Længsel efter hav

Dengang jeg var au-pair i Paris og for første gang i mit liv var mere end 5 min. væk fra vandet, havde min søster givet mig fotos af havet med. Jeg tænkte vist, at det var lidt mærkeligt, men i løbet af kort tid hang de alligevel på min væg i mit lille studio. For jeg savnede virkelig havet. Både duften, lyden og synet.

Her i mit indlands-belgierliv er noget af det fysiske jeg savner mest fra DK (udover lakridser..) stadig havet. Og så særligt på dage som i dag, hvor temperaturen er over 30 grader. Jeg fantaserer om det her øjeblik, hvor jeg med hovedet først kaster mig i bølgen blå og det kølige vand kærtegner og nedkøler min varme og svedige krop.

Glæder mig til dage som disse under den kommende sommerferie i DK.

Velkommen til sommeren

“Mor, i dag er det sommer“, sagde prinsessen i går på vej hjem fra skole. Vi små-løb gennem regnen, så det tog mig et øjeblik at fatte, hvad hun lige mente. “Nååh, fordi det er d. 21. juni?”, svarede jeg. Så er sommeren officielt sat ind.

Det har de nu glemt at koordinere – de der vejrguder og dem med den officielle kalender. Men der indfandt sig nu alligevel et par solstrejf og noget tørvejr, så jeg kunne få plukket lidt havefyld til de roser, jeg havde købt.

Det blev helt sommerligt at se på!

Tak yoga

Kl. er 9 morgen. Jeg sidder på yogamåtten; der er tankemylder på toppen.

Jeg starter med at vende blikket indad. Scanner kroppen og finder ud af, hvordan jeg har det. Fysisk fint: ingen smerter nogen steder, ingen træthed eller ømhed. Men tanker. En masse.

“Fokuser på åndedrættet!”, hører jeg der siges. “Giv slip på dagens øvrige gøremål og de tanker, du måtte have”. Jeg fanger mig selv i ikke at være tilstede. “Jeg kunne jo også skrive til Gitte, fik jeg betalt de der sommerskolekurser, mon min cykel bliver våd, jeg skal huske at købe håndcreme, osv….”

Jeg vender fokus tilbage fra de vildtfarende tanker. Hører mig selv trække vejret. (Heldigvis gør jeg det af mig selv). Koncentrerer mig om den køligere luft, jeg ånder ind og den lunere af slagsen, jeg ånder ud igen. Der kommer langsomt ro på. Mine tanker træder i baggrunden. Jeg bliver nærværende.

Fantastisk hvad et par minutters koncentreret åndedrætsøvelser kan gøre.

Tak yoga!

Den lille forskel

Jeg har lige afleveret børn i skole og købt brød på vejen hjem. Bageren vi bruger er i den dyrere ende og har egentlig ikke det bedste brød, men uovertrufne kager og croissanter.  Når jeg alligevel bliver ved med at købe der, er det blandt andet fordi de er gode til kundeservice. I dag holdt bagermesteren himself døren for mig, da jeg gik ud. Ja, det er måske nok en lille ting, men det gør en verden til forskel. Jeg føler mig vellidt som kunde.

Her i Belgien, er folk generelt meget høflige. Således fik jeg også en undskyldning – en håndsrækning inde fra bilen – men en undskyldning trods alt fra en billist, der ikke stoppede ved fodgængerfeltet, da jeg stod og skulle krydse vejen.

Ser man det i DK? Den gode service eller den høflige undskyldning? Eller hvad med ude i den store verden. Hvilken lille forskel bider du mærke i, der hvor du bor?

E-learning, webinar, online kurser…

…teleklasser eller fjernundervisning. Kært barn har mange navne og i mine øjne også mange fordele. Det er tidsbesparende og effektivt, da du ingen transporttid har, det er billigere end live kurser, da der ikke skal betales lokaleleje og forplejning og frem for alt er det dejligt at sidde hjemme med sin egen kop te og sutsko.

Jeg har her til morgen haft fornøjelsen af, endnu engang, at sidde på min pind (med morgenhår) og blive undervist live via computeren fra Danmark. Og det er smart. Særligt for sådan en som mig, der sidder i udlandet og gerne vil have adgang til flere danske kurser uden at jeg behøver at rejse derop.

