En af de bedste ting ved sommeren

… er at plukke blomster i egen have og binde buketter som denne. Jeg ELSKER det. Og jeg elsker at give dem væk, som jeg gør med denne i aften, for blomster skaber altid glæde.

Ja, jeg ved godt, at jeg lige har sagt, at der går sommerferie i bloggen her, men jeg tænkte, at I alligevel skulle nyde studenternelikker, lodden løvefod (med det smukt klingende latinske navn: alchemilla mollis) og lavendler i denne sommerlige tre-enighed.

Sommerferietid

Vi står på tærsklen til en ny familietid. Den tidligere arbejdsløse siden elske-konsulent bliver pr. i morgen pariser-pendler. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal forvente os af det men faktum er, at han den næste ubestemte tid vil være i Paris i 5 dage og hjemme i 2.

Det ligner til forveksling tiden som elske-konsulent i Tunesien men med den væsentlige forskel, at han er hjemme i weekenden. Hvordan det bliver, det ved vi af gode grunde ikke men vi har de positive briller på og satser butikken og ser hvad det bringer.

På samme dag, altså i morgen, starter ungernes sommerferie og der bliver samtidig stille her på bloggen. Jeg går på sommerferie med børnene. Måske ikke i hele de TO måneder, de er skolefrie, men en god del af tiden.

På gensyn derude og rigtig god sommer!

Vi satser på at sommeren byder på masser af dage som disse

Nr. 99

Dagens lakridsindlæg er nr. 99 og udover at det er et pænt tal, så fik det mig til at tænke på hende her.

Og på disse Sarah Bernard kager, som jeg forleden lavede 99 af. Ej snyd – jeg lavede faktisk 100 men spiste en, da de skulle i kagedåserne. Kunne bare ikke lade være…

Og nu har jeg vist taget tilløb nok til dagen, der skal bringe mig tættere på realiseringen af weekendens store event: champagnesmagning og efterfølgende frokost for 27 voksne og deres 20 medbragte børn… Wish me luck og jeg ønsker jer god weekend!

Hverdagsmad #4

Pizza er ikke til at komme uden om i vores familie. Min kære husbonds italienske gener hopper og danser, når der kommer pizza på bordet, ungerne slåes om de bedste stykker og jeg selv, ja jeg er bare fan.

Men pizza er mange ting og jeg, især, er blevet kræsen med årene. Faktisk holder jeg mest af mine egne… Ja, jeg ved det godt. Det lyder måske en smule arrogant, men jeg har godt nok øvet mig meget, så det er vel fair nok, at jeg er blevet mester, eller hvad? Er det ikke det, man bliver af øvelse?

Nok om selvforherligelse – nu til opskriften på den mest populære herhjemme:

Pizza med rucolapesto og parmaskinke

Pizzadej (til 3 runde pizzaer):

25 g gær, 3 dl lunkent vand, 3 dl. rugmel, 4 dl hvedemel og lidt salt

Opløs gæren i vandet, bland mel og salt i en skål for sig, lav en fordybning og hæld gærblandingen ned i. Indarbejd melet i gæropløsningen og ælt til du har en glat dej. Del den i 3 stykker (eller hvor mange, du nu vil have) og lad den hæve 1 time.

Rucolapesto (på slum! Undskyld, men jeg har ikke målt nøjagtigt af)

3 håndfulde rucola, 1 lille håndfuld ristede pinjekerner, saft en ½ citron, 3-4 spsk olivenolie, revet parmesan til den smager godt og salt.

Blend først rucola, de ristede pinjekerner og citronsaften. Herefter inkorporeres olivenolien langsomt til pestoen får let flydende karakter (den skal ikke være for fast til pizza), rør osten i og smag til med salt og citron. Hvidløg kan selvfølgelig også puttes i – jeg har bare glemt det så mange gange og ikke savnet det, så derfor er opskriften uden.

Når pizzaen er rullet ud, smøres 2 store spiseskefulde pesto ud på bunden. Er pestoen svær at fordele, er den for fast. Hæld lidt ekstra olie hen over, så bliver den nem at smøre ud.

Bag pizzaen 5-7 min i en hed ovn – jeg bruger CRISP funktionen i min Whirlpool ovn (det er absolut den bedste pizzaovn, jeg har prøvet. Til gengæld er den dårlig til så meget andet!). En almindelig ovn må gerne være 225-250 grader varm. Men hold øje – den bliver nemt branket. Når pestoen er lækker lysebrun på toppen, tages pizzaen ud og parmaskinke i rå stykker fordeles henover. Spis den med det samme – i modsætning til pizzaer med tomatsauce, bliver denne en anelse tør, når den bliver kold.

Velbekomme!

Hvad er det lige, jeg tænker om telefonsælgere?

Ja, det er i hvert fald sjældent godt? Jeg har vel til dags dato mest haft den holdning, at det er noget fanden har skabt? Det handler blandt andet om, at jeg hader at få stoppet ting ned i halsen, som jeg ikke har bedt om. At jeg også er dårlig til at sige fra er en helt anden historie.

I dag har elske-konsulenten og jeg imidlertid haft besøg af ja, en telefonsælger. Vi har haft det gratis møde om individuel og uafhængig finansiel rådgivning til expats, jeg “købte” over telefonen. Og selvom man kan sige, at det var et resultat af, at jeg ikke formåede at sige nej tak i starten, så var det faktisk fordi det både var interessant og lige-til-os, synes jeg. Så trods den sædvanlige indre modstand mod telefonsælgere, sagde jeg altså ja tak til mødet.

