Seperate Lives

Det er ikke lang tid siden jeg stort og flot hævdede her på bloggen, at det fungerer det med, at min mand er i Paris i ugens løb og ungerne og jeg her. 

Det mener jeg stadig, men jeg skal altså øve mig på at acceptere, at der er øjeblikke, hvor det hele ikke er så rosenrødt. Øjeblikke, hvor jeg bander (inde i mig selv dog) over, at der ikke er nogen at kravle ned til under dynen, ikke er nogen STÆRK og MODIG mand til at smadre de kæmpe-edderkopper, der pt invaderer os, ikke er nogen til at servere aften-teen med en kiks på kanten, ikke nogen til at kysse godnat, holde om og holde af, når det hele bare er lidt for meget. Så løber jeg den nedadgående spiral igang og har det med at glemme, hvor bremsen sidder.

Og dog. For så har jeg jo heldigvis bloggen her. Den fungerer nemlig fint som bremse, når først den har ageret udløb for mine tanker. Så er det som om, jeg har fået renset ud og givet luft og ikke mindst plads til, at de gode tanker om vores pt adskilte liv kan indfinde sig igen.

I får lige den her skønne video med Phil Collins og hans “Seperate Lives”, som inspirerede mig til dette indlæg. Det er en tåreperser og lyrikken passer slet ikke på vores situation. Men titlen, jo!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s