Undskyld, hva’ for en fisk?

Jeg deltog i går aftes i en teleklasse med fokus på emnet: momentum. Undskyld, hva’  for en fisk?, tænkte jeg selv, første gang jeg blev præsenteret for begrebet. Og, må jeg indrømme, forvirringen har til dels stået på lige siden.

Men i går faldt ti-øren. Timingen var perfekt og jeg så pludselig det store billede. For jeg er der lige nu. Lige midt i momentum.

Gårsdagens oplægsholder, Lykke Rix, definerer kort momentum som forskellen mellem fremdrift og tilstand. Det forstår og oplever jeg som det sted, hvor jeg står, når jeg er begejstret over en tanke, en oplevelse eller en indsigt, men som jeg endnu ikke har fået omsat til noget konkret resultat.

Jer, der har prøvet at blive coachet, kender følelsen, når en indsigt lander og man føler sig helt høj. Jer, der ikke har, kender måske derimod til at have mødt et menneske, der har gjort et særligt indtryk, været på en uforglemmelig ferie, deltaget i et kursus, en fest eller et arrangement, der gav så meget luft under vingerne, at man næsten kunne flyve.

Det er også momentum. Tit og ofte sker det bare, at luften siver ud af ballonen. At følelsen fortog og resultaterne udeblev, fordi man ikke gjorde noget for at bevare denne følelse.

Handling skal der til samt inspiration og nærvær, siger Lykke. Sådan bevarer man momentum. Eller suset, modet og gejsten om du vil.

Handling skal du få, tænker jeg, med henvisning til min nyeste udfordring om at revidere min forretning, stille skarpere og fokusere. På min målgruppe, på de problemer, jeg hjælper dem med at løse, på egen kompetencer, talenter og ikke mindst interesser.

Det skal nok blive godt. Det kan jeg mærke. Momentum-mærke!

Advertisements

Tak!

Universet har endnu engang hørt mine bønner. 

Lykke Rix, min tidligere mentorcaoch, udbyder nemlig lige nu GRATIS teleklasser for selvstændige, der gerne vil have succes med deres forretning. Jeg er tilmeldt den 2. af slagsen lige her om lidt – og ungerne er plantet foran fjerneren med hver deres dyne og slikpose…

Glæder mig over at den her er faldet lige ned i turbanen min på det helt rigtige tidspunkt. Hvorfor hører I mere om senere.

Præmieindlæg

Kender I det med at overspringshandle? Hvem har ikke ordnet vasketøj, ryddet op, tjekket facebook, blogsurfet, spist, sovet til middag eller gået chokoladeamok bare for at undgå at lave det, der stod og lyste mest på dagens to-do liste? Jeg har!

Men ikke i dag og heller ikke i går, hvis jeg nu skal pudse glorien ekstra grundigt. Faktisk skriver jeg dette indlæg som PRÆMIE for, at jeg har taget tyren ved hornene og påbegyndt det, der skulle gøres.

Hvordan gjorde jeg så, ville I måske spørge? Først lavede jeg en klassisk to-do-liste. Dernæst fremhævede jeg det punkt, der var det sværeste men helt klart også det, der ville give mest mening i sidste ende. Det jeg under normale omstændigheder ville udskyde til sidste time hvis overhovedet få gjort!

Det fremhævede punkt lyder måske ikke af meget men er stort

Så gjorde jeg mig det behageligt. Tændte stearinlys, lavede en god kop te og tog de varme hyggestrømper på, så kolde tæer ikke skulle blive et påskud for at fjerne fokus.

Måske ikke de mest rappe men bløde, varme og hjemmestrikkede

Og så skrev jeg (for det var det, jeg skulle). Og holdt fast, selv når det blev svært. 

Så nu høster jeg frugterne fra 2 virkelige produktive dage og føler mig ansvarfuld, handlekraftig og stolt. Ikke dårligt at gå på weekend på de følelser. Særligt fordi det er mine egne høje idealer om produktivitet, jeg har levet op til.

PS: Jeg har ikke taget patent på metoden, hvis nogen skulle have lyst til at efterprøve den.