Nu har vi så haft det her indledende møde om både opsparing til vores ældre dage og til børnenes uddannelse mm og jeg synes ganske enkelt, det var fantastisk. Manden var dygtig til at forklare de for mig altid komplekse og nærmest uforståelige emner som pensionsopsparing og investering og gøre det tilgængeligt, appetitligt og ja, virkelig interessant. 

Så hvorfor er det jeg alligevel sidder her og er både skeptisk og betænkelig? Jeg mener, manden kommer fra “the world’s largest independent financial consultancy group”, så han er vel næppe fidusmager!? Ikke desto mindre er det lidt det, jeg frygter. Det skorter jo ikke på historier om almindelige, godtroende folk, som har tabt deres penge på såkaldte respekterede og velansete finansfolk og virksomheder, som i sidste ende ikke havde rent mel i posen eller ikke var modstandsdygtige nok, da krisen satte ind.

På den anden side vil jeg virkelig gerne tro på det gode og reelle tilbud, han snakkede om, og som i mine ører vil give os netop det overblik og den struktur, vi har manglet. For ikke at snakke om den gode kemi, der var os og sælgeren imellem – og det er måske her, alarmklokkerne for alvor sætter ind, for er han bare en god sælger?

Hm – der må vist lidt mere ægteskabssnak og et par nætters søvn til. Og har I et godt bud derude på, hvad jeg skal lytte til/gå efter, så kom endelig ud af busken.

Ellezelles, heksenes hjemby

En søndag i godt selskab er ikke at fornægte. Denne søndag var sådan en; på udflugt til den belgiske nationalpark “Le Parc du Pays des Collines” med egnskendt guide som organisator og gode venners selskab af både voksne og børn. Målet for turen var Ellezelles. 

Ellezelles er kendt som byen med de mange hekse. Sagaen om heksenes tilhørsforhold til netop Ellezelles er sløret men tilbage i 1600-tallet blev 5 kvinder brændt i byen for at have udøvet heksemagi og det markeres hvert år med en særlig forestilling og et fyrværkeri, der symboliserer det godes sejr over det onde. Det oplevede vi dog ikke. 

Selv vejrhanerne i Ellezelles er hekse!

 Vi var derimod på udflugt i bakke-landet, hvor vi fulgte en 6 km lang rute, der er bestrøet med fantasifulde djævle-figurer af en vis Jacques Vandewattyne. Til trods for det lidt uhyggelige tema, var turen gennem det bakkede terræn smuk og indbydende og ungerne ledte os lystigt fra den ene figur til den anden. 

 

Efter 2 timers vandring, blev vi ført til en dejlig restaurant: Les Jardins de la Grange. Udover skøn mad kom vi på endnu en guided tur, denne gang i restaurantens have. En sanserig have med 9 forskellige rum med særlig fokus på planter med forskellige helbredende effekter. 

Bladene fra Skt Hans urten i baggrunden skulle have en helende effekt på alle former for brandsår. Lidt ligesom aloe vera.

Men også dyrene er der tænkt på, således er der en sommerfuglehave med sol og læ-hegne, insekthjørne og fuglehave. Og naturligvis er der også en heksehave med endog ret så farlige planter. På billeder her er det dog helt uskadelige og spiselige morgenfruer, der huserer. 

 

Vi sluttede dagen af med et besøg på det lokale museum, som via et interaktivt show fortalte os historien om byen, de 5 kvinder og stedets tætte tilknytning til jorden og nationalparken, som de er ligger midt i. En særdeles vellykket og hyggelig tur for store og små. 

På vejen hjem var det jeg tænkte, at det nok var helt godt, at  jeg ikke levede i den tid, hvor man brændte kvinder for et godt – eller nok snarere ondt – ord. I så fald kunne jeg være endt på bålet indtil flere gange, når jeg har forudset resultatet af en fodboldkamp, mødet med en gammel bekendt eller, når sandheden skal frem, ligefrem har drømt om døden, der på uhyggelig vis viste sig at være indtruffet…

Når bare der er kærlighed nok

Jeg kan næsten ikke tro det, men i morgen KOMMER HAN HJEM. Elske-konsulenten er færdig med sine 3 måneder som udstationeret telekomekspert og jeg som græsenke.

Disse gaver ligger og venter på, at Papa kommer hjem

“Tiden skal nok gå stærkt” mindes jeg at min elskede sagde, da jeg småtudende og rødøjet knuste farvel sidste gang for små 4 uger siden. Og minsanten, tiden gik om ikke stærkt så med lige præcis den hastighed, tid nu engang går. Vi klarede det; vi overlevede, ja jeg vil ligefrem mene, at det faktisk har gjort os godt.

Det er ingen skade til at savne lidt eller meget. Det sætter dagligdagens trummerum og småproblemer i perspektiv. Det har i hvert fald sat mine i perspektiv. For hvad betyder en aleneaften i en slidt sofa, en køretur i en gammel bil eller en solooplevelse af ungernes skoleopvisning, når bare vi ved, at vi har hinanden (selv på distancen) og at kærligheden er intakt, ja endda forstærket? Meget lidt, ingenting fristes jeg til at sige. For når alt kommer til alt, så kører vi rigtig langt på literen, når bare der er kærlighed nok.