Solsikker sommerferie og efterårsjob extraordinaire

Sommerferien er lige om hjørnet og vi tager tilløb til at indtage solsikre San Diego på lørdag. Jeg glæder mig til at tage mand og børn med til et for dem ukendt kontinent og hele 3 ugers familiekvalitetstid.

Endnu bedre føles det, fordi min elskede lige om lidt sætter sin underskrift på en belgisk kontrakt og derved siger farvel til pariserpendlertilværelse og weekendfarstatus og goddag til vespaafstandsliggende arbejdsplads og genfunden familienærhed.

Nå ja, sammenholdt med, at jeg til efteråret også starter min betalte deltidsbeskæftigelse extraordinaire som freelance blomsterbinder i Green Box, så har vi rigtig meget at glæde os over og fejre i aften.

Lad champagnepropperne springe!

Vive….. øh, la Belgique !

Blomster på dåse

Jeg har noget med blomster. Og dåser. Så mens børnene har legekammerater på besøg, har jeg også leget lidt. 

Det er højsæson for studenternelliker lige nu og med de svagt lyselilla hortensia, kunne jeg ikke stå for at putte dem i denne matchende tedåse.

Og så stod den anden dåse lige ved siden af.

Den fik fyld af hvide roser, liguster, grønne skovjordbær, lodden løvefod og vortemælk (hæsligt navn men super anvendelig blomst).

Åh, jeg har lyst til at lege mere. Nogen, der har nogen dåser?

Brevkasse: Ty til andre midler, når du savner et job

Mie fra Change is a possibility svarede i sidste uge på mit brevkasseindlæg om, hvordan du som medrejsende ægtefælle tackler ikke at have et arbejde.

Hun skrev blandt andet:

Når jeg lige nu savner at arbejde, så oplever jeg det ikke som modstand, at jeg på nogen måde er forkert, skal gøre mig umage for at passe ind i normen eller lignende. Jeg oplever det mere som et afsavn, en sorg og længsel efter igen at udrette noget som giver mig værdi. Og ikke mindst savner jeg umådelig meget livgivende refleksioner og samvær med kollegaer”.

Mie rammer plet. Sådan kan et liv uden et job også føles.

Det tror jeg, mange kan nikke genkendende til. For et job fylder forskellige behov op. Som hos Mie: at føle værdi og indgå i en social relation, der hedder kollegialt samvær. Og når vi så står i et fremmed land, uden de eventuelle sprogkundskaber, manglende anerkendte kvalifikationer eller en arbejdstilladelse og ikke kan få det job, så føles det tomt.

Men det er der heldigvis råd for. Det drejer sig ikke overraskende om at fylde tomrummet op. Med noget, som opfylder de samme behov. Giver dig de samme følelser, du mener, et job ville give.

For skal vi se lidt firkantet på det, så handler dine drømme reelt altid om de bagvedliggende følelser. Altså de følelser, som du mener, du vil få adgang til, når du får det, du drømmer om: I det her tilfælde et job. Det kan fx være: sikkerhed, anerkendelse, samvær, respekt, glæde, selvværd, professionalisme, kreativitet mm.

For at identificere dine bagvedliggende behov, kan du spørge dig selv:

Hvad er det for følelser, jeg håber, jeg ville få adgang til, hvis jeg havde et job?

Skriv dine svar ned og brain-storm efterfølgende på:

Hvilke aktiviteter eller handlinger (udover et job), ville kunne give mig de følelser?

Et eksempel fra min egen verden var, da jeg for et par år siden, savnede et dansk, professionelt netværk. Det kunne jeg ikke få i Bruxelles. Jeg identificerede, at underneden lå en længsel efter at føle et socialt tilhørsforhold.Jeg fandt dels på at begynde at blogge – det skaber netværk på tværs af grænser, dels meldte jeg mig ind i menighedsrådet for den danske kirke i Bruxelles, for at få den fysiske fællesskabsfølelse i dansk regi.

Begge dele har i høj grad været med til at opfylde mit sociale behov på såvel det professionelle som det private plan, selvom det ikke var på den måde, jeg oprindeligt drømte om.

Den famøse kliché: Tænk ud af boksen, er om noget velplaceret i denne kontekst. For kan du ikke få et job på den ene eller anden måde, så må du ty til andre midler, der opfylder de behov, som et job traditionelt opfylder hos dig. Held og lykke med at finde dem!

