Blomster på dåse

Jeg har noget med blomster. Og dåser. Så mens børnene har legekammerater på besøg, har jeg også leget lidt. 

Det er højsæson for studenternelliker lige nu og med de svagt lyselilla hortensia, kunne jeg ikke stå for at putte dem i denne matchende tedåse.

Og så stod den anden dåse lige ved siden af.

Den fik fyld af hvide roser, liguster, grønne skovjordbær, lodden løvefod og vortemælk (hæsligt navn men super anvendelig blomst).

Åh, jeg har lyst til at lege mere. Nogen, der har nogen dåser?

Brevkasse: Ty til andre midler, når du savner et job

Mie fra Change is a possibility svarede i sidste uge på mit brevkasseindlæg om, hvordan du som medrejsende ægtefælle tackler ikke at have et arbejde.

Hun skrev blandt andet:

Når jeg lige nu savner at arbejde, så oplever jeg det ikke som modstand, at jeg på nogen måde er forkert, skal gøre mig umage for at passe ind i normen eller lignende. Jeg oplever det mere som et afsavn, en sorg og længsel efter igen at udrette noget som giver mig værdi. Og ikke mindst savner jeg umådelig meget livgivende refleksioner og samvær med kollegaer”.

Mie rammer plet. Sådan kan et liv uden et job også føles.

Det tror jeg, mange kan nikke genkendende til. For et job fylder forskellige behov op. Som hos Mie: at føle værdi og indgå i en social relation, der hedder kollegialt samvær. Og når vi så står i et fremmed land, uden de eventuelle sprogkundskaber, manglende anerkendte kvalifikationer eller en arbejdstilladelse og ikke kan få det job, så føles det tomt.

Men det er der heldigvis råd for. Det drejer sig ikke overraskende om at fylde tomrummet op. Med noget, som opfylder de samme behov. Giver dig de samme følelser, du mener, et job ville give.

For skal vi se lidt firkantet på det, så handler dine drømme reelt altid om de bagvedliggende følelser. Altså de følelser, som du mener, du vil få adgang til, når du får det, du drømmer om: I det her tilfælde et job. Det kan fx være: sikkerhed, anerkendelse, samvær, respekt, glæde, selvværd, professionalisme, kreativitet mm.

For at identificere dine bagvedliggende behov, kan du spørge dig selv:

Hvad er det for følelser, jeg håber, jeg ville få adgang til, hvis jeg havde et job?

Skriv dine svar ned og brain-storm efterfølgende på:

Hvilke aktiviteter eller handlinger (udover et job), ville kunne give mig de følelser?

Et eksempel fra min egen verden var, da jeg for et par år siden, savnede et dansk, professionelt netværk. Det kunne jeg ikke få i Bruxelles. Jeg identificerede, at underneden lå en længsel efter at føle et socialt tilhørsforhold.Jeg fandt dels på at begynde at blogge – det skaber netværk på tværs af grænser, dels meldte jeg mig ind i menighedsrådet for den danske kirke i Bruxelles, for at få den fysiske fællesskabsfølelse i dansk regi.

Begge dele har i høj grad været med til at opfylde mit sociale behov på såvel det professionelle som det private plan, selvom det ikke var på den måde, jeg oprindeligt drømte om.

Den famøse kliché: Tænk ud af boksen, er om noget velplaceret i denne kontekst. For kan du ikke få et job på den ene eller anden måde, så må du ty til andre midler, der opfylder de behov, som et job traditionelt opfylder hos dig. Held og lykke med at finde dem!

Jeg håber, du blev inspireret og opfordrer dig til at lægge en besked på bloggen, hvis du har yderligere spørgsmål eller kommentarer til indlægget. Du skal også være velkommen til at sende mig andre spørgsmål, du gerne vil have taget op i brevkassen til: info@louise.fly.com.

Svaret er: Selvkærlighed

Et spørgsmål, mange medrejsende stiller og som jeg selv har brugt mange timer på at besvare, er: Hvordan accepterer jeg, at jeg ikke har et job?

Det korte og for nogen måske lidt langhårede svar er: Selvkærlighed.

For når du oplever modstand på ikke at have et job, hvad enten det kommer fra andre eller dig selv, er det fordi du synes, det er forkert.

At du er forkert i forhold til det normbillede, du har om, hvordan din situation bør være. Og den eneste healende modkraft hertil er kærlighed. Til dig selv.

Ja, jeg ved det. Det er STORE ORD. Men store kræfter kræver store ord.

Jeg ligger selv arm med udfordringen. Ikke længere fordi jeg ikke har et job, men fordi min mand arbejder i Paris og jeg derfor i ugens løb er alene-mor. Det har i snart 2 år været min accept-udfordring. I de svære stunder har jeg spurgt mig selv: Hvorfor udsætter vi os selv og børnene for det her? Hvorfor lever vi, som om vi er skilt? (Som vores datter en dag på ligefrem barnevis udtrykte det!).

Jeg vil undlade alle argumenterne for, hvorfor vi alligevel har gjort det, for pointen her er bare, som med det manglende job for en medrejsende, at det kun gør ondt, sålænge vi har modstand på virkeligheden (jeg har ikke noget job) og prøver at fortrænge og/eller retfærdiggøre den (men jeg skal ikke brokke mig, for jeg har jo selv valgt det).

Hvis jeg for en stund kigger på mine børn og tænker på, hvordan jeg tackler det, når de er kede af, at deres far ikke er her, så ser jeg mig selv med armene omkring dem. Forklarer dem, at de er elsket, at situationen lige nu er sådan og at det er helt okay at være ked af det. Så græder de lidt og så går det som regel hurtigt over.

Men hvordan behandler jeg mig selv, når jeg står i samme situation? Med selvbebrejdende ord à la: Hold nu op. Du har selv valgt det. Vi kunne jo bare være flyttet til Paris med ham. Tænk på ham – han lider også afsavn! Tag dig sammen!

Jeg pisker med andre ord mig selv for nøjagtig de samme følelser, som jeg giver børnene lov til at føle. Og giver dem kærlighed for at føle. For vi kunne da aldrig finde på det modsatte, vel? At sige, at de skulle tage sig sammen eller holde op. Sådan gør kærlige forældre jo ikke. Men vi gør det gerne mod os selv…

(Selv)kærlighed handler altså i høj grad om at være med det, der er i stedet for at prøve at skubbe det væk. Føle det, acceptere det, elske det, selvom det virker u-elskeligt.

At acceptere er ikke det samme som at samtykke eller billige en situation, du ville ønske var anderledes. Det handler derimod om at give dig selv lov til at føle det, du rent faktisk føler og samtidigt lade din indre forælder holde om dit indre barn.

For det første fordi følelsen på den måde hurtigere går i sig selv.

For det andet, fordi du bliver bedre i stand til at handle konstruktivt på din udfordring.

For det tredje, fordi du derved kan skabe og leve dit liv udfra, hvem du reelt er i stedet for udfra, hvem du mener, du burde være og hvordan dit liv burde se ud.

Rådet til dig, der har svært ved at acceptere, at du ikke har et job, er altså at give følelsen plads. Den følelse af utilstrækkelighed eller måske mindreværd som trickes af normen om, at vi, nutidens danske kvinder arbejder og tjener vores egne penge. Omfavn den følelse. Hvor mærkeligt det end lyder, så tag dig af den og føl den, når den viser sig. Uden nogen dom på, at det er forkert.

Det er en konstant øvelse men også en konstant belønning i form af øget selvkærlighed og selvværd.