På gensyn

Kufferterne er pakket, check-in klaret og boarding pass printet. Nu skal Bruxelles lufthavnen bare helst ikke hive flere dårlige undskyldninger op ad hatten for at vi ikke kan lette i morgen som planlagt og sætte kurs mod jul i fædrelandet.

Vi mangler også lige, at vejret arter sig så husbond kan komme helskindet frem med julelæsset og ham selv tak. Jeg har foreberedt ham et varmt tæppe, termokande og mad. Og skulle det ikke række, er der ikke så lidt champagne og øl i bagagen.

Tilbage er bare at ønske jer alle derude en glædelig jul og et lykkebringende og bloggerigt 2011.

Jeg er tilbage d. 10. januar.

Advertisements

Franske bobler

En af de helt store fordele ved at leve i et såkaldt blandet ægteskab, er at man kan blive inspireret af andre traditioner og kotumer end de danske.

Blandt andet elsker jeg den franske (og også meget belgiske) skik med at drikke aperitif før middagen. Og i endnu højere grad omkring en højtid, da denne aperitif så ofte er champagne. I denne uge har jeg således drukket bobler ikke færre end 3 gange. Men det har ikke været en for meget.

Forleden kom pakkeposten også med 12 flasker af vores nye hus-champagne fra dem her. De skal blandt andet drikkes til min forestående fødselsdag. Men vi drak dog også en i går. Ikke bare i gode venners men også i disse lækkerbiskners selskab.

Velrenommerede, franske makroner i skønne farver og smagsvarianter

 

Hvem gider slukke på kontakten?

Jeg er økonomisk meget fornuftig. Det siger min mor selv! Og det vedkender jeg mig.

For eksempel giver vi ikke vores børn julegaver. De får så mange, og de bemærker knap, hvad de får af hvem, så det har været et nemt princip.

Jeg køber heller ikke særligt meget tøj, sko eller tasker. Jeg mangler helt klart også et shoppegen – min søster fik det hele. 

Jeg hviner, når min mand, som har spenderbukserne på i vores familie, lige har købt sig en ny (Mandarina Duck!!) taske eller en fladskærm til sit hjemmekontor. Ja, det hjemmekontor, han ikke arbejder på, for han arbejder jo i Paris. Remember darling?

Derfor er jeg også i et dilemma, for jeg har fået lyst til at købe julegaver til ungerne. Forkæle dem, fordi det er verdens sødeste og lækreste unger. Købe de her øko-rigtige, trendy og alligevel down-to-basis agtige træklodser fra Kapla til Marius, fordi jeg bare synes, han skal have dem og bygge Eiffeltårnet og alt muligt andet sejt. Så kan jeg nemlig også retfærdiggøre at købe det sødeste tøj til prinsessen.

Men min indre principfaste overhakke vil sgu ikke give op. Der er sat tryk på den indre dialog: “De får gaver nok”, “de skulle hellere have skitøj”, (for vi kom til at sige ja tak til en ikke særlig dyr ski-weekend i januar), “var der ikke også noget med en uld-sweater og en ny vinterjakke?”, etc. 

“Men jeg har lyst til at være ufornuftig! Vi taler jo ikke om dimantbesatte klodser for fanø”, har jeg prøvet. Indtil videre uden resultat. Det er som at tale for døve ører.

Så derfor spørger jeg: Ved nogen hvor kontakten til overhakken sidder og hvis ja, gider I så lige slukke for den, tak!

5 skarpe til at bryde blokeringen

Kender du den der følelse af at have taget tyren ved hornene og fået fod på en opgave, du har danset om længe? Den der berusende sejrsfølelse af at have overkommet dig selv og dine forhindringer for ikke at have gjort det før? Den der følelse af stolthed og storhed, fordi den opgave var en milepæl i din plan?

De følelser sovser jeg mig i lige nu. Og det bedste er, at det kom så relativt let, da først jeg gik igang. Fordi jeg havde sat en struktur op for mit arbejde.

