Min blå tudetaburet

Når jeg tænker tilbage på den første tid som såkaldt medfølgende ægtefælle, er det første billede, der rammer min nethinde, min tudetaburet.

En taburet i køkkenet, hvor jeg jeg sad oversvømmet af tårer og tanker om, hvor svært, jeg syntes, det hele var. 

Udover selvmedlidenhed, følte jeg mig meget ensom. Til trods for at prinsessen gik i en dansk legestue og jeg dermed havde adgang til et dansk netværk, så dyrkede jeg det ikke særligt meget. Det var jo ikke derfor, jeg var kommet herned! Nemlig nej. Så hellere have det af h til for jeg dyrkede heller ikke det lokale.

Når venner og familie derhjemme skulle opdateres, pyntede jeg på virkeligheden og fortalte, at det gik helt fint. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dem, hvor dårligt, jeg havde det. Primært fordi jeg syntes, det var et nederlag, at det store skridt, jeg havde taget og som jeg havde prædiket om var en stor mulighed for mig og vores lille familie, ikke havde vist sig at være godt! På daværende tidspunkt, vel at mærke.

Sidst men ikke mindst, havde jeg en følelse af, at jeg var blevet identitetsløs. Til at starte med havde jeg ikke noget job og vi havde valgt at sætte næring efter tæring og ikke gøre os afhængige af mere end 1 indkomst, for ikke at tvinge mig til at finde et job, som det jeg kom fra. Det var netop en af grundene til, at vi rejste. At vi kunne begynde forfra og at jeg med god samvittighed kunne sige, at nu var det slut med bare at arbejde for føden. Nu skulle det handle om at lave noget, jeg virkelig gerne ville. Jeg skulle bare finde ud af, hvad det skulle være.

Selvom jeg langsomt fandt ind til noget, jeg synes kunne være spændende at arbejde med, endte jeg alligevel med at falde for et jobtilbud, der til forveksling lignede mit gamle job – endda i samme koncern, som jeg kom fra. Fordi det gav mig en følelse af at høre til et sted. At vide hvem jeg var og hvad jeg stod for. Det holdt dog kort. Jeg var gravid og ville ikke nøjes med de 3 belgiske barselsmåneder, lød den officielle undskyldning. Den reelle var, at jeg hadede jobbet. Så jeg stoppede, kort før jeg skulle føde. Og så var jeg tilbage til spekulationerne om, hvad jeg skulle med mit liv og den dertilhørende manglende identitet.

Her var det, at min tudetaburet blev blå. For når jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle, måtte jeg gøre noget andet. Så jeg malede blandt andet køkken og dertilhørende taburet.

For at gøre en lang historie kort(ere), så løste det meste sig, da jeg endelig tog mig selv alvorligt nok og fik sat skub i drømmene om at lave noget andet ved at melde mig til en coaching-uddannelse. Jeg tog også tyrene ved hornene og kastede mig ud i kunsten at netværke både med danskere, andre udlændinge og lokale. 

I dag, 6½ år senere, kan jeg uden bævren i stemmen sige, at det at være rejst ud, er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Ja, det var og er til dels stadig hårdt at være væk hjemmefra, men det har virkelig åbnet op for nye muligheder og givet mig nye perspektiver på livet i al almindelighed.

Læs mere om det i morgen, når jeg gennemgår pluslisten ved at være medfølgende ægtefælle. Men inden da, giv meget gerne dit besyv med her forneden om, hvordan du har oplevet det at være medfølgende ægtefælle.

Advertisements

9 thoughts on “Min blå tudetaburet

  1. Jeg rejste jo ikke som dig som medfølgende – jeg rejste for den der sindssyge kærlighed, som får os til at gøre vanvittige ting 🙂 Det var først, da jeg stod hernede og opdagede, at franskmanden og jeg aldrig havde tilbragt mere end to ugers ferie (med tryk på ordet FERIE!!!) sammen… at jeg skulle starte et nyt job på et nyt sprog med familien langt væk, hvoraf min far var døende.

    Det hele ramlede 2 år efter – og så gik jeg fra franskmanden; for han var det forstyrrende og ødelæggende element i min integration.

    Jeg har det præcis som dig – nu fortryder jeg ikke et sekund; men jeg havde en yndlingsbænk i parken, som jeg vrælede spandevis på der i 2000-2002…

    Jeg tror absolut ikke, at det er nødvendigt at omgås danskere (eller ej) – det er et spørgsmål om at finde personer, der er gode for en… og erkende, at et nyt liv bare er anderledes, og give sig tid til tilvænning.

