At finde mig selv på ny

Sådan skrev Mie i en kommentar i går til min opfordring om at dele, hvorfor det kan være svært at være medfølgende ægtefælle. At finde sig selv på ny er efter min bedste overbevisning kimen til selve udfordringen såvel som til succesen. Sådan var det i hvert fald for mig.

Som jeg forklarede i går, følte jeg mig identitetsløs uden et job og ikke fyldt op af det, jeg sidenhen fandt. Derudover stod jeg i en ny situation, i et nyt land, ja i et nyt liv, som jeg skulle til at stifte bekendtskab med. En udfordring af de store.

En af de faktorer, der førte til, at jeg bid for bid begyndte at bearbejde udfordringen og opdage nye (og gamle) sider af mig selv var kedsomhed. Og frustration. De to faktorer blev benzin til mit find-dig-selv-igen bål. De tvang mig selv til at kigge indad og finde hengemte og til dels glemte passioner, lytte til mit hjertes sagte visken og famlende forsøge at følge trop. (Jeg får lige den tanke, at det er som med børn, der keder sig. Når de keder sig nok, bliver de kreative og finder på).

Selvom jeg selvfølgelig gerne ville have været foruden frustrationerne, der gik forud for min process om at genfinde mig selv, er jeg nu blevet klar over, at smerten tit er den store drivkraft.

Vi har alle hørt historier om folk, der blev alvorligt syge eller stressede og som sidenhen brød med deres gamle liv og skabte sig et nyt med alt det indhold, de før kun havde drømt om. Fordi de med et var blevet gjort opmærksomme på, hvor skrøbeligt livet er og hvor ondt det kan gøre. Som min dejlige coach Annette sagde til mig engang: “Vi handler først, når livet gør ondt. Når vi ikke kan holde mere smerte ud”.

Min smerte var heldigvis ikke relateret til sygdom. Men til et indre virvar af følelser om, hvad jeg skulle med mit liv. Det at jeg rejste ud som medfølgende ægtefælle, blev på flere måder starten på et nyt liv. Et nyt liv under andre himmelstrøg, på et andet sprog, med en anden kultur. Men frem for alt blev det starten på et nyt mig. Og det har været en af de bedste gaver nogensinde.

Advertisements

Min blå tudetaburet

Når jeg tænker tilbage på den første tid som såkaldt medfølgende ægtefælle, er det første billede, der rammer min nethinde, min tudetaburet.

En taburet i køkkenet, hvor jeg jeg sad oversvømmet af tårer og tanker om, hvor svært, jeg syntes, det hele var. 

Udover selvmedlidenhed, følte jeg mig meget ensom. Til trods for at prinsessen gik i en dansk legestue og jeg dermed havde adgang til et dansk netværk, så dyrkede jeg det ikke særligt meget. Det var jo ikke derfor, jeg var kommet herned! Nemlig nej. Så hellere have det af h til for jeg dyrkede heller ikke det lokale.

Når venner og familie derhjemme skulle opdateres, pyntede jeg på virkeligheden og fortalte, at det gik helt fint. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dem, hvor dårligt, jeg havde det. Primært fordi jeg syntes, det var et nederlag, at det store skridt, jeg havde taget og som jeg havde prædiket om var en stor mulighed for mig og vores lille familie, ikke havde vist sig at være godt! På daværende tidspunkt, vel at mærke.

Sidst men ikke mindst, havde jeg en følelse af, at jeg var blevet identitetsløs. Til at starte med havde jeg ikke noget job og vi havde valgt at sætte næring efter tæring og ikke gøre os afhængige af mere end 1 indkomst, for ikke at tvinge mig til at finde et job, som det jeg kom fra. Det var netop en af grundene til, at vi rejste. At vi kunne begynde forfra og at jeg med god samvittighed kunne sige, at nu var det slut med bare at arbejde for føden. Nu skulle det handle om at lave noget, jeg virkelig gerne ville. Jeg skulle bare finde ud af, hvad det skulle være.

