Pinse: dans og udflugt

Det har været en på alle leder skøn weekend – kernefamilien har været genforenet og pinsesolen har lystigt danset.

Med glimmer og make-up. Masser af det!

Det har prinsessen også. Der var dømt 3 dages danseopvisning for starletten her. Vi var selvfølgelig på plads den ene dag og så ihærdige og passionerede dansepiger i alderen 3 – 18 danse, så svedperlerne sprang og forældrene hulkede. Men alt sammen i højt humør og for fuld udblæsning.

Mandag var vi så på udflugt i det wallonske land, alias det sydlige Belgien. Hvad Belgien ikke pt. har så meget af i fredelig sameksistens de forskellige sproggrupper imellem, har det så sandelig i naturskønne omgivelser.

Vi tog på en dejlig tur ned sydover langs floden Meuse, som glimtede og strålede om kamp med solen og de nypolerede både, der vuggede afsted.

Boder med store, sødmefyldte bær lokkede på vejen

Startede i Namur, hovedsæde for det wallonske regionsstyre, videre gennem Wépion – Belgiens jordbær-paradis. 

Forbi Profondeville, en lille perle ved floden, for så at nå vores destination for dagen: Dinant. Byen hvor saxofonens opfinder, Adolphe Sax, stammede fra. 

Dinant er udover Monsieur Sax kendt for sin gotiske kirke og et borgkompleks, der er blevet bygget, brændt og genopført flere gange siden det 11. århundrede.

Vi besøgte naturligvis borgen på det lille plateau over byen, hvortil man kom op med en lille svævebane. Udsigten fra La Citadelle var fantastisk, besøget i komplekset interessant omend lidt langt for ungerne men der var også tænkt på børnene, så vi sluttede af med is og leg på den skønneste legeplads bagved borgmurerne. 

Dannebrog hilste os velkommen, da vi kom til Dinant

Vi nød dagen og nød at være familie på 4, når vi er bedst.

Nu er dagstælleren til elske-konsulenten og stjerne-papa’ens endelige tilbagekomst atter sat til startende ved 23 and counting…

2 thoughts on “Pinse: dans og udflugt

Leave a comment