Brevkasse: Sådan forbereder du professionelt sporskifte, mens du er ude

Blog-brevkassen for medrejsende ægtefæller løber sig selv stille og roligt i gang. Ingen har sendt mig spørgsmål endnu, men invitationen til at gøre det, står stadig ved magt. Skriv på info@louisefly.com.

Imens fortsætter jeg med indlæg inspireret af dagligdagen omkring mig samt de udfordringer, jeg ved, flere af jer medrejsende derude har.

Vi havde i aftes besøg af vores lokale nabo. Hun fortalte, at de overvejede at bygge deres hus om. “For jeg savner et projekt”, som hun formulerede det. “Jeg ville egentlig helst have et nyt job, men jeg ved ikke, hvad det skulle være”.

Jeg smilte, da hun sagde det, for noget tilsvarende har jeg hørt før. Fra medrejsende ægtefæller. 

Der drømmer om at skifte spor, om at omskole sig til noget andet, end det de kommer fra, mens de er ude. Men til hvad?

For 100.000 kr. spørgsmålet er ikke altid lige nemt at finde svaret på. Eller måske er det?

Jeg vover påstanden, at det faktisk ikke er så svært, som du går og tror. Men det kræver tre ting:

1. At du er disciplineret nok til at afsætte tid til at finde ud af det

2. At du stiller dig selv de relevante spørgsmål

3. At du giver dig selv lov til at lytte ærligt efter svarene, du har i dig

Andet skal der ikke til. Men det skal til gengæld også til! Og min erfaring er, at som medrejsende ægtefælle har du de optimale betingelser for netop disse ting. Fordi du har tiden, overskuddet (og pengene, hvis du får brug for professionel hjælp).

Men hvordan gør du så?

“Hemmeligheden” findes på formel i form af Find din Passion processen.

Du kan selvfølgelig lade mig tage dig personligt gennem et 1:1 Find din Passion forløb men du kan også gå i gang selv. Og det vil jeg faktisk opfordre dig til under alle omstændigheder. For det er god, meningsfuld træning.

Start med at øve dig i at lytte og mærke. For det er i grunden det, det hele handler om. Lyt, mærk, sans hvad det er, du brænder for! For når vi tror, vi ikke ved, hvad det er vi vil, er det ofte fordi, vi har skruet volumeknappen til vores hjertes hvisken helt i bund. Og den skal der derfor skrues op for igen.

Det kræver bare lidt træning. Sæt fx ½ time af hver dag i en uge (forholdsregel nr. 1 foroven) til at brainstorme på alt det, du elsker. Hvad end det er noget specielt mad, en særlig handling, en fritidsbeskæftigelse eller en TV serie.

Spørg dig selv: Hvad elsker jeg at spise, lave, se, opleve, høre, føle, arbejde med, dvæle ved, etc? (Forholdsregel nr. 2)

Mærk efter med din intuition, dit hjerte, din mave – hvad end du kalder det – og skriv alt sammen ucensureret ned i en notesbog. (Forholdsregel nr. 3). Hvis du streger, er det fordi dit hoved er kommet i spil. Og det bringer vi ikke på banen endnu.

I løbet af en uge, vil du have en lang liste over ting, du elsker eller brænder for. Selvom det ikke umiddelbart synes at have noget professionelt over sig, så går vejen til dit ønskede sporskifte nødvendigvis gennem dit hjerte. For det er her, din indre “kloge-åge” bor. Ham der ved besked om, hvad det er du vil og dermed ham, du skal øve dig i at lytte til.

Ovenstående lille øvelse er derfor nødvendigt benarbejde for at finde ind til det, du brænder for professionelt.

Så frem med træningsdisciplinen. Det gode ved denne form for træning er, at den ikke kræver noget særligt udstyr og at den også kan foretages udendørs – i solen! 

Dejlig dag til dig derude!

