Avocado guf

Har lyst til at dele min hang til guacemole som alternativt pålæg eller tilbehør. Jeg foretrækker pt en grov en af slagsen, som jeg får ved let at mose 1 avocado med presset citron og salt, tilsætte 3 hakkede cherrytomater og 1/4 rødløg. Bruger den på ristet rugbrød til frokost, på kanaper til aperitiffen eller som tilbehør i alt fra burger og tortillas til farsbrød og stegt kylling. Det er himmelsk, nemt og sundt.

Og vidste I, at hvis I har en rest tilovers eller vil lave gaucemolen i god tid, så gem stenen og læg den ned i den færdige mos. Så bli’r den ikke grå. Smart, ikk’?

Advertisements

Dag 1

Positiv tilkendegivelse af nyt business-samarbejde, mad-nysgerrig pige med lyst til at smage nyt, rørende nabo-tilbud om hjælp til stort og småt, kærlig update fra elske-konsulenten i syd, varm latte med sprøde cantucini, talentsøgende Nouvelle Star i tosseren og hyggesofaen for mig selv. Det kunne være meget værre!

Windy days to come

I morgen rejser Carmine til Tunesien for at arbejde for dem her.

Vi har således lige spist frokost sammen, ham og jeg. Et af det forgangne års små, skønne dagligdagsindslag , som vi har dyrket. Jeg kommer til at savne det. Jeg kommer til at savne ham.

Sådan har jeg også tænkt i weekenden. Jeg har grædt (undskyld mor – nu ved jeg du bli’r ked af det!!), fordi jeg har taget sorgerne og savnet på forskud. Men jeg har også grædt af lykke. Fordi jeg er så pave stolt af den måde, vi har tacklet det sidste år på. Vi er blevet styrket på alle leder og kanter: i familien, i hinanden, i lykken.

Lykken. En fluffy størrelse, som vi ikke desto mindre bevidst har valgt til i det forgangne år, for det var så oplagt, at hvis vi ikke gjorde det, så ville det modsatte nemt finde ind.

Og netop på grund af denne vilje og dette valg, ved jeg også, at selvom morgendagens projektstart markerer en slutning på en særlig tid, en familiesymbiose af de smukkeste, så markerer det også begyndelsen på noget nyt, som vi nok skal klare – endnu engang. Takket være vores sammenhold, vores kærlighed og ikke mindst vores vilje.

Så projekt Tunesien. Kom bare an! Måske bøjer vi lidt i vinden men vi lægger os altså ikke ned.

I dag er det Amandas fødselsdag…

Eller det vil sige, det er i morgen. Eller det er heller ikke helt rigtigt – det er først på torsdag, d. 1. april, men det er i morgen hun skal ha’ sine TOLV nærmeste venner på besøg for at fejre de næsten 8.

Så der er dømt event-forberedelse i dag. Vi har kastet os over en udfordring med at sende ungerne igennem 5 øvelser, hvor de for hver fuldført opgave vinder en nøgle (ligesom i fangerne på fortet). Så der er nok at se til men vi er ved at være godt med:

– introduktionsbrev fra Pere Fouras skrevet og lagt i postkassen (red. Pere Fouras er den vise, gamle mand fra den franske udgave af fangerne på fortet)

– sms’er med ledetråde programmeret (eller det siger husbond i hvert fald)

– 3 nøgler fundet – mangler altså 2!

– ingredienser til lagkager indkøbt

– godteposer blandet

– skatten gemt

– rosiner, abrikos, salt, sukker, cornichons, pølse, ketchup og oliven lagt på smag-mig-og-fortæl-hvem-jeg-er-tallerken

– modelervoks, mobiltelefon, sten, rispose, legetøjsbil, øloplukker, legoklods og garnnøgle klargjort i føleposen

– kniv, gaffel, ske, snor, sugerør, flaske, saks, fløjte, motorcykel, dukke, kiks, æggeur, elastikker, plaster, kortspil, kuglepen, batteri og nøglering lagt på bakke til syns- og huskeprøve

– papir og pen til regnetest fremskaffet

Mangler nu blot noget bordpynt, ha’ opladet kamera, færdiggjort musikquiz, lave lagkager, lægge drikkevarer på køl, lave bordkort med prinsessen og tænke på aftenmad. Har jeg mon glemt noget? Sikkert, men så lever vi nok også uden. Gud nej – lys til kagerne!!!!!!!!!!!!

Royale tendenser

Green Box var i går endnu engang rammen om en skøn blomsteroplevelse. Jeg havde tiltusket mig ret til at være med til et intimt blomsterbinderkursus for gode kunder.

Aftenens tema var forår men med kraftige royale tendenser. I sidste uge havde Green Box nemlig fået til opgave af kommunen i Waterloo, at lave en buket til Belgiens Dronning Paola i anledning af hendes åbning af en udstilling i byen. Fabrice (le patron) havde derfor kreeret en anderledes buket i et slags stativ af birkebark-lameller og med roser, ranunkler og orkideer. Jeg var ikke selv tilstede men har venligst lånt nedenstående billede fra kommunens hjemmeside.

