det, jeg længe har villet men haft frygtelig meget modstand på: jeg gik over til den skønne lille blomsterbutik, hvor jeg altid trykker næsen flad mod vinduerne og spurgte, om man kunne blive volontør hos dem.

Inden I får deres svar, skal I høre hvad der er gået forud.

Siden vi flyttede til Belgien for små 6 år siden, har jeg drømt om at komme i en slags “lære” i en blomsterhandel. Dengang kontaktede jeg et par butikker og spurgte, om de kunne bruge mig og svaret var nej. Det tog modet fra mig og jeg har aldrig prøvet siden. Så begyndte jeg på coach-uddannelsen og da Sofia Manning spurgte, hvorfor jeg ville være coach, svarede jeg: “Så jeg kan blive blomsterbinder”. Det grinede salen lidt af, jeg selv inklusiv. Det var nok et lidt spøjst svar, men hensigten var klar nok. Jeg ville ha’ redskaberne til at finde ud af, hvordan jeg kom ud over min frygt og tættere på min drømme.

Jeg blev coach og troede fejlagtigt, at når man havde lært teknikkerne, så ville man nok også bare hive værktøjet frem og bruge det, når det var behændigt. Men næh nej. Så nemt er det ikke. I hvert fald ikke altid.

Sidenhen har jeg også læst alverdens bøger om frygt, men igår skete der noget, da jeg læste om Trines opfordring. Jeg kunne mærke, at jeg virkelig havde lyst til at gøre noget, hvis jeg committede mig til de her i teorien helt fremmede mennesker i blogland. Som Trine skriver:

På lørdag vil jeg igen kaste mig ud i at være modig – og jeg vil forfærdentlig gerne invitere dig til at være med!
Som i HELT VILDT gerne!!!!
Jeg tror nemlig fuldt og fast på at det er kæmpe værdifuldt at dele den slags. Så man ikke står alene. Så man har nogen med sig – selvom man skal gå vejen selv! Og det er dét som er en af de største styrker ved blogland – at anerkendelse, styrke og fællesskab slet ikke står til diskussion! Sådan er det bare.

Den gik rent ind hos mig. Også selvom jeg siden i går har vendt og drejet mig i frygtens “smerte”. Jeg har ikke tænkt på andet. Jeg drømte om det i nat og hele morgenen har jeg haft klamme hænder og rystende urolig mave ved tanken om, at jeg skulle gøre noget frygtindgydende idag.

Inden jeg fik taget mig sammen til at gå derover, lavede jeg en hulens masse overspringshandlinger: spiste kiks og drak saftevand en masse, gik på wc 5 gange, lagde vasketøj sammen, filede negle, plukkede øjenbryn og den slags uvæsentligheder.

Da jeg så endelig var kommet ud af døren, gik jeg forbi butikken 2 gange uden at stoppe op. 3. gang gik jeg ind, fedtede rundt og GIK UD IGEN. Ja, jeg gik virkelig ud igen mumlende et eller andet med, at jeg havde et ærinde men ville komme tilbage. Det var det, tænkte jeg, nu kommer jeg aldrig derind igen.

Men så tog jeg de tunge skyts mod mig selv frem om, at jeg for fanø da snart er 40 og ikke 4, at de nok ikke ville skære mit hjerte ud og lave det til en Valentines dekoration, at jeg havde forpligtet mig i blogland, overfor min mand osv osv. Så jeg kom derind igen.

Jeg gættede mig til, hvem der var chefen og fik hende til at betjene mig. Jeg måtte selvfølgelig også købe nogle blomster, så jeg kunne få hende naturligt i tale – jeg kunne ikke bare angribe sagens kerne med det samme (det var forøvrigt også min mands taktik). Undervejs tænkte jeg: kylling, du får ikke spurgt. Og først da hun bandt den sidste snor om buketten, kom det ud:

“Kunne man eventuelt blive volontør hos jer”, fik jeg spurgt?

“Ja, hvorfor ikke”, svarede hun spontant, “i hvert fald en dags tid. Kig ind efter Valentines Dag, så snakker vi om det!!!”

Det sagde hun virkelig. Er det ikke helt VILDT. Tænk, hun forstod mig (jeg taler fransk men er jo dansk), hun smed mig ikke ud, afviste mig ikke, sagde ikke grimme ting,  eller noget i den dur, jeg irrationelt havde frygtet. Hun sagde vitterligt: ja, hvorfor ikke!!!

Så tak for sparket Trine og alle I andre, der har meldt jer til udfordringen. Det var vildt rart at vide, at I var med mig. Så i aften står den på champagne og synet af mine nyindkøbte blomster. Det her skal fejres. Skål!

Advertisements

11 thoughts on “Verdens modigste fredag

  1. Helt vildt – hvor spændende – jeg kan lige føle hvordan du har haft det og overvundet dig selv – supergodt gået
    mor

    • Det ender forhåbentligt med at jeg får lige præcis det arbejdsliv, jeg går og drømmer om, nemlig en kombination af mine 3 passioner: coaching, yoga og blomster 🙂

  2. Hvor er det fedt, at du trods temmelig meget dansen rundt om, tog mod til og spurgte. Og hvem ved, måske den ene dag vil blive til mange?
    Jeg X’er fingre og bøjer hovedet i respekt!

    KH mette b

    • Tak Mette og selv-respekt for din modige indsats tidligere på ugen!!

      Jeg vil bestemt arbejde på at den ene dag bli’r til flere. De skal jo bare lige finde ud af, at jeg faktisk er et aktiv for dem 🙂

      Kh Louise

  3. Pingback: Proportionel frygt « Louises lakridser

  4. Jeg er både meget stolt og meget ydmyg over at have skubbet lidt til dig – og meget, meget imponeret over dit kæmpestore, blomstrende mod!!!
    (Tøhø – ku’ ikke nære mig!)

    Det dér er saftsusme knæskalsknusende mod af det helt store! Phewww, og thumbs up – du har sgu fortjent de blomster!!!

    • Du kan med rette være stolt – uden dig havde jeg sgu nok stadig siddet og fedtet med mit blomster-cv som skulle være så og så godt, før jeg måske kunne overveje, hvorvidt, hvis og om det overhovedet skulle være. Du fik mig ganske enkelt til at handle – SÅDAN!

  5. Jeg kender dig overhovedet ikke. Og nu er første gang jeg er på besøg på din blog. Jeg læste Trines indlæg om alle dem der var modige sammen med hende -jeg var ikke selv med, kunne ikke rigtig finde på noget- og fulgte hendes opfordring om at læse historierne. Din historie fik mig lige til at tude lidt. Du beskriver dine følelser vildt godt, og jeg kender så udmærket godt den der paffe fornemmelse, når noget rent faktisk lykkes. For saddan hvor er jeg glad på dine vegne!

    • Kære husmoder. Det fede ved blogland er, synes jeg, at selvom vi ikke kender hinanden, så vil vi hinanden :-). Og jeg bliver SÅ glad over tilkendegivelser af din slags. TAK TAK!

  6. Pingback: En dag i paradis « Louises lakridser

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s