For(t) at vi(e) er os to

Denne seddel fandt jeg på mit skrivebord her til morgen efter at prinsessen og jeg havde haft en skøn mor/datter snak om hendes nye kæreste!!! (Sshhh, det er en hemmelighed)

Så charmerende kan for-fransket, skriftlig dansk også tage sig ud. Fonetisk lige i skabet. Emotionelt, lige i hjertet!

Advertisements

Onsdagslise

Hvad laver to tøser (mor og datter) på en helt almindelig onsdag, når lillebror er på mini-lejrskole og papa er i Paris?  Skønne tøseting selvfølgelig. 

Efter skole, spiste vi en hurtig frokost, inden vi gjorde de to ting, der altid skal gøres om onsdagen: Amanda til spil og mor i supermarkedet.

Derefter stod den på tur til den lokale smykkebutik, hvor prinsessen skulle have hul i ørerne. Og det er åbenbart sådan en onsdagbegivenhed (børnene får fri kl 12 om onsdagen), for da ekspedienten kom hen imod os, havde han allerede sin lille bakke med øreringe til at få skudt i, klar bag ryggen. Han grinede, da han så mit forbløffede blik. “Sådan er det altid om onsdagen”, smilede han tilbage. Et smil der blev overgået få minutter efter af en MEGET glad prinsesse. Nu med øreringe!

Så gik vi til frisøren, tog en strøgtur og købte kjoler til os begge. Gik hjem for at hvile fødderne, få en snack og og tage de nye kjoler på til vores aftenudflugt på det hyggelige Brasserie du Couvent. Efter en dejlig middag, slentrede vi hjem i den lune majaften og endte i mors og fars seng med 2 kapitler af Karla og Katrine.

I guder, det var en hyggelig dag. Ren onsdagslise!

Kys til livet

“Det’ ligesom I er skilt”, udtalte prinsessen over middagsbordet forleden, da farmand netop var kommet hjem på weekend fra sit pariserjob.

“Øh, hvordan det?”, spurgte jeg, mens jeg udvekslede blikke med min mand.  Ja, vi ser jo kun papa i weekenden. Det er ligesom Océane!” (veninden i skolen med skilte forældre).

Sandheden hører man jo som bekendt fra fulde folk og børn, og jeg skal da lige love for, at vi fik sandhed for alle pengene her. Og selvom vi vist lykkedes med at forklare hende, at det da overhovedet ikke var det samme, så sad vi, og ikke mindst min mand tilbage med en fornemmelse af at være blevet gennemskuet. Afsløret. Sat skakmat.

Jeg overdriver vist ikke, når jeg siger, at der siden er sat turbo på intentionerne og ikke mindst handlingerne for, at livet med far i Paris og mor og børn i Bruxelles snart bliver en parantes i vores liv.

Men indtil dette bliver en realitet, forholder jeg mig tillidsfuldt og fortrøstningsfuldt til, at det hele nok skal gå. For det gør det jo. Altid.

Som TV2 så smukt synger det: Så kys det nu det satans liv. Og det gør jeg så!

Av, den sved!

Moderskabet kan være hård kost. Jeg blev ramt af det i går.

Prinsessen skulle til spil i dag og havde ikke øvet sig. Jeg fik hende til klaveret, hun spillede 2 numre en gang. Det var ikke prangende. Jeg sagde, hun hellere måtte spille dem igen. Hun svarede med at sukke dybt, kaste hovedet ned i klaveret og sætte sur-mund på. Og det er ikke første gang. Jeg prøvede derfor at finde ud af, om hun egentlig overhovedet ville spille mere. “Jeg ved det ikke”, vrissede hun. “Men det er kun dig, der ved det”, prøvede jeg. Der kom stadig intet svar. Kun gråd. Jeg trøstede og forklarede, at det var okay. Hun måtte bare prøve at finde ud af, hvad hun ville. Endelig sagde hun: “Bliver du ked af det, hvis jeg gerne vil stoppe? “Ja!”, svarede jeg ærligt “men du skal jo ikke spille for min skyld”. “Jeg begyndte kun at spille klaver, fordi du foreslog det. Jeg vil gerne stoppe”, slap det ud.

