For(t) at vi(e) er os to

Denne seddel fandt jeg på mit skrivebord her til morgen efter at prinsessen og jeg havde haft en skøn mor/datter snak om hendes nye kæreste!!! (Sshhh, det er en hemmelighed)

Så charmerende kan for-fransket, skriftlig dansk også tage sig ud. Fonetisk lige i skabet. Emotionelt, lige i hjertet!

Advertisements

Trusser eller penalhus

Det danske sprog er en svær størrelse. Særligt når man er barn af to-sproget kærlighed og ikke bor i Danmark.

Jeg har, siden jeg fik prinsessen for 9 år siden, gjort det til en dyd at snakke dansk med mine børn. Jeg tog en meget bevidst beslutning fra allerførste babyhyl om at tale dansk, når jeg vendte hovedet nedad (mod et barn). Det virkede. Jeg talte endda dansk til mine mands nevøer og niecer og blev først opmærksom på fadæsen, når jeg så deres små ansigter stirre uforstående tilbage på mig.

Men til trods for min ihærdighed, så er jeg er i undertal. For når ens venner taler fransk, skolen er på fransk, far taler fransk, fjernsynet er på fransk, osv. ja så har dansk bare ikke de bedste odds.

Derfor undersøger jeg pt mulighederne for fjernundervisning hos Danes Worldwide. Organisationen for danskere ude i verden, som vist nok har et godt ry. I hvert fald hvad jeg kan forstå. Men hvis du har nogen erfaring eller andet i ærmet, så hører jeg meget gerne om det.

Nu er det tid til at sætte ind, så vi så småt kan få udryddet de største sprogbøffer. Jeg mener, det er jo sødt, når lillemanden ivrigt forklarer, at han til skolestart i september gerne vil have en skoletaske, der matcher de trusser, han fik til jul. “Trusser?”, svarede jeg undrende tilbage, indtil det i øjeblikket efter slog mig, at det naturligvis var hans penalhus (trousse på fransk), han refererede til.

Og sådan er der så meget.

Onsdagslise

Hvad laver to tøser (mor og datter) på en helt almindelig onsdag, når lillebror er på mini-lejrskole og papa er i Paris?  Skønne tøseting selvfølgelig. 

Efter skole, spiste vi en hurtig frokost, inden vi gjorde de to ting, der altid skal gøres om onsdagen: Amanda til spil og mor i supermarkedet.

Derefter stod den på tur til den lokale smykkebutik, hvor prinsessen skulle have hul i ørerne. Og det er åbenbart sådan en onsdagbegivenhed (børnene får fri kl 12 om onsdagen), for da ekspedienten kom hen imod os, havde han allerede sin lille bakke med øreringe til at få skudt i, klar bag ryggen. Han grinede, da han så mit forbløffede blik. “Sådan er det altid om onsdagen”, smilede han tilbage. Et smil der blev overgået få minutter efter af en MEGET glad prinsesse. Nu med øreringe!

Så gik vi til frisøren, tog en strøgtur og købte kjoler til os begge. Gik hjem for at hvile fødderne, få en snack og og tage de nye kjoler på til vores aftenudflugt på det hyggelige Brasserie du Couvent. Efter en dejlig middag, slentrede vi hjem i den lune majaften og endte i mors og fars seng med 2 kapitler af Karla og Katrine.

I guder, det var en hyggelig dag. Ren onsdagslise!

En simpel opskrift på et passioneret liv

Selvom formiddagen i dag har været præget af en hel del overspring, så har det også været en dag rig på selvindsigt og yes-følelser. For jeg har – ta da da da –  fundet ind til essensen af mig selv.

Måske tænker du: nu rabler det for hende. Men nej, det gør det faktisk ikke. Jeg er bare ved at være så langt i min egen passionsprocess, at jeg kan se meningen med galskaben. Dimensionerne i det billede, processen lover, man får af sig selv, er for alvor trådt i karakter. Og selvom jeg har været processen igennem før (dog på egen hånd), så er det stadig lige smukt og nærmest rørende at opleve.