Advertisements

Brevkasse: Hvordan du undgår at føle dig som et offer

Jeg lancerer i dag et nyt tiltag på bloggen, nemlig en brevkasse, hvor du hver tirsdag kan læse mine svar på spørgsmål fra medrejsende ægtefæller. Har du et, så skriv til mig på info@louisefly.com. Du bestemmer selv om du vil være anonym eller nævnes ved navn.

Til dette første brevkassesvar har jeg plukket i spørgeundersøgelsen, som jeg lavede for en måneds tid siden, og stiller skarpt på en helt fundamental ting, der går igen hos mange medrejsende ægtefæller: At føle sig som et offer for sin mands karriere.  

Af de mange svar, kan man læse, at de medrejsende ægtefæller, som føler, at de er ved at have styr på deres udlandsliv, alle har gjort sig den samme erfaring. Nemlig at tingene først begyndte at vende til det positive, da de for alvor indså, at de var rejst ud, fordi de ville det for deres eget liv og ikke fordi det var godt for deres mands karriere.

Omvendt er det tydeligt at se hos flere af dem, der stadig slås med deres udlandsliv, at de netop føler sig som ofre for deres mands karriereplaner.

Hvilket på ingen måde er en overraskelse, da det er en klassisk forsvarsmekanisme. Men som dem, der har oplevet den, også ved, en yderst begrænsende mekanisme. For så længe du placerer ansvaret uden for dig selv, placerer du også handling og løsning uden for dig selv.

Og jeg ved, hvad jeg taler om. For ret så længe, placerede jeg nemlig ansvaret for mine problemer hos min mand. Ikke officielt og højtråbende. Men snarere som et ubevidst, stille ræsonnement af, at hvis det ikke havde været for ham, var jeg jo aldrig havnet i den her situation, vel?

Med tiden kom jeg heldigvis i tanke om, at der vist nok, oprindeligt, var en anden sandhed. Nok var det ham og hans karrieremulighed, der havde igangsat processen, men min motivation og min beslutning om at rejse med kom et andet sted fra.  

Det var en beslutning om at følge min intuition, der sagde mig, at det her var en chance.

  • For at sige et job op, som jeg var kørt sur i
  • For at få mere tid til vores datter
  • For at få mere tid til mig selv
  • For at give vores parforhold og familie nye betingelser
  • For at finde en ny, professionel vej

Men alt det glemte jeg bare, da udfordringen var på sit højeste. Da jeg sloges med ikke at have et arbejde, der gav mig status og identitet, da jeg græmmede mig over ikke at have nok i at passe hus og børn, da jeg sammenlignede mit liv med mine danske veninders derhjemme og fandt det for let.

Og gud hvor er det nærliggende, i den situation, at skyde sin mand i skoene, at det også “er hans skyld”. For det letter ligesom på byrden og ansvaret, for ikke at tale om den dårlige samvittighed over at føle, man ikke gør noget. “For det er jo ikke min skyld!”

JA! Det er svært at bevare modet, gejsten og humøret, når du står på fremmed grund og føler den gynger under dig. Men det er også udviklingens vej. En udvikling, du næppe forestillede dig konturerne af men ikke desto mindre måske drømte om, før I rejste ud?

Jeg gjorde i hvert fald. Og uanset dit udgangspunkt, så må du tilbage dertil for at kunne komme fremad. Tilbage til dit hvad og hvorfor. Hvad var det du drømte om? Hvad var det du ville? Hvorfor var det, du sagde ja til at rejse med ud? 

Med svarene på de spørgsmål, kan du bevidst og målrettet lave dig en handlingsplan for dit udlandsliv.

Med svarene på de spørgsmål, kan du stå ved dig selv og dit liv, selv når det ikke er så kønt, som du gerne ville have det.

Med svarene på de spørgsmål, kan du trække ansvaret for din succes, lykke og glæde hjem til dig selv, såfremt du skulle have uddelegeret det til din mand (eller andre).