Egentlig burde jeg vel have klappet i hænderne, fordi hun netop lyttede til sig selv og ærligt svarede det, hun følte, selvom hun vidste det ville gøre mig ked af det. Men jeg klappede ikke. Jeg græd. Klaveret er mit instrument. Det var mit forslag. Og derfor også mit nederlag. Sådan føltes det i hvert fald for en stund.

Og som om det ikke var nok, fortsatte hun: “Det er ligesom med de danske spejdere. Jeg har ikke så mange venner der. Så det vil jeg også gerne stoppe med”. Knock-out. Det var også min idé. Så kunne hun jo dyrke til danske og alt det der. Men nej. Den holdt ikke i længden.

F**k, det var sejt. At stå der med sin store pige, en masse tårer og 2 ilde hørte sandheder. Men selvom den sved, er jeg her på den anden side glad for, at det kom ud. For jeg har jo godt vidst det. Har bare lukket øjnene og håbet det bedste.

Følelsen af at have spillet fallit fylder stadig, men jeg glæder mig nu mere og mere over prinsessens mod til at melde rent flag. Moderskabet fik sig nok en på hatten, men samtidig beviste Amanda, at hun udover mod og ærlighed, evner at trøste og støtte, når mor hænger med ørerne. Hun var helt og aldeles sød, kærlig og omsorgsfuld resten af aftenen. Og det er da en bonus, der vil noget. Så moderskab. Kom bare an igen. Jeg er (næsten) klar til en ny runde.

Mor på arbejde

Den står i disse tider på en del udearbejde, da jeg på en måned har 4 aftenworkshops på programmet. Børnene bruger derfor nogle timer i deres nye yndlings-babysitters selskab. Det klager de nu ikke over men særligt prinsessen spørger til, hvad det er jeg laver, når jeg tager på arbejde og på workshop.

I går, da jeg lavede passionsworkshop på den skandinaviske skole, bad jeg min kollega Mette, om at tage nogle billeder. Det er altid godt at have og så kunne jeg jo i hvert fald vise prinsessen – og jer, hvordan jeg ser ud, når jeg arbejder. Billedet er ikke specielt sigende, men det viser dog mig foran nogle (2!) mennesker. Vi var dog 10.

Til spørgsmålet hvad jeg laver, ja der svarer jeg, at jeg hjælper folk med at finde ud af, hvad de gerne vil og hvad de godt kan lide. Det synes hun lyder lidt spøjst, for hun ved i hvert fald godt hvad hun kan lide: “at danse, svømme og spise pizza”, lød svaret, da jeg spurgte hende. Ja, det er måske ikke så kompliceret, når bare man er 8 år!

Passion i svøb

Hvis ikke jeg har fortalt det før, så er jeg fan af Pernille Melsted og hendes Find din Passion mission. Missionen, der går ud på at få folks øjne op for deres passioner og så dyrke dem. Privat såvel som professionelt.

I dag var prinsessen til klaverundervisning for første gang. Efter eget valg. Okay, jeg sagde måske en gang eller to, at klaver var bedre end violin, men ikke noget med at presse – bare skubbe blidt.

Det dejlige var, at hun virkede til at kunne lide det og adskillige gange i dag spontant er gået hen til klaveret og øvet sig.

Det varmer ikke bare mit klaver-hjerte men også mit passions-hjerte. Ikke at jeg med sikker stemme kan sige, at det bliver en passion, men fordi jeg læser spontaniteten som et tegn. På at det trækker i hende. Et lille skridt måske men et skridt og en start på noget, der måske (måske ikke) kan blive til en lidenskab.  

Jeg holder et vågent øje og lover (mig selv og alle jer andre) ikke at skubbe unødigt på.