Jeg har det lidt som, når man i lang tid har siddet og stirret på et 3D billede uden at kunne se noget og så pludselig træder dimensionerne frem og man kan se, hvad det forestiller. Det er en skøn følelse. Du kan evt. prøve dit 3D syn af med disse stereogrammer for at få en fornemmelse af følelsen, jeg taler om.

Jeg vil undlade detaljerne men blot nævne, at jeg har fået bevis for, at to af mine absolut hyppigste passionsledetråde (altså ting, der er vigtige for mig) er kreativitet og formidling. Og med det for øje, så er det jo ikke mærkeligt, at jeg er vild med at blogge for eksempel.

Indsigten er dog dybere end som så. Nemlig den, at skulle jeg en dag ikke længere kunne blogge af en eller anden grund, jamen så vil jeg stadig være vild med kreativitet og formidling. Jeg ville da “bare” skulle finde en anden måde, hvorpå jeg kunne få disse to ledetråde i spil.

Det er faktisk den helt simple opskrift på et mere passioneret liv. Find først dine ledetråde – det der er essensen af dig og det du kan lide – og dernæst midlerne til at få dem i spil. Eller sagt på en anden måde. Bliv opmærksom på, hvad der generelt tænder dig og foretag dig så nogle konkrete handlinger, der (n)ærer netop dette.

God weekend!

Kan du gætte, hvem jeg er?

Når jeg er alene med ungerne og der skal kræses lidt, på den gode og nemme måde, så smutter vi f.eks. en tur i ScanShop. Den skandinaviske butik, som jeg i mange af mine første år her i Belgien, ikke satte mine ben i. Jeg kunne i hvert fald sagtens leve uden Stryhns den grovhakkede, rugbrødsblanding eller karrysild, tænkte jeg og sendte dem, der ikke kunne, et fnys og en lettere hånlig tanke.

I dag, 7 år og x antal indsigter senere, har jeg sluttet fred med, at jeg nogen gange bare sukker efter rugbrød, saltlakridser eller et dansk dameblad. Og hvorfor så ikke give mig selv det, når nu jeg har adgang til det? Det bliver jeg næppe mindre integreret af, hånt for eller grinet af, som jeg var overbevist om engang.

I dag skinner solen og vi blev alle 3 enige om, at det var koldskålsvejr. 

Så koldskål har jeg købt, samt det sidste Femina og aftenmadens hovedingrediens. Sidstnævnte taler til mig på flere planer. Dels er den et barndomsminde, dels er den oprindeligt produceret i min fødeby, lige henne om hjørnet og så har den det smukkeste navn, man kan tænke sig. Nemlig det samme som prinsessen. Kan du gætte, hvem jeg er?

Tunesien i lidt tekst og flest billeder

Familieferien i påsken gik i år til Tunesien. Stedet, hvor den tidligere elskekonsulent opholdt sig 3 måneder sidste år og derfor hjemmevant viste os omkring. Men frem for alt også landet, der, som det første i Magreb-regionen, gjorde op med års diktatur og undertrykkelse og smed deres præsident Ben Ali på porten.

Det var rørende og mærkbart, hvor stolt den menige tunesier var over revolutionen. Desværre, men ligeså iøjefaldende var det, at der INGEN turister var. Men befolkningen er helt klar over, at det er prisen for deres frihed. På kort sigt og forhåbentlig bare indtil valget i juli.

Her et par stemningsbilleder:

Udsigt over byen fra en smuk, gammel terasse i den gamle by, La Medina

 

Ruinerne af den romersk storby Karthago fra 800 f.k.

 

Vores største bidrag til den skrantende tunesiske økonomik var køb af et gammelt kelim. Kærlighed ved første blik.

 

Smukt forfald i Sidi Bou Saïd

 

 

 

Man får kun friskpresset juice i det her land: appelsin eller jordbær. Forøvrigt er fotografen lillemanden på 5. Han har øje for detaljerne.

 

Raf raf nord for Tunis. Et lille paradis ved vandet

 

Mere Raf raf - ren bounty!