Pizza med aubergine

Sidste grøntindslag før vinterferien bliver en hel traditionel pizza med knap så tradiotionelt fyld, nemlig aubergine.

Udvandet, stegt og gratineret med parmesanost, er aubergine ikke mindre end fantastisk pizza-topping. Ungerne er også vilde med den. Fordi den får en lidt salt og sprød tekstur, der går godt med den lidt sødere tomatsauce.

Pizzadejen er den samme, jeg plejer at bruge, denne gang dog tilsat kamutmel (kæmpedurummel) i stedet for rugmel.

Tomatsauce (til 2 runde pizzaer):

Svits først: 1 dl revet squash, 2 fed hvidløg og 1 halvt løg i små stykker

Hæld 1 dåse hakkede tomater i

Tilsæt tørret basilikum og oregano, salt og peber (og har du en sjat rødvin, gør det altid godt).

Simrer min 1 times tid

Aubergine

Skær 1 stk aubergine i 1 cm tykke skiver, drys dem med salt og læg dem til udvanding 15-20 min.

Tør saltet let af med et stykke køkkenrulle og steg aubergineskiverne i olivenolie til de er brune.

Rul pizzadejen tyndt ud, fordel tomatsaucen og lidt revet ost (emmentaler, gruyere eller mozarella). JA, osten kommer under fyldet.

Fordel skiver af stegt aubergine og riv lidt parmesanost henover hver skive.

Bag pizzaen i 10-15 min ved. 225-250 grader.

Velbekomme og god vinterferie!

Advertisements

Rosenkål, råt for usødet

Rosenkål er ofte en forhadt spise. Fordi de får en bitter smag, når de er blevet kogt. Men i rå tilstand, er de en helt anderledes fornøjelse at have på tallerknen. Sammen med en gang hjemmerørt tatar for eksempel. En ret med klare belgiske undertoner. Rosenkål hedder nemlig: Choux de Bruxelles på fransk (kål fra Bruxelles) og rørt tatar er en helt almindelig dagligdagsret i dette land.  

Rosenkålssalat med parmesandressing (til 1 person på kur, eller 2, der også får pommes frites til, hvilket er normalt tilbehør)

300 g. rosenkål, skyllet, renset og skåret i kvarte

2 spsk. citronsaft, 6 spsk olivenolie, 25 g. revet parmesanost

Steak tartare (1 person)

130 g. ultramagert oksekød røres sammen med:

1 æggeblomme

4-5 soltørrede tomater skåret i mindre stykker

1 stor teskefuld kapers

Salt og peber

Raw food får unægtelig en helt anden klang i mine ører, når jeg sætter tænderne i denne her enkle og ganske rå ret. Og så eeeeeelsker jeg bare tatar, gør du ikke?

Slikporrer à l’italienne

Her på min 2. udrensningsdag på 14 dage (jeg drikker kun vand, grøn te og grøntsagsjuice i dag), kan det synes helt selvpineragtigt at skrive om mad. Men eftersom maden, billedet og til dels også indlægget blev lavet i fredags, går det alligevel.

Ja, jeg er på kur. I krig mod de 3-4 kilo, der generer i bukseliningen. Og vejen går ikke overraskende over blandt andet rigtig mange grøntsager.

Men hvordan tilbereder vi alle de grøntsager, så de bliver så lækre at spise, at vi også gør det med stor fornøjelse?

Det giver jeg nogle bud på i den kommende tid, startende ud med disse nemme og velsmagende slikporrer à l’italienne.

Opskriften lyder:

Skyl og skær 4 porrer i ca. 8 cm. lange stykker. Læg porrerne i vand, så evt. jord og skidt kan blive skyllet ud.

Kog porrerne i letsaltet vand i 10 min. De skal være helt mørre. Forbered dressingen imens af:

1 spsk citronsaft, 6 spsk olivenolie, 2 spsk hvid balsamicoeddike, 1-2 fed presset hvidløg, salt og peber rørt sammen.

Når porrerne er kogt, hældes de i en sigte og vendes herefter i dressingen.

Du kan servere dem varme eller kolde til alt fra kød til fisk, som fyld i en tærte eller som topping på en pizza. De smager virkelig dejligt! Så dejligt, at prinsessen har bestilt dem til aftensmad i aften. Den aftensmad, jeg ikke skal have i dag, that is!