    • Selvom du ikke er/var medfølgende Nille, hilser jeg dit input velkomment. For det kan alle lære af. Ja, nyt er som regel lig med anderledes, som igen ofte er lig med usikkerhed og tvivl. Og det kan være svære størrelser at manøvrere rundt med. Erkendelse og accept er uden tvivl et første step på vejen.

  2. Jeg havde en super tid i Indien. Og jo der var tider hvor det var sindsyg hårdt. Hvor mit nordiske temperament måtte stå en hård prøve. Jeg valgte at have kontakt til både inderer og udlændinge. Det fungerede fint. Jeg håber virkelig at din workshop bliver til noget. For jeg er overbevist om at den kan en del vigtig del i det at være være udstationeret.

    • Kære Maria, jeg kunne forestille mig, at der kan komme noget frustration ud af forskelligheden mellem to så forskellige kulturer. Jeg husker en indisk familie, vi kendte i DK, som synes, vi var det mærkeligste folkefærd, fordi vi ikke passede vores forældre hjemme hos os selv, når de ikke kunne klare sig selv. Så “smed” vi dem bare på et hjem!! Ja, der er måske noget om snakken, men at bo med sine forældre klinger bare ligesom ikke på samme måde i danske ører, som det åbenbart gør i indiske!

  3. Jeg vil komme med en filosofisk betrægtning om dengang jeg oplevede, at det “eneste” jeg havde tilbage var MIG, og jeg dermed havde brug for at finde mig selv på NY.
    Citat er af Albert Camus fra “Den lykkelig død”;

    “Her står jeg som jeg er. En by, hvis skilte jeg ikke kan læse… uden venner at tale med, kort og godt uden nogen adspredelse. Jeg ved godt, at intet kan dreage mig ud af dette kammer, hvor lydene fra en fremmed by når ind, intet kan føre mig ind i det blidere lys i et hjem eller på et sted, jeg elsker. Skal jeg kalde på nogen, råbe? Det vil være fremmede ansigter, der viser sig… Og se, nu går vanernes tæppe langsomt op, dette bekvemme væv af bevægelser og ord, hvorunder hjertet døser hen, og afslører omsider bekymringernes blege ansigt. En mand står ansigt til ansigt med sig selv: jeg udfordre ham til at være lykkelig……”

    • Kære Mie. Jeg synes du sætter de helt rigtige ord på, hvad det er det handler om: at finde sig selv på ny. Det er helt klart en udfordring men i mine øjne også en af de største gaver, man kan give sig selv. Smukt, poetisk og rammende er også Camus’ ord. Tusind tak for dem.

  4. Pingback: At finde mig selv på ny « Louises lakridser

  5. Louise, du sætter lige præcis ord på, hvordan jeg ret ofte har haft/har det her snart fem måneder inde i vores udflytningsprojekt:

    Undgå det danske netværk – tjek!
    Skrive lange, positive mails til familie og venner derhjemme – tjek!
    Arbejde med noget, der egentlig ikke er mig – tjek!

    Derudover har jeg haft meget travlt med at påpege, at jeg skam ikke var medfølgende ægtefælle, men tværtimod arbejdsløs, og så snart jeg havde et job, så ville det hele blive meget bedre. Indtil da brugte jeg meget tid på, at sammenligne alt, hvad der (efter min mening) ikke fungerede her i Belgien med, hvor godt det hele fungerede i Danmark. Eller beklage mig over, at jeg aldrig ville stå i en lignende situation i København, hvor jeg havde et socialt sikkerhedsnet. Et sikkerhedsnet, der gjorde, at jeg ikke var nødt til enten at tage et job for pengenes skyld eller leve uden nogen form for indtægt. Til min mand (for jeg delte det ikke med andre end ham) beklagede jeg mig over, at jeg følte mig som et andenrangsmenneske og påpegede igen og igen, at jeg var træt af bare at overleve og snart gerne ville begynde at leve.

    Jeg sidder stadig med mange af de frustrationer, som du beskriver, Louise. Og der er endnu et stykke vej, før jeg kan sige, at flytte ud var 100 % den rette beslutning. Men at høre om andres beretninger hjælper, så jeg hilser dit initiativ (og forhåbentlig snart en workshop) velkommen.

    • Tak for dit input Irene. Jeg håber, at du udover at nikke genkendende til nogle af mine udfordringer også med tiden vil kunne nikke genkendende til følelsen “på den anden side”. For selvfølgelig kommer også du derover. Og ja, workshoppen kommer på programmet igen, så stay tuned.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s