E-bog på trapperne

I morgen sker det. Min lille e-bog om de 3 største udfordringer for medfølgende ægtefæller har fået vinger og flyver således tirsdag over middag direkte ind i inboxen hos mine nyhedsbrevslæsere.

Hvis du ikke allerede er skrevet op, kan du nå det endnu. Og når du det ikke inden i morgen, så fortvivl ikke. Kommende læsere af mit nyhedsbrev får nemlig e-bogen som gave, når de skriver sig op på www.louisefly.com.

Er det overflødigt at sige, at jeg både er stolt og spændt? Stolt over at have færdiggjort bogen, spændt på at høre reaktionerne.

Hasta la vista!!

I passionernes hellige navn

Kære bloglæser

Der har været lidt stille på bloggen denne uge. Fordi jeg pusler med passionerne. Jeg er endelig begyndt på passionscoachuddannelsen hos Pernille Melsted. Har haft det første webinar og de første lektier. At lytte til 3 audiofiler, som Pernille har indtalt. Det er som passion i dropform. Hun er SÅ inspirerende at høre på.

Selvom vi ikke skal andet end at lytte til filerne, så brager og knager det i mit indre – jeg mærker og lytter. Og tænker og overvejer, selvom det er det sidste Pernille opfordrer til. Endnu. Først skal der mærkes efter, hvad der får mit blod til boble, inden de realistiske tanker skal på banen. Jeg øver mig ihærdigt.

En af de ting, jeg tænder på, er yoga. Omend jeg de sidste måneder har haft nogle kampe med mig selv om i hvilket omfang, jeg ville det. Men det har jeg pt sluttet fred med. Og pusler i det små med en ny yoga-blog. For er der noget jeg ved blogging er godt til, så er det passioner. Fordi det giver fokus og liv.

Så inden længe kan I læse med. Jeg skal bare lige lege lidt mere med den for mig selv. Men snart. Det lover jeg. Amager, halshug.

God weekend!

Av, den sved!

Moderskabet kan være hård kost. Jeg blev ramt af det i går.

Prinsessen skulle til spil i dag og havde ikke øvet sig. Jeg fik hende til klaveret, hun spillede 2 numre en gang. Det var ikke prangende. Jeg sagde, hun hellere måtte spille dem igen. Hun svarede med at sukke dybt, kaste hovedet ned i klaveret og sætte sur-mund på. Og det er ikke første gang. Jeg prøvede derfor at finde ud af, om hun egentlig overhovedet ville spille mere. “Jeg ved det ikke”, vrissede hun. “Men det er kun dig, der ved det”, prøvede jeg. Der kom stadig intet svar. Kun gråd. Jeg trøstede og forklarede, at det var okay. Hun måtte bare prøve at finde ud af, hvad hun ville. Endelig sagde hun: “Bliver du ked af det, hvis jeg gerne vil stoppe? “Ja!”, svarede jeg ærligt “men du skal jo ikke spille for min skyld”. “Jeg begyndte kun at spille klaver, fordi du foreslog det. Jeg vil gerne stoppe”, slap det ud.

Egentlig burde jeg vel have klappet i hænderne, fordi hun netop lyttede til sig selv og ærligt svarede det, hun følte, selvom hun vidste det ville gøre mig ked af det. Men jeg klappede ikke. Jeg græd. Klaveret er mit instrument. Det var mit forslag. Og derfor også mit nederlag. Sådan føltes det i hvert fald for en stund.

Og som om det ikke var nok, fortsatte hun: “Det er ligesom med de danske spejdere. Jeg har ikke så mange venner der. Så det vil jeg også gerne stoppe med”. Knock-out. Det var også min idé. Så kunne hun jo dyrke til danske og alt det der. Men nej. Den holdt ikke i længden.

F**k, det var sejt. At stå der med sin store pige, en masse tårer og 2 ilde hørte sandheder. Men selvom den sved, er jeg her på den anden side glad for, at det kom ud. For jeg har jo godt vidst det. Har bare lukket øjnene og håbet det bedste.

