Trusser eller penalhus

Det danske sprog er en svær størrelse. Særligt når man er barn af to-sproget kærlighed og ikke bor i Danmark.

Jeg har, siden jeg fik prinsessen for 9 år siden, gjort det til en dyd at snakke dansk med mine børn. Jeg tog en meget bevidst beslutning fra allerførste babyhyl om at tale dansk, når jeg vendte hovedet nedad (mod et barn). Det virkede. Jeg talte endda dansk til mine mands nevøer og niecer og blev først opmærksom på fadæsen, når jeg så deres små ansigter stirre uforstående tilbage på mig.

Men til trods for min ihærdighed, så er jeg er i undertal. For når ens venner taler fransk, skolen er på fransk, far taler fransk, fjernsynet er på fransk, osv. ja så har dansk bare ikke de bedste odds.

Derfor undersøger jeg pt mulighederne for fjernundervisning hos Danes Worldwide. Organisationen for danskere ude i verden, som vist nok har et godt ry. I hvert fald hvad jeg kan forstå. Men hvis du har nogen erfaring eller andet i ærmet, så hører jeg meget gerne om det.

Nu er det tid til at sætte ind, så vi så småt kan få udryddet de største sprogbøffer. Jeg mener, det er jo sødt, når lillemanden ivrigt forklarer, at han til skolestart i september gerne vil have en skoletaske, der matcher de trusser, han fik til jul. “Trusser?”, svarede jeg undrende tilbage, indtil det i øjeblikket efter slog mig, at det naturligvis var hans penalhus (trousse på fransk), han refererede til.

Og sådan er der så meget.

Advertisements

10 thoughts on “Trusser eller penalhus

  1. Kære Louise.
    Jeg har også hørt at Danes Worldwide skulle være godt.
    Hvilket niveau af dansk forestiller du dig dine børn skal kunne tale/læse/skrive – og hvornår ? Skal de bare kunne forstå og tale dansk så de kan begå sig i dit hjemland (ja, det er måske lidt hårdt stillet op, men det er vel det der er – ikke ?) og evt skrive en hilsen og læse avisen/se TV ? Eller forestiller du dig at de skal kunne optages i det danske skolesystem/på et dansk studium hvis de får lyst til det ?
    HUSK dine – og prinsessens – erfaringer fra klaver, spejder,…..
    STÅ FAST OG TAL DANSK
    Sålænge du (og den danske familie) konsekvent taler dansk med dem mister de ihvertfald ikke sproget.
    Held og lykke
    Kærlig hilsen Lise B
    – som kun har børn med et lettere engelsk-forurenet dansk, så jeg har i virkeligheden ikke noget at sku ha sagt! 😉

    • Lise, det er et relevant spørgsmål, hvilket niveau jeg ønsker de skal kunne dansk på. Og svaret er: jeg vil gerne give dem mulighed for, en gang, hvis de vil, at kunne søge ind på et dansk studium. Og det er jo høje forventninger at have. Men jeg synes, det er min pligt at klæde dem på, så de reelt har valget. Men en ting er mine forventninger, en anden er den indsats, de er villige til at lægge i det her og nu. De skal bestemt ikke tvinges til det. Så der skal nok noget afvejning til. Tak for dit input. Du har noget at sku ha’ sagt!

  2. Kære Louise
    Vi har også helt bevidst kun talt dansk med børnene og hinanden. Men vi er dog to og det gør det nemmere. I din situation er det svært at holde fast i det danske. I Qatar har vi ind imellem danskkurser lokalt, som medfølgende hustruer, der er læreruddannede afholder. Jeg prøvede at sælge ideen om 3 ugers sommerskole for Sofie (12 år) med Danes Worldwide, men det vil hun ikke. Og det er jo svært med en rimelig hård hverdag. Så faktum er at jeg egentligt ikke har noget forslag til dig… andet end at læse danske bøger, se danske DVDer og senere prøve at få børnene selv til at læse lidt dansk. Hvis de får behov for at lære det – evt. skal bo i DK, så kommer det. Men jeg tror helt bestemt også at Danes Worldwide er gode! Kh Trine

    • Trine, jeg har også snakket om sommerskolen her og svaret var nej fra prinsessen. Men ikke kategorisk, så måske om et par år. Det lyder fantastisk på papiret. Men ja, DVD’er, bøger og særligt musik er et hit og det hjælper godt på sproget. Overvejer netop derfor at tage til Langelandsfestival til sommer for at de kan se og høre Rasmus Seebach, som de har sunget med på siden jul. Kh Louise

    • Ja, det kunne det i teorien, men også kun i teorien. Tusser er nemlig ikke et af hans aktive danske ord. Det er trusser nu heller ikke, men trousse på fransk med dansk flertals r i enden: trousser – det er 🙂

  3. Vi påskønner i allerhøjeste grad dit engagement med det danske og synes du gør det flot, og kan jo mærke på børnenes sprog, når de har været her et stykke tid, hvor meget det hjælper med snakken med os, og TV og film og læsning, og håber det holder – og tror på det, vigtigt for morfar og mormor.

  4. Deres danske holder, det er jeg ikke i tvivl om. Det er I og den øvrige danske familie jo om nogen med til at sørge for. Spørgsmålet er mere kvaliteten. Og det er den, jeg gerne vil ind og arbejde med. Har skrevet til danes worldwide og afventer at høre fra dem.

  5. Vi har været væk fra Dk i 6½ år…og snakker dansk med Mathilde og Frederik på hhv 11 og 8…men det er klart nemmere for dem at forklare noget fra skolen på engelsk..så der er mor den skrappe og beder dem gøre det på dansk. Vi brugte Danes undervisningsmaterialer til dansk undervisning sidste år, men vlagte en udgave hvor vi selv hyrede en lærer og så ikke sendte dem ind til at blvie rettet. Det syntes jeg var klart for mange penge for de dvd og opgavehæfter..da vi jo også betalte lærerløn.
    Så pt kører vi med bøger som vi selv bestiller på Alinea og Gyldendahl..kombineret med dansk lærer og det kører rigtig godt. Mathilde skal på sommerskolen…var egentlig ikke først vild med tanken, men glæder sig nu helt vildt. Frederik som vil være fyldt 9 næste år skal så også med hvis iår bliver en succes…og det er jeg sikker på det gør. Jeg solgte ideen ved at fortælle at der jo er fyldt med børn som er som de selv er…vores store problem er også om sommeren at der ikke rigtig er nogen at lege med her, da de jo var så små da vi tog afsted at de ikke rigtig har knyttet nogle venskaber, så at man lærer nogle nye at kende på skolen er et stort plus.

    • Tak fordi du deler din erfaring med dansk undervisning og Danes. Jeg har hørt flere sige, at det med egen lærer er godt. Måske jeg skulle prøve at dykke ned i det. Og sommerskole har vi også talt om. Men Amanda, som kun lige er blevet 9, var ikke helt med på ideen i år. Men hun var heller ikke afvisende, så vi prøver nok at sælge ideen igen næste år.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s