Endelig genforenet

Ikke lige vores hænder – mine negle er slet ikke så pæne – men sådan så man os mest i går, elske-konsulenten og jeg. 

Billedet kommer herfra.

Advertisements

Bare dejligt!

I al hast, inden en omgang morgen-yoga men ikke mindst gensynet med min elskede – det var en fantastisk aften i går. De unge au-pair piger var søde, smittende, åbne og taknemmelige.

Jeg fløj hjem. På min lille hvide sky (alias i min gamle Peugeot 306) med Kim Larsen og “This is my life” på fuld hammer. Jeg vil have flere af de øjeblikke og flere workshops. For det gi’r mening. For mig, for dem.

“Take the fear, take it away!” skrålede jeg. Det er det, der skal til.

Med ønsket om en herlig torsdag!

At lytte med hjertet…

… er temaet for aftenens workshop for de danske au-pairs i Bruxelles. Og jeg har netop øvet mig på mit oplæg. Det er altid givende at øve det hele igennem. Det får tingene til at falde på plads. Overgange bliver justeret eller skabt her, ekstra pointer bliver tilføjet, eksempler tydeliggjort.

På den anden side er øveriet, er jeg glad og tilfreds. Synes det holder og glæder mig til at aflevere det til min målgruppe.

Jeg elsker virkelig at afholde workshops. A propos mit indlæg i går, så er det her helt klart en af de ting, jeg rigtig gerne fortsat vil have i mit professionelle liv. Og også arbejder en del på. Krøllen bliver bare at få markedsført de workshops godt nok til at folk vil betale for at komme til dem. Det er der, skoen trykker. Og jeg ved det jo godt. Ved godt hvad der skal til, men kan ikke lige få det gjort. Hm – erkendelsen smager lidt bittersurt. Kender du det?

Undskyld, jeg roder

Det kan måske ikke umiddelbart ses, men den opmærksomme læser kan have noteret sig, at der ikke er en bestemt rød tråd i mine indlæg. Og så alligevel – de handler jo om mit liv og det er det, jeg skriver om i et forsøg på at fastholde det, der var, er og kommer.

Men jeg er lidt på glatis og føler mine indlæg afspejler dette. Det slår mig faktisk, at det nok er det meget larmende, fraværende emne på bloggen – mit professionelle liv – som gør, at jeg føler jeg roder. Ikke bare på bloggen men også i mit liv. Yikes – den sved!  

Som tidligere omtalt er jeg ret tiltalt af at designe mit eget arbejdsliv. Men det har jeg jo faktisk allerede gjort. Det svinger bare ikke. Tag ikke fejl – jeg holder virkelig af mit job som coach men flere af de omkringliggende ting ved det at være selvstændig morer mig knap så meget. Og så er jeg også lidt ved at gå kold i min niche.

Derforuden er der stadig drømmen om blomster i en eller anden form og en yoga-uddannelse. Og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med noget af det.

I bund og grund føler jeg mig priviligeret over at have identificeret ret så klart, hvad jeg godt kunne tænke mig at beskæftige mig med. Men hvordan jeg lige skal få det mikset sammen til et indbringende job med overskud til både pensionen og fælleskontoen og uden ubehagelighederne og gerne med goderne fra det selvstændige liv, den har jeg ikke knækket endnu.

Måske er det her jeg burde realisere drømmen (en anden ja) om at tage på silent retreat? Den lader vi lige stå et øjeblik.

Kom hjem!

Der er kun 2 dage – eller 3 barnetalte nætter – til elske-konsulenten kommer hjem på besøg. VI GLÆDER OS. Og alligevel er jeg atter i savnens vold. Det føles som prikken i mit hjerte, snøren i min hals og piblen i mine øjne.

Det er værst ved aftentide. Når mørket smyger sig om trætoppene og husgavlene som dynen om min savnomtumlede krop. Når det tomme sofahjørne larmer , når te-koppen ensomt fylder på bakken eller når sengen føles ”too big without you”.

Der triller en tåre men den hjælper. Den lyser op på den mørke vej og minder mig om, at savnet er den modsatrettede og uundgåelige anden side af kærligheden. En kærlighed, som på trods af fravær og afsavn – eller måske snarere takket været – gødes, næres og styrkes.

Jeg kigger på uret. 55 timer og 55 minutter igen…

Blå søndag

Der er blåt i min have – forglemmigejerne stråler om kap med solen.

Jeg plukker et par stykker; det bli’r til en hel lille flok og jeg nynner mens jeg hygger:

“Jeg vil male dagen blå,
med en solskinsstribe på,
vælge lyset frem for skyggen,
gi´ mig selv et puf i ryggen,
tro på alting, selv på lykken.
Jeg vil male dagen blå”.

Så enkelt, så godt – så sødt, så blåt!

Følelsesspisning

I går aftes var jeg lidt savns-præget. Dag 24 i tidstabellen over elske-konsulentens fravær sad og trykkede på brystet. Så hvad gjorde jeg. Ja, udover at snakke med ham, så flygtede jeg ind i en roman-verden i rigt selskab med kanelkiks og sødet café latte. “Du spiser på dine følelser”, læste jeg engang Marie Steenberger (coach og ernæringsekspert) så rigtigt sige. Ja, trøstespisning kender vi jo alle så godt.

Men i dag, hvor jeg har fået savnet puttet af vejen og arbejdet konstruktivt hele formiddagen med oplæg til næste uges au-pair workshop, så har jeg også spist. Bonus-spisning kan jeg vist med rette kalde det. For når det går godt, så er en af mine hyppige præmier også at spise. Sødt vel at mærke.

Og det undrer mig i denne stund, hvad det er sukkeret kan, siden det både kan dulme smerten, når den er værst men også forstærker glæden, når den er størst. Har du et bud? Jeg er nemlig lidt i vildrede.