Følelsen af at have spillet fallit fylder stadig, men jeg glæder mig nu mere og mere over prinsessens mod til at melde rent flag. Moderskabet fik sig nok en på hatten, men samtidig beviste Amanda, at hun udover mod og ærlighed, evner at trøste og støtte, når mor hænger med ørerne. Hun var helt og aldeles sød, kærlig og omsorgsfuld resten af aftenen. Og det er da en bonus, der vil noget. Så moderskab. Kom bare an igen. Jeg er (næsten) klar til en ny runde.

Breaking news i andedammen

At der netop er blevet skrevet kirkehistorie i Bruxelles, er muligvis forbigået nogen. Det er godt nok breakning news – i hvert fald her i den lokale andedam – men da den er ikke så stor (altså andedammen), er du måske ikke informeret. Den danske kirke i Bruxelles har endelig fået sin helt egen kirke.

Det er faktisk stort, når man tænker på, hvor mange år, der er blevet arbejdet på det. Men der mangler stadig penge til lidt af hvert, så a propos mit tidligere indlæg, skal I være mere end velkomne til at give et bidrag. Eller til at komme med ideer til, hvem der måske kunne være interesserede i at give et sponsorat. Vi er åbne for det hele.

Du kan læse mere om den store nyhed lige her.

God weekend!

Åh, København på cykel

For et stykke tid siden skrev Nina fra Rue des Paquis om, hvordan f.eks. en video om at cykle i København kunne give hende hjemve. Ditto her.

I går sendte en ven i Paris mig så denne artikel af Yann Arthus-Bertrand. Ham fotografen med de imponerede billeder af jorden set fra oven

Og også ham bag filmen HOME om jordens snarlige? forfald.

Artiklen lovpriser danskerne og deres brug af cyklen i København. Hvis du ikke forstår fransk, så klik ned til videoen og få en lille bid af det danske cykelliv, kommenteret af danskere på engelsk.

Åh, det trykker altså lige lidt for hjemvésbrystet OG får mig til at tænke på i tirsdags, hvor busser, toge og metroer strejkede. Der sad jeg nemlig godt og grundigt fast i trafikken efter min fotosession. Hvem der bare havde haft sin cykel der!

Får dog lige et stik af glæde over, at jeg om 14 dage cykler rundt i København. Juhu!!

“Springer du?”, spurgte fotografen

Jeg fik taget nye portrætfotos i går. I ikke særligt farverigt tøj men til gengæld i spøjse stillinger af en lidt særlig fotograf.

“Springer du?” lagde han ud med at spørge. “Springer?”,  gentog jeg lettere overrasket. Han pegede på et billede bag mig, hvor et par hang i luften og grinede. “Ja, det er blandt andet derfor mange kommer til mig”. Jeg måtte skuffe ham, tror jeg, ved at fortælle, at mit knæ lige for tiden vist ikke var til spring.

Han viste mig så en hel del af hans andre portrætter, som alle var skæve og anderledes. Det kan jeg faktisk godt lide. Men det var bare ikke lige det, jeg havde i tankerne til mig selv. Jeg mener, det er måske meget sjovt at posere krølet sammen som en kugle, med fingeren i næsen eller i spring, hvis du er slangemenneske, 5 årig dreng eller et par på sjov. Men det var jeg ikke.

Der blev dog bøjet nogle ender og indgået nogle kompromiser. “Når man poserer på maven, får man sådan en smuk lang hals”, sagde han. Ja, og meget synlig kavalergang, tænkte jeg, da jeg efterfølgende så billederne.

Flot lang hals ja og censureret kavalergang

Ikke at han var anstødende eller noget, men det var måske ikke lige det, jeg havde lyst til at vise læsere af min kommende e-bog, som jeg havde tiltænkt et af de nye billeder.

Nuvel, der er flere gode billeder blandt de 40, han tog. Og det var gratis, da jeg havde vundet fotosessionen. Så ingen brok, ligesom ingen spring.