Jeg skulle skrive. Helt konkret lave min freebie, altså den gave, man får, når man skriver sig op til mit nyhedsbrev. Den har manglet siden jeg gik dansk med min hjemmeside i september (og mangler lidt endnu, da den lige skal gøres lækker).

Min fremgangsmåde var: 

  1. Vær bevidst om dine rammer (hvorfor og til hvem taler du)
  2. Visk tavlen ren fra eventuelle forrige forsøg
  3. Skriv uden at dømme
  4. Sæt dig i modtagerens sted, igen og igen
  5. Nyd det (lav en god kop te, værdsæt at du har tid)

Aah! Det var godt. Perfekt at holde weekend på.

En god en af slagsen til dig!

En juleklassiker er født

Så fik jeg afprøvet opskriften på lakridstrøfler. De er uforskammet gode. Uovertrufne. Særligt til en kop cool mint te fra søstrene Grene, som også indeholder lakrids.

Respekt til Lone Kjær, som er ophavskvinde til disse himmerigsmundfulde. Godt nok i et gammelt julenummer af Boligliv, men det gør dem ikke dårligere.

Opskriften lyder:

200 g god mørk chokolade, 1 dl fløde, 1 spsk lakridspulver, 1 spsk smør.

Smelt chokoladen over vandbad, tag skålen op og rør fløden i. Tilsæt derefter smør og lakridspulver.

Hældes i en lille form (jeg tog en lille kagedåse) foret med bagepapir og stil til afkøling og herefter tildækket i køleskab. Natten over, foreskriver opskriften. 3 timer er nok, skulle jeg hilse at sige. Så MÅTTE jeg nemlig smage. Og kunne herefter konstatere, at det var konfekt lige efter min smag.

En juleklassiker er født – og så med lakrids!

Svær at holde fingrene fra - også inden, det er blevet til en fast masse

Caione, Andersen, Fly Andersen??

Før jeg flyttede til Belgien, ville jeg aldrig have troet, at mit efternavn skulle blive et problem. Altså andet end at stave det!

Men jeg skulle tro om. Senest her til morgen, da jeg snakkede med sikkerhedsafdelingen i vores bank. De havde ringet til min mand (som om jeg ikke kan svare for mig selv, hvilket jeg så heller ikke kunne…) for at tjekke noget med en betaling på mit kort. Men for at komme ind på min konto, skulle de tjekke x antal sikkerhedsspørgsmål. Og der kløjs jeg altså i det.

Selvfølgelig kunne jeg svare på spørgsmålene om f.eks. min mors pigenavn og efternavn. Men det var sværere med mine egne. Hvad er dit efternavn? “Caione”, fløj det ud af mig. “Øh, nej Andersen. Nej, Fly Andersen”. Der blev stille i den anden ende. “Please hold”, kom det så. “Pokkers”, tænkte jeg. “Hvad er det nu, jeg hedder i banken?”

Jeg er nødt til at komme med en lille forklaring her. I Belgien godkender de ikke, at man gifter sig til et andet navn. Du hedder det, du er døbt! Men det vidste jeg ikke dengang vi flyttede herned. Så jeg skrev selvfølgelig troeligt Fly Caione i alle mine papirer og måtte lave alle de papirer om, da jeg blev gjort opmærksom på, at jeg her (ifølge min dåbsattest og dermed belgisk lov) altså hed Andersen.

Ja, Fly smider de oftest på porten, selvom jeg troeligt skriver det med HVER gang (under fornavne). Sagde nogen stædig??? Men nogen gange bruger jeg alligevel Caione (for det hedder jeg jo – også i mit pas) og andre gange Andersen. Alt afhængig af, hvor officielt, det er. Og det svir nu til egen bagdel.

“We can’t access your account, as some of the security questions were answered incorrectly”, lød svaret, da den ellers venlige bankdame vendte tilbage i telefonen.

Ja, det tror da fanø. Jeg ved jo næppe, hvad jeg selv hedder men det er da, fordi belgisk lov er for ufleksibel, not?

Nu må jeg så ind i vores afdeling i down-town Bruxelles og hitte redde i miseren. Quel bordel!!! (Nej, ikke noget med bordel bare rod på fransk :-))