Tak yoga

Kl. er 9 morgen. Jeg sidder på yogamåtten; der er tankemylder på toppen.

Jeg starter med at vende blikket indad. Scanner kroppen og finder ud af, hvordan jeg har det. Fysisk fint: ingen smerter nogen steder, ingen træthed eller ømhed. Men tanker. En masse.

“Fokuser på åndedrættet!”, hører jeg der siges. “Giv slip på dagens øvrige gøremål og de tanker, du måtte have”. Jeg fanger mig selv i ikke at være tilstede. “Jeg kunne jo også skrive til Gitte, fik jeg betalt de der sommerskolekurser, mon min cykel bliver våd, jeg skal huske at købe håndcreme, osv….”

Jeg vender fokus tilbage fra de vildtfarende tanker. Hører mig selv trække vejret. (Heldigvis gør jeg det af mig selv). Koncentrerer mig om den køligere luft, jeg ånder ind og den lunere af slagsen, jeg ånder ud igen. Der kommer langsomt ro på. Mine tanker træder i baggrunden. Jeg bliver nærværende.

Fantastisk hvad et par minutters koncentreret åndedrætsøvelser kan gøre.

Tak yoga!

Advertisements

Yoga voyage

Der har været yogastille her på bloggen i lang tid. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at jeg har glemt min yoga. Tværtimod.

Jeg både eksperimenterer med daglig morgenpraksis, går på min uddannelse, læser diverse spændende yogabøger og så har jeg arbejdet på en yogablog. Jeg lovede jer tidligere, at yogabloggen ville blive offentlig og det bliver den så nu. Fordi jeg gerne vil holde, hvad jeg lover og fordi jeg gerne vil cementere yoga’ens plads i mit liv. Den er nemlig uundværelig. Så selvom der ikke er så mange indlæg og jeg ikke helt har opdateret den så meget, jeg ville, så får I her linket til Yoga Voyage, min personlig blog om yoga praksis og tanker.

Yoga-krise

Jeg er i yoga-krise“, som jeg sagde til min yogalærer til morgen.

Siden jeg begyndte på yoga-uddannelsen, som jeg vist også skrev et indlæg om, at jeg havde besluttet at droppe igen uden at gøre det (jeg kunne alligevel ikke), ja så har jeg haft et lidt anstrengt forhold til min egen praksis. Den er nærmest forduftet. Og når jeg så endelig har fået sat mig på måtten, har det mere været, fordi jeg burde, end fordi jeg havde lyst.

Min normalt så trofaste ven: yogamåtten

Sådan har jeg det sjældent. Og sådan skal det da heller ikke være, tænker jeg rationelt. Og det er egentlig et meget sigende billede. Det er som om, min yogarejse er blevet rationaliseret. Måske endda intellektualiseret. I stedet for at mærke og lytte til min krop der på måtten, så er det mit hoved og de iboende tanker om, hvordan det burde eller skulle være, der har taget over.

Jeg overveje at stoppe“, sagde jeg videre. “Neeeej, det må du ikke. Du kan blive sådan en god yoga-lærer”, svarede hun tilbage. Og fortsatte. “Prøv bare at acceptere, at lige nu er det sådan. Der er ups and downs med alt. Og det er jo helt rigtigt. Og dybt smigrende, det med at jeg kunne blive god. Men det er jo ikke det, der skal gøre, at jeg fortsætter.

Faktum er, at jeg savner min yoga, selv når jeg laver den. Jeg savner den der dybe følelse af at være hjemme i mig selv. Hjemme i yoga’en. Og den følelse kan jeg pt ikke finde.

Hvis nogen af jer yogi’er derude har prøvet noget lignende og er kommet igennem det, hvad gjorde I så? Please, del lidt af jeres guldkorn!!

Hoved, krop, yoga, stop

Jeg har netop sendt mit ansøgningsskema afsted til en efteruddannelse, jeg længe gerne har villet på og som udbydes fra februar 2011. Skulle jeg blive accepteret, hvilket vist mest er formalia, må jeg imidlertid foretage en omallokering af mine uddannelsesmidler for 2011. Budgettet er ikke til det hele.

Det betyder, at den anden uddannelse, jeg har gang i, og som rækker ind ikke bare i næste års budget men helt frem til 2014, nemlig min yogalæreruddannelse, hænger i en tynd tråd.

Det kan måske lyde mærkeligt i nogens ører, for var jeg ikke så begejstret for det? Jo, i starten, da jeg tilmeldte mig. Men ligeså stærk lysten og drivet var til at melde mig i sommer, ligeså svag og hviskende er motivationen blevet.

Jeg har søgt efter et hvorfor? men har ikke rigtig fundet det. Konstaterer bare, at når jeg lytter til mit hjerte – i de øjeblikke, jeg kan høre det og mit hoved ikke prøver at overdøve det  med fornuft og logik – siger det stop.

Hvor paradoksalt det end kan lyde, har netop yoga’en hjulpet mig til denne indsigt. For gennem min praksis har jeg over årene virkelig lært mig selv bedre at kende. Lært at lytte til, hvad der kommer fra min krop og hvad der kommer fra mit hoved. Lært at skelne mellem, hvad jeg virkelig vil og hvad jeg måske burde.

