Tårepersende Gudemad – med lakrids naturligvis

Jeg har lige spist øllebrød. Med flødeskum og lakrids og ristede nødder. En eksplosion af velsmag, så intens, at jeg var på nippet til at tude. No kidding!

Letpisket flødeskum tilsat lakridspulver (eller saltlakridssirop og flødeskum hver for sig) spiller perfekt op til den fløjsbløde rugbrødsgrød med de sarte toner af malt i sig. Ristede nødder (eller honningristede havregryn) på toppen fuldender retten.

Min opskrift af i går lyder:

400 g. rugbrød skåret i mindre stykker (mit var med masser af kerner – de ryger fra i sigten)

Hæld vand på, så det dækker brødet. Ca. 7 dl.

Lad det trække et par timer.

Hæld lidt af vandet fra (ac. 2 dl) og tilsat tilsvarende mængde hvidtøl – eller 2 dage for gammel, svensk maltøl, som var det jeg havde!

Kog ved svag varme og omrøring 10-15 min.

Tilsæt 1 dl. sukker (eller smag dig frem) og rør yderligere 2-3 min.

Sigt grøden gennem en fintmasket sigte.

Lad grøden køle af og hæld den på glas, så har du hurtig (og fræk) morgenmad på bordet i morgen. Eller spis den med det samme.

Gudespise! Intet mindre. Jeg tror jeg napper en portion mere…

Gulerodscookies – en vellykket krydsning af to

Her i familien er vi ret glade for gulerodskage. Og cookies.

Gulerodskagen tager lidt tid at lave – cookies’ene ingen tid. Så jeg tænkte: Hvad hvis jeg tog de typiske smagsingredienser fra gulerodskagen: gulerod, kanel og salt, og puttede dem i cookiesdejen?

Som tænkt, så gjort.

Det kom der denne her lækre krydsning ud af: gulerodscookies.

Opskriften lyder:

140 g mel, 80 g havregryn, 80 g brun farin (eller alm sukker), 2 tsk bagepulver, lidt fint salt, 100 g reven gulerod, 1 tsk kanel (og lidt ingefær røg der også i), 6 spsk vindruekerneolie, 1 dl. mælk og 100 g hakkede nødder eller mandler.

Alt blandes og røres til en blød masse. Brug en spiseskefuld dej til hver cookie og tryk den lidt flad.

Bages 20 min ved 180 grader.

Tør du prøve dem? Eller er det for mærkeligt?