Selvom jeg langsomt fandt ind til noget, jeg synes kunne være spændende at arbejde med, endte jeg alligevel med at falde for et jobtilbud, der til forveksling lignede mit gamle job – endda i samme koncern, som jeg kom fra. Fordi det gav mig en følelse af at høre til et sted. At vide hvem jeg var og hvad jeg stod for. Det holdt dog kort. Jeg var gravid og ville ikke nøjes med de 3 belgiske barselsmåneder, lød den officielle undskyldning. Den reelle var, at jeg hadede jobbet. Så jeg stoppede, kort før jeg skulle føde. Og så var jeg tilbage til spekulationerne om, hvad jeg skulle med mit liv og den dertilhørende manglende identitet.

Her var det, at min tudetaburet blev blå. For når jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle, måtte jeg gøre noget andet. Så jeg malede blandt andet køkken og dertilhørende taburet.

For at gøre en lang historie kort(ere), så løste det meste sig, da jeg endelig tog mig selv alvorligt nok og fik sat skub i drømmene om at lave noget andet ved at melde mig til en coaching-uddannelse. Jeg tog også tyrene ved hornene og kastede mig ud i kunsten at netværke både med danskere, andre udlændinge og lokale. 

I dag, 6½ år senere, kan jeg uden bævren i stemmen sige, at det at være rejst ud, er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Ja, det var og er til dels stadig hårdt at være væk hjemmefra, men det har virkelig åbnet op for nye muligheder og givet mig nye perspektiver på livet i al almindelighed.

Læs mere om det i morgen, når jeg gennemgår pluslisten ved at være medfølgende ægtefælle. Men inden da, giv meget gerne dit besyv med her forneden om, hvordan du har oplevet det at være medfølgende ægtefælle.

Medfølgende ægtefæller: Vær med til at dele og tabu-aflægge

I forlængelse af aflysningen af workshoppen for og om medfølgende ægtefæller har jeg fået denne idé. Eftersom jeg tror, at noget af årsagen til, at der ikke var flere tilmeldte var/er, at det stadig er et tabubelagt emne, så vil jeg gerne tage bladet fra munden og de næste par dage, her på bloggen, fortælle om nogle af de følelser og tanker, jeg gjorde mig (og i nogle tilfælde stadig gør mig).

Til dig derude, der enten er eller har været medfølgende ægtefælle, skal opfordringen også lyde. Del med os andre, hvad du synes/syntes var svært; hvad du sloges/slås med og også gerne, hvad du gjorde/gør for at komme igennem det.

Har du af den ene eller anden grund lyst til at være anonym for læserne af bloggen, så send mig en mail på: info@louisefly.com, og jeg poster dit indlæg anonymt eller underskriv din kommentar i kommentarfeltet med et pseudonym.

Mit håb er, at hvis vi deler her, giver vi andre medfølgende en mulighed for at se og forstå, at de bestemt ikke er alene om udfordringen og at der ovenikøbet er gode råd og velmente klap på skulderen at hente.

Jeg håber, du vil give dit besyv med og være med til forsøget på at tabu-aflægge et følsomt emne.

På gensyn i morgen til det første indlæg om min blå tudetaburet.

Take a break, take a iSpa trip

Strejkegale franskmand gjorde at vi aflyste weekendens Parisertur til fordel for noget helt andet: en spa-tur til Dolce Hotels and Resorts i la Hulpe.

Hvad vi umiddelbart ikke kunne have fået i Paris (og heller ikke gik efter) fordi det ville være himmelråbende dyrt, kunne Dolce La Hulpe i udkanten af Bruxelles til gengæld levere til helt overkommerlige priser.

4 stjernet, executive hotelværelse til hele familien med gratis wi-fi, fladskærm (VIGTIG børnefordel), hele 37 kvadratmetre at boltre sig på, fri adgang til pool, sauna og hamman og gratis middag for børn under 12.

Stedet ligger 15 minutters kørsel fra hvor vi bor i et fantastisk naturområde. Faktisk er det IBMs gamle europæiske hovedkontor i BRX og jeg tænker (i parentes bemærket), at det må have været ren lise at ankomme på arbejde hver morgen i den her grønne oase.