Så hvordan foregår det egentlig? Enten ringer man op via skype eller et lokalt tlf. nr. og du bliver koblet til det pågældende seminar. Underviseren taler og/eller viser ting på skærmen og via en chat-funktion eller direkte via din mikrofon, kan du kommunikere med underviseren. That’s it! Pærenemt og ligetil.

Så hvis du også er interesseret i at lære nyt, mens du sidder derhjemme med benene oppe, så hold øje med bloggen. Kurset, jeg var på i morges er netop om kunsten at lave online kurser. Og vi er 38 selvstændige tilmeldte, der drømmer om, online, at lære andre om alt inden for indretning, oprydning, meditation, kunst, sprog, hjemmesider, vægttab, musik, stress og meget andet.

Efterhånden som vi hver især får skabt vores kurser, kommer I til at høre om dem her. For jeg synes, det er en genial måde at blive klogere på.

Starter med ride og slutter på pisk

Passion, passion, passion – har I hørt det før? Ja, det er måske lidt ensformigt at læse om, men det er det langt fra at være i.

Jeg er gået ind i den absolut sidste fase af mit eget personlige forløb gennem passionsmøllen.

Men allerede inden enden er nået, bobler jeg af forventning over at skulle igang med et nyt passioneret projekt.

Inden tiende og sidste session, har jeg formuleret og valgt 3 fantastiske muligheder ud, som jeg vil udforske nærmere. En af dem er mit virke som coach for medfølgende ægtefæller verden over. Den kom til mig tidligt i processen (den med at det skulle være worldwide) og har været til stor inspiration lige siden. Jeg GLÆDER mig over allerede at være igang og ikke mindst til at sætte turbo på den mulighed lige snart.

Men derudover har jeg et andet projekt, som faktisk er hemmeligt. Ja, jeg ved det godt. Det er lidt en nitte at skrive om det så. Men jeg kan fortælle så meget, at jeg vil skrive en bog. Ikke en hvilken som helst bog. En helt specifikt og konkret definineret bog, der udspringer af en af mine passioner.

Så oplagt og så logisk, at jeg nærmest ikke kan forstå, at jeg ikke har set det før. På den anden side, siger det bare alt om den her process og dens kvaliteter. Den får essensen af mig frem.

Det er bare spændende. Så meget, at jeg er lige ved at tale over mig. Lige som dengang jeg ikke kunne holde på hemmeligheden om min hesteglade søsters fødselsdagsgave. Måtte bare give hende et hint: “Det starter med ride og slutter på pisk”, sagde jeg.

Men en lignende får I altså ikke her. Ikke endnu, i hvert fald……

De forhåndenværende søms princip

Vi har set meget til solen og den blå himmel de sidste par måneder. Det belgiske forår har været lunt og smukt. Når der alligevel er en smule malurt i bægeret, er det fordi vi virkelig mangler regn. Her tænker jeg ikke bare nationalt, hvor vi er begyndt at høre om landmænd, der ønsker krise-hjælp pga varslet dårlig høst. Nej, jeg tænker også småligt og helt præcist ned i min have.

Vores herlige skovjordbær, som er aflæggere fra mine forældres have, som igen er aflæggere fra venners, bugner ikke med bær som de foregående år. Mine studenternelikker som sidste år stod høje og tætte, stikker i år kun små 20 cm op ad jorden. Græsset er gult og afbrændt, hortensiaerne ranglede og uden mange blomster.

Men når jeg ikke kan ty til tidligere års storhed hvad angår blomsterparken, så må jeg i stedet benytte mig at de forhåndenværende søms princip, eller måske snarere de forhåndenværende blomsters princip. Det har jeg således gjort i den her lille buket.

Bellis i græsplænen kommer i tusindetal trods manglende regn (og ungerne vil så gerne plukke dem til mig), lavendler er en sydens blomst og vant til den varme, tørre kost og endelig det uundværlige grønne islæt – alchemilla molis, som åbenbart også trives trods tørke.

En, to, tre, så har jeg alligevel yndet blomsterpynt til bordet.