Og i dag konstaterer jeg, med en vis portion selvtilfredshed, at mit hjerte har talt og jeg har valgt at lytte til det. Hvorvidt jeg får mulighed for at følge den beslutning helt til dørs, er nu op til en vis dame med en vis efteruddannelse.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde men også at tage noter?

Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for yoga. Så glad, at jeg er begyndt at uddanne mig til yogalærer hos den velanskrevne, belgiske yogalærer Frans Moors.

Jeg startede i forrige weekend. På et kloster i Liege. Og nej. Der er ikke noget religiøst over yoga (stedet passede bare). Gud er, i yoga-øjemed, et valg. Du er hverken en bedre eller dårligere yogi, fordi du betror eller ikke betror dig til en gud. Yoga er ikke en religion men én blandt flere fortolkninger af vedaerne, de første indiske tekster fra ml. 1500 og 500 år før vor tid. 

Det var i hvert fald sådan, jeg forstod første lektion af yoga-filosofi. Men måske har jeg misset noget der i spændingsfeltet af filosofi på højt plan og fransk sprog og undervisningsform!?

At der bliver talt fransk er helt okay – jeg forstår vel 98%. Men den franske undervisningsform gør mig mere usikker. Lærerens ord er lov. Ergo noterer man alt ned, man hører, for der er ingen eller meget få lærebøger og der er tests efter hvert modul.

Jeg er ikke god til at tage noter (slet ikke på fransk OG sanskrit!) og det gav mig altså momentan sved på panden, når jeg kunne se, at alle omkring mig havde den sirligste orden: blåt til prosa, lyserødt til illustrationer, grønt til understregning, etc. etc. Som min kære mand sagde, da jeg senere spurgte ham, om de lærer det i skolen? “Ja, men af nød. For ellers er du lost”. Sikke en trøst!

Jeg overvejer dog seriøst at droppe panikken til næste gang. For ellers bliver det vist hårdt i længden. Jeg kunne f.eks. passende adoptere en grundlæggende yoga-regel: Ahimsa, som betyder ikke-vold i fysisk og mental forstand. Overfor andre såvel som over for sig selv. Og jeg kunne vist godt bruge lidt mindre “vold” og selvbebrejdelse over, at jeg ikke er multitasking dronning på lige netop det felt. 

Nogen tips derude? Til hvordan man absorberer ny læring uden eminent notatteknik? Alle råd er velkomne.

Hvor fattesvag må man være?

Åbenbart ret fattesvag, konstaterer jeg efter en saliggørende omgang morgenyoga.

Det er 10 dage siden, jeg sidst har dyrket yoga. TI! Det sker sjældent og står det til mig (og det gør det jo), går der ikke 10 dage igen. For jeg får det jo så godt af det. Særligt i denne tid, hvor jeg knokler på med min forretning, frivilligt arbejde i Den Danske Kirke og som alene-mor i ugens løb. Så er yogaen den aktivitet, der får mig til at huske, hvad der er vigtigt. Så er det qua de asanas, vi laver, at jeg virkelig mærker min krop og får løsnet op for alle de spændinger alt det hovedarbejde, jeg ellers laver, giver. Så er det i de afsluttende pranayama-øvelser (vejrtrækning og fokus), at jeg gang på gang indser, at alt er lige som det skal være.

Så jeg synes, jeg er ret fattesvag, når jeg enten glemmer eller snarere helt bevidst udelader yogaen fra min hverdag, fordi jeg hellere må få noget fra hånden af de, på papiret, andre og vigtigere ting.

Men nu ved jeg jo godt, at det ikke hjælper at slå mig selv oven i hovedet med den her fattesvags-hammer, så jeg lægger den lige tilbage på hylden og laver en aftale med mig selv. Hjemmeyoga mindst 2 gange om ugen i bare ½ time af gangen. Det kan jeg sagtens og det vil jeg gerne.

I er mine “vidner” og I må gerne holde mig op på det.

Sommerferiehit #2

En af de sommerferieaktiviteter, jeg havde set meget frem til, var hot yoga hos Nalini Yoga i København, som jeg havde vundet 3 turs-kort til hos hende her.

Jeg var lidt skeptisk mht varmen – rummet varmes op til 37 grader og så sveder man ellers sin yoga ud. Jeg er ikke 100 meter mester i varme; kryber som regel ind i skyggen. Men her var der ingen skygge og jeg tror heller ikke, hot yoga bli’r min yogastil. Men men. Der var meget godt at hente alligevel. Intensiteten i Nalinis 90 minutters hot yoga var, ja, intens. Meget mere konditionspræget cardiotræning, end jeg er vant til. Og smidigheden var virkelig i top i de opvarmede omgivelser. Lokalerne var lyse og indbydende, der blev budt på læskende kokosvand efterfølgende og personalet var super søde.

Så når jeg siger, at hot yoga nok ikke bliver min favorit yoga-disciplin ligger svaret primært i, at jeg netop ikke trives i høj varme. Selvom jeg til dels formåede at vende mit fokus mod asanas (øvelserne) og ikke varmen, så svedte jeg så meget, at det alligevel blev en faktor at forholde sig til.

Men jeg udelader bestemt ikke muligheden for at tage tilbage til Nalini Yoga, måske en kold vinterdag, hvor 37 varmegrader nok kan lokke en inden for i de på flere måder varme og imødekommende omgivelser.