Svaret er: Selvkærlighed

Et spørgsmål, mange medrejsende stiller og som jeg selv har brugt mange timer på at besvare, er: Hvordan accepterer jeg, at jeg ikke har et job?

Det korte og for nogen måske lidt langhårede svar er: Selvkærlighed.

For når du oplever modstand på ikke at have et job, hvad enten det kommer fra andre eller dig selv, er det fordi du synes, det er forkert.

At du er forkert i forhold til det normbillede, du har om, hvordan din situation bør være. Og den eneste healende modkraft hertil er kærlighed. Til dig selv.

Ja, jeg ved det. Det er STORE ORD. Men store kræfter kræver store ord.

Jeg ligger selv arm med udfordringen. Ikke længere fordi jeg ikke har et job, men fordi min mand arbejder i Paris og jeg derfor i ugens løb er alene-mor. Det har i snart 2 år været min accept-udfordring. I de svære stunder har jeg spurgt mig selv: Hvorfor udsætter vi os selv og børnene for det her? Hvorfor lever vi, som om vi er skilt? (Som vores datter en dag på ligefrem barnevis udtrykte det!).

Jeg vil undlade alle argumenterne for, hvorfor vi alligevel har gjort det, for pointen her er bare, som med det manglende job for en medrejsende, at det kun gør ondt, sålænge vi har modstand på virkeligheden (jeg har ikke noget job) og prøver at fortrænge og/eller retfærdiggøre den (men jeg skal ikke brokke mig, for jeg har jo selv valgt det).

Hvis jeg for en stund kigger på mine børn og tænker på, hvordan jeg tackler det, når de er kede af, at deres far ikke er her, så ser jeg mig selv med armene omkring dem. Forklarer dem, at de er elsket, at situationen lige nu er sådan og at det er helt okay at være ked af det. Så græder de lidt og så går det som regel hurtigt over.

Men hvordan behandler jeg mig selv, når jeg står i samme situation? Med selvbebrejdende ord à la: Hold nu op. Du har selv valgt det. Vi kunne jo bare være flyttet til Paris med ham. Tænk på ham – han lider også afsavn! Tag dig sammen!

Jeg pisker med andre ord mig selv for nøjagtig de samme følelser, som jeg giver børnene lov til at føle. Og giver dem kærlighed for at føle. For vi kunne da aldrig finde på det modsatte, vel? At sige, at de skulle tage sig sammen eller holde op. Sådan gør kærlige forældre jo ikke. Men vi gør det gerne mod os selv…

(Selv)kærlighed handler altså i høj grad om at være med det, der er i stedet for at prøve at skubbe det væk. Føle det, acceptere det, elske det, selvom det virker u-elskeligt.

At acceptere er ikke det samme som at samtykke eller billige en situation, du ville ønske var anderledes. Det handler derimod om at give dig selv lov til at føle det, du rent faktisk føler og samtidigt lade din indre forælder holde om dit indre barn.

For det første fordi følelsen på den måde hurtigere går i sig selv.

For det andet, fordi du bliver bedre i stand til at handle konstruktivt på din udfordring.

For det tredje, fordi du derved kan skabe og leve dit liv udfra, hvem du reelt er i stedet for udfra, hvem du mener, du burde være og hvordan dit liv burde se ud.

Rådet til dig, der har svært ved at acceptere, at du ikke har et job, er altså at give følelsen plads. Den følelse af utilstrækkelighed eller måske mindreværd som trickes af normen om, at vi, nutidens danske kvinder arbejder og tjener vores egne penge. Omfavn den følelse. Hvor mærkeligt det end lyder, så tag dig af den og føl den, når den viser sig. Uden nogen dom på, at det er forkert.

Det er en konstant øvelse men også en konstant belønning i form af øget selvkærlighed og selvværd.

Advertisements

2 thoughts on “Svaret er: Selvkærlighed

  1. Godt tema du tager fat i.

    Jeg er helt enig i at det er med at give sig selv lov og plads til at have det som man har det. Give omsorg til sig selv i det som er svært. Med andre ord rumme hele sig. Udviklingens paradoks!

    Når jeg lige nu savner at arbejde, så oplever jeg det ikke som modstand, at jeg på nogen måde er forkert, skal gøre mig umage for at passe ind i normen eller lignende. Jeg oplever det mere som et afsavn, en sorg og længsel efter igen at udrette noget som giver mig værdi. Og ikke mindst savner jeg umådelig meget livgivende refleksioner og samvær med kollegaer…………

    Jeg er meget lidt begejstret for kasser. Jeg tror, at vi som mennesker kan opleve det forskelligt.

    Jeg hepper også på selvkærlighed ❤ ❤ ❤

    • Mange tak for dit input Mie. Der er ingen tvivl om, at der er afarter af det her problem og at vi alle ikke oplever det ens.

      Det jeg har prøvet at beskrive her er situationen, som mange fortæller mig om, hvor de faktisk ikke savner at arbejde. Men det har de ikke desto mindre svært ved at acceptere, fordi det ikke passer ind i normen. Og det bliver tit forstærket af kommentarerne hjemmefra. Jamen, hvad laver du så, når du ikke arbejder?

      Så vidt jeg forstår, fordi du forklarer det så fint, så slås du ikke med det problem (og passer derfor ikke ned i den til lejligheden opstillede kasse 🙂 men et andet og ligeså relevant spørgsmål, som jeg eventuelt kunne tage op i et andet indlæg. Med fare for at opstille nye kasser! Fordi det letter forståelsen og øger genkendeligheden. Så er du advaret 🙂

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s