Cama, cama, cama, cama, cama, Camtasiaaaa…

Efter yogauddannelsesstart og en uges ferie i det danske, er mit fokus atter tilbage på mine 2 næste workshops. De løber af stablen med 2 ugers mellemrum lige afbrudt af et dansk julemarked, som jeg også arbejder på.

Hverdagen på godt og ondt for de danske au-pairs i morgen aften og så Få din egen Bruxelles blog d. 23/11.

Jeg har brugt det meste af dagen i dag på at lave en plug & play video-guide til, hvordan du helt konkret får en blog op at stå. Den får deltagerne tilsendt efter workshoppen.

Det er et nyt medie for mig at arbejde med, og der er derfor både ny teknik og nye udtryk at forholde sig til. Men midt i processen kom jeg heldigvis i tanke om, at jeg faktisk bliver begejstret af teknikkens muligheder. Jeg kan godt lide at rode med nyt software og finde ud af tingene selv. Og ikke mindst konstatere efter timers arbejde, at resultatet ikke er helt ringe.

Det rigtige udmærkede program, jeg har brugt, hedder Camtasia – deraf inspirationen til overskriften og den her gamle slager:

Advertisements

En film om en medfølgende ægtefælle, om blogging og om passion

Jeg så Julie & Julia på DVD i går. En film, der længe har stået på min ønskeliste, da den blandt andet handler om blogging, havde jeg hørt. Hvad jeg ikke vidste, var at den også handler om passion. Og om at være medfølgende ægtefælle. Pudsigt, ikk’? Det er jo lige mine 3 kodeord i min forretning.

Julia, alias Maryl Streep er rejst med sin mand til Paris som medfølgende ægtefælle, tilbage i 40’erne godt nok. Men udfordringen er den samme som i dag: hvad skal hun lige lave, når hendes mand er afsted på arbejde?

Da hun elsker at spise, finder hun efter noget søgen ud af, at hun selvfølgelig skal lære at lave fransk mad og senere at formidle det til amerikanerne. Hun finder med andre ord sin passion og lever den til fulde ud. 

Den anden hovedperson, Julie, i nutidens Amerika, er småtræt af sit arbejde og længes efter at skrive, deraf ideen om en blog, men hun ved ikke om hvad. Det finder hun dog ud af og kommer til at bruge bloggen som det fantastiske medie det er, til dels at skrive, dels til at forpligte sig selv over for (ukendte) læsere til at forfølge sit projekt og udleve sin passion for at lave mad efter Julias kogebog.

Skøn film der uden jeg vidste det talte til mig på flere planer. Jeg tror, jeg må ha’ den indlemmet i min permanente samling. Den kunne godt gå hen og blive en af mine klassikere – både privat og professionelt.

Input modtages gerne

Jeg har den sidste uges tid rodet med “Om bloggen”. Altså den side her på Louises lakridser, hvor jeg beskriver, hvad bloggen er til for. Jeg er nemlig lidt i tvivl.

Da jeg samtidig er igang med at forberede materiale til min blogging workshop for udlandsdanskere, og “Hvad er din blogs vinkel?” er et af punkterne i min disposition, ja så er det vel meget naturligt, at jeg stiller mig selv det spørgsmål – igen. Hvad er egentlig min blogs kendetegn?

Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker selv, men hvad synes du? Hvorfor læser du med her på bloggen? Det vil jeg enormt gerne høre. Vil du fortælle mig det?