Jeg vil ikke romantisere opholdet og berette , at det var åh så skønt, afslappende og idyllisk, når faktum er, at ungerne sloges, lillemanden fik dårlig mave, poolen var proppet, middagen var lunken og værelsestemperaturen tæt på kun 15 grader. Omgivelserne var dog virkelig gode og intentionerne i top. Men det regnestykke giver ikke nødvendigvis og altid et positivt resultat.

Jeg vil ikke desto mindre helt klart anbefale stedet til et weekend pusterum. De har fordelaftige pakkeløsninger til rimelige priser. Og skøn morgenbuffet med bl.a. hindebefriede blodgrapefrugter (en af mine morgenyndlinger), bløde badekåber, rigtige dyner, gode brusere, smuk natur og ikke mindst en lille kuvert, der hører til family-break pakken. Heri lå et 15€ iTunes kort, som unægtelig passede til weekendens, nå ja, super materielle højdepunkt: iGot an iPod. 

Så lækker, så Cool!

Tabu?

Jeg skulle i aften have holdt en inspirationsworkshop om, hvordan man omgår de 5 største udfordringer, man typiske støder på, når man er medfølgende ægtefælle.

  1. At få skabt sig en meningsfuld hverdag
  2. At lære et nyt fremmedsprog
  3. At gå fra at være udearbejdende til at være hjemmegående og forene sig med en ny identitet, der ikke er knyttet op på ens arbejde
  4. At håndtere savn og hjemvé
  5. At etablere sig et nyt netværk

Efter aftale med den danske klub, som var medarrangør, har vi imidlertid valgt at aflyse, da der desværre kun var to tilmeldte.

Det kan der være flere årsager til: mangelfuld kommunikation, dårlig timing eller måske fordi det stadig er et ret tabubelagt emne. At være medfølgende ægtefælle klinger i nogens ører (og oftest hos dem, der ikke har prøvet det) som noget med eviglang ferie, økonomisk råderum og tid til selvforkælelse.

For dem, der har prøvet det, lyder det snarere som et resumé af ovenstående 5 udfordringer. Men fordi der er de fordomme og konventioner (eller det har vi i hvert fald tendens til at tro) hos vores omgivelser, så er det ikke rigtig noget, der bliver talt højt om. Og måske derfor er der heller ikke så mange, der vil dukke op til en workshop (næsten gratis endda) og stå ved, at de “lider” af medfølgende syndromet.

Jeg ved det reelt ikke, jeg gisner bare og jeg ærgres. For der var guldkorn at hente i oplægget. Det tør jeg godt sige. Men det skulle jeg måske have råbt noget højere!

Fredagslykke er

– at vågne med bobler i maven og efter et hurtigt tjek konstatere, at det blot er fordi, jeg er glad for mit liv

– at dele seng med sine to søde, bløde og varme unger

– at blive mødt med et godmorgen af damen på vejen, som ALDRIG siger godmorgen

– at tænke på den forestående weekend med såkaldt kvalitetstid med mand og børn

– at nyde havens sidste dahlia’er, som nu pynter i vindueskarmen

God weekend til jer alle!

Julenørdet eller krealysten?

Tja, det spurgte jeg mig selvom igår, da jeg endnu engang brugte en hel eftermiddag på at juleforberede i oktober. Denne gang dog på forespørgsel fra prinsessen. “Hvornår må vi begynde at lave julekort”, spurgte hun. “Nu!”, svarede jeg. Og det havde jeg nok også gjort om så det var juli måned.

Faktum er, at jeg elsker at nørde med papir, lim og saks. Og det kommer der så tit kort ud af. Og nu holder jeg altså af at sende gammeldags, håndskrevede kort. Eller er det mon bare et påskud for at lave nogle kort?

Anyway, jeg nyder virkelig de her stunder, hvor jeg vitterligt glemmer alt om tid og sted og bare passioneret dykker ned i en verden af farver, former og dimensioner.

Hvad laver du, når du glemmer tid og sted?