Det var denne buket, vi skulle forsøge at efterligne dog med forårsbebuderne orange og gule ranunkler samt hvide anemoner.

En ikke helt let udfordring at få blomsterne til at blive siddende i det her birkebarkgitter men som altid for mig, når det handler om blomster, et sjovt og passionsfyldt projekt, hvis resultat jeg nu nyder i min stue.

Madame i Delhaize

Jeg har været i vores lokale supermarked, Delhaize, at handle. Jeg kan virkelig godt li’ at komme der. De har et godt udvalg, et mix af egne, billige produkter og de dyrere mærkevarer. Og da jeg godt kan li’ at lave mad, nyder jeg også bare at gå rundt og kigge og lade mig inspirere af udvalget (når altså ikke jeg lige har ungerne med). Jeg lader mig ikke så tit friste; jeg er nemlig til indkøbslister og ikke så megen spontanitet.

Jeg kan også godt li’ at sludre lidt med kassedamerne og det kan de også! Det gi’r selvfølgelig lidt længere ekspeditionstid, men det har jeg ikke noget imod. Hverken når det er mig, der snakker eller mig der venter. Sådan er det bare her. I modsætning til f.eks. i Netto i DK, hvor man helst skal lægge varerne på båndet i den ene ende og samtidig tage dem af i den anden. 

Det er som regel de ældre af kassedamerne, der har lyst til at kommentere enten på det man køber eller på deres eget liv (sidstnævnte er absolut det foretrukne). Således hørte jeg i dag på damen, der var småforkølet. “Ja, det bli’r jo ikke bedre af at sidde i træk fra døren“, sagde hun skuttende. “Så hvor er det dejligt lige at kunne få lidt varme” grinede hun mens hun omfavnede min nystegte, varme grill-kylling og puttede den ned i en ekstra pose”. Jeg grinte med og svarede: “Jeg er da glad, hvis min kylling kan hjælpe lidt”.

Merci Madame. Au revoir et bonne après-midi!” Ja, så høflige er man jo hernede. Tak frue. Farvel og ha’ en god eftermiddag! Kald mig bare gammeldags, men den svada kan jeg altså også godt lide – både at få og give tilbage.

Krævende men indsigtsrig yoga

Jeg er netop kommet hjem fra yoga – nærmest kravlende. Ikke desto mindre var det en meget lærerig time særligt hvad angår min tilgang til nye udfordringer samt den gode gamle perfektionisme.

Min yoga-lærer har nemlig været i Indien og syntes vi skulle mærke, hvad hun havde lært derude. Det var jeg som udgangspunkt med på, da hun samtidig forsikrede os om, at det lignede det, vi normalt laver. At det stadig var viniyoga. (For nærmere info om den form for yoga – og andre, hvis I har lyst – læs Birgittes fine yogablog).

Da hun også sagde, et det var en meget krævende form for yoga, blev jeg dog en anelse skeptisk. Jeg har aldrig været særlig god til at håndtere forandringer (eller hård motion) men er over de senere år, dels ved hjælp af bevidsthed herom, dels ved hjælp af skarp træning blevet bedre.

Her til morgen, med udsigt til en anderledes og krævende gang yoga, var alle gode intentioner og tillærte aktioner om såkaldt change management dog så godt som forduftet.

Jeg blev ganske vist hurtig bevidst om min modstand og tænke: “what you resist, persist”, så lad være! Dog nemmere sagt end gjort. Og derfor havde jeg, stik mod min daglige yoga-praksis, en dårlig oplevelse. Jeg havde ganske enkelt modstand på næsten samtlige øvelser. Bøvlede og bandede indeni over at skulle kæmpe så meget med stillinger, jeg normalt mestrer til perfektion men fordi de ALLE skulle holdes i 6-8 verjtrækninger blev det SÅ hårdt og SÅ tungt at holde. Og det gik ud over æstetikken (som jeg altså er lidt slave af).

Efter endt time, fortalte jeg min yogalærer om min oplevelse og hun smilede og sagde, at det netop derfor ville være rigtig godt, hvis jeg fortsatte denne udfordring. “Det er det, der skal til for at tage din yoga udvikling videre”, sagde hun. “Du kan fortsætte med at gøre det, du gør og gøre det til perfektion, men så kommer du heller ikke videre”. Og det værste er, at jeg ved, hun har ret. For at komme videre, må jeg nødvendigvis igennem yderligere læring på bekostning af æstetikken og perfektionismen. Jeg ved det godt. Jeg havde bare for en stund glemt Ahimsa. 

Ahimsa betyder ikke-vold i både fysisk og psykisk øjemed. Psykisk som i ikke at bebrejde sig selv, ikke at være hård ved sig selv, ikke at dømme sig selv. Alt sammen noget jeg gjorde med modsatrettet fortegn i morges, og derfor blev det SÅ hårdt.

Men det gode er, at jeg nu har stiftet nærmere bekendtskab med udfordringen og forhåbentlig er meget bedre klædt på til at håndtere den næste gang. Glæder mig ligefrem til at teste indsigterne af.