Blå drømme

“Blåt er altid pænt” og det tilslutter jeg mig fuldt og holdent. Det tog mig ganske vist nogle år at indrømme. Jeg synes måske blå var en konservativ, kedelig farve. Men med tiden og x antal stykker tøj i blåt senere, står jeg fast ved det. Blå er bare min farve.

Ikke den skoleuniformsagtige marineblå eller den turkisblå, men de mere douce nuancer af blå. Jeg har mange varianter af den i mit klædeskab: støvet blå, petroleumsblå, mellemblå, gråblå eller bare ubestemmelig Louise-blå.

Så det var selvfølgelig oplagt også at lave nogle blå mandala’er. Som nævnt forleden er udvalget af ungernes tush’er i blå ikke imponerende, så i eftermiddags smuttede jeg forbi den dejlige tush butik og fandt et par dyre og lækre af slagsen.

Resultaterne er jeg er selv ganske tilfreds med – dog mindre med den tredje. Den blev lidt for sminket, lidt for turkis, ja, bare lidt for meget. Men det var også før jeg fik de fine, nye tush’er, så der måtte jeg gribe til det værktøj, der nu lå i kassen. En handling jeg forøvrigt er tilhænger af i mange af livets facetter: altså at bruge det man har. Men det er en helt anden snak, som jeg gemmer til en anden dag.

Storesøstre altså!

Jeg er lillesøster. Til to større søskende. At jeg ikke er blevet traumatiseret af det skyldes vel, at mine søskende var søde og kærlige ved mig, som søskende nu engang er!!! Eller måske har det noget at gøre med, at hjernen fortrænger det ubehagelige med tiden. Jeg erindrer kun svagt noget med nogle selvforsvarsteknikker, som min storesøster skulle bruge forsøgskaniner til at øve sig på. Og vi stod vel lige for, min bror og jeg…

Grunden til jeg kom til at tænke på det her søskende-halløj var nu, fordi jeg her til morgen overhørte, hvordan prinsessen alias storesøster her på matriklen forklarede lillebror, hvad han skulle ønske sig til sin fødselsdag på lørdag. 

Prinsessen: “Hvis du siger til mor, du ønsker dig playmobil svømmebassinet og luksuscampingbilen i stedet for fodboldbanen, som du så kan få til jul, så leger jeg med dig“.

Lillemanden: “Jamen, jeg vil så gerne ha’ fodboldbanen“.

Prinsessen: “Det må du selv om. Men så leger jeg ikke med dig“.

Groft! Siger jeg bare og tænker mit…

Det er så fedt…

… at fordybe sig i noget. Forsvinde ind i et univers af for eksempel farver og former som det at farvelægge en mandala er. Det er efter sigende meditation i bevægelse, hvilket jeg sagtens kan forholde mig til.

Jeg har i disse dage genopdaget glæden ved at farve mandala’er sammen med ungerne. Lyder det ikke hyggeligt? Det er det også. Men selv når mor-børn idyllen er stoppet, fordi ungerne har kastet sig over nintendoen, så er jeg fortsat (nu bare med en konstant, små-enerverende techno-musik fra nintendo-dyret som lydbillede), ganske enkelt fordi jeg var opslugt af det. Og dét er den bedste følelse.

Hov, får lige en tanke. Jeg må da lave en mandala i blå – min yndlingsfarve. Men udvalget af blå tush’er på bordet er ikke overvældende. Hm! Jeg tror min belønning for endt arbejdsdag i morgen må være en tur i tush-mekka’et henne om hjørnet. I’ll keep you posted!

My girl

“Mor, jeg tror nok, jeg skal finde mig nogle venner”. Sådan lød prinsessens ord til morgen, da jeg efterlod hende ALENE (blandt ca. 50 andre børn) i den store sportshal til ugens første tennis, badminton og bordtennisskoledag.

Hvis det var en hentydning til, at jeg ikke længere behøvedes at ae hendes hår af (af ren bekymring for, om det nu også var sådan en god ide at være taget på sommerskole uden nogen man kendte), så var det en rigtig fin måde. Det fik mig til at gå derfra både stolt og rørt over hendes mod og selvtillid. That’s my girl!