Jeg håber, du blev inspireret og opfordrer dig til at lægge en besked på bloggen, hvis du har yderligere spørgsmål eller kommentarer til indlægget. Du skal også være velkommen til at sende mig andre spørgsmål, du gerne vil have taget op i brevkassen til: info@louise.fly.com.

Svaret er: Selvkærlighed

Et spørgsmål, mange medrejsende stiller og som jeg selv har brugt mange timer på at besvare, er: Hvordan accepterer jeg, at jeg ikke har et job?

Det korte og for nogen måske lidt langhårede svar er: Selvkærlighed.

For når du oplever modstand på ikke at have et job, hvad enten det kommer fra andre eller dig selv, er det fordi du synes, det er forkert.

At du er forkert i forhold til det normbillede, du har om, hvordan din situation bør være. Og den eneste healende modkraft hertil er kærlighed. Til dig selv.

Ja, jeg ved det. Det er STORE ORD. Men store kræfter kræver store ord.

Jeg ligger selv arm med udfordringen. Ikke længere fordi jeg ikke har et job, men fordi min mand arbejder i Paris og jeg derfor i ugens løb er alene-mor. Det har i snart 2 år været min accept-udfordring. I de svære stunder har jeg spurgt mig selv: Hvorfor udsætter vi os selv og børnene for det her? Hvorfor lever vi, som om vi er skilt? (Som vores datter en dag på ligefrem barnevis udtrykte det!).

Jeg vil undlade alle argumenterne for, hvorfor vi alligevel har gjort det, for pointen her er bare, som med det manglende job for en medrejsende, at det kun gør ondt, sålænge vi har modstand på virkeligheden (jeg har ikke noget job) og prøver at fortrænge og/eller retfærdiggøre den (men jeg skal ikke brokke mig, for jeg har jo selv valgt det).

Hvis jeg for en stund kigger på mine børn og tænker på, hvordan jeg tackler det, når de er kede af, at deres far ikke er her, så ser jeg mig selv med armene omkring dem. Forklarer dem, at de er elsket, at situationen lige nu er sådan og at det er helt okay at være ked af det. Så græder de lidt og så går det som regel hurtigt over.

Men hvordan behandler jeg mig selv, når jeg står i samme situation? Med selvbebrejdende ord à la: Hold nu op. Du har selv valgt det. Vi kunne jo bare være flyttet til Paris med ham. Tænk på ham – han lider også afsavn! Tag dig sammen!

Jeg pisker med andre ord mig selv for nøjagtig de samme følelser, som jeg giver børnene lov til at føle. Og giver dem kærlighed for at føle. For vi kunne da aldrig finde på det modsatte, vel? At sige, at de skulle tage sig sammen eller holde op. Sådan gør kærlige forældre jo ikke. Men vi gør det gerne mod os selv…

(Selv)kærlighed handler altså i høj grad om at være med det, der er i stedet for at prøve at skubbe det væk. Føle det, acceptere det, elske det, selvom det virker u-elskeligt.

At acceptere er ikke det samme som at samtykke eller billige en situation, du ville ønske var anderledes. Det handler derimod om at give dig selv lov til at føle det, du rent faktisk føler og samtidigt lade din indre forælder holde om dit indre barn.

For det første fordi følelsen på den måde hurtigere går i sig selv.

For det andet, fordi du bliver bedre i stand til at handle konstruktivt på din udfordring.

For det tredje, fordi du derved kan skabe og leve dit liv udfra, hvem du reelt er i stedet for udfra, hvem du mener, du burde være og hvordan dit liv burde se ud.

Rådet til dig, der har svært ved at acceptere, at du ikke har et job, er altså at give følelsen plads. Den følelse af utilstrækkelighed eller måske mindreværd som trickes af normen om, at vi, nutidens danske kvinder arbejder og tjener vores egne penge. Omfavn den følelse. Hvor mærkeligt det end lyder, så tag dig af den og føl den, når den viser sig. Uden nogen dom på, at det er forkert.

Det er en konstant øvelse men også en konstant belønning i form af øget selvkærlighed og selvværd.

Brevkasse: Sådan forbereder du professionelt sporskifte, mens du er ude

Blog-brevkassen for medrejsende ægtefæller løber sig selv stille og roligt i gang. Ingen har sendt mig spørgsmål endnu, men invitationen til at gøre det, står stadig ved magt. Skriv på info@louisefly.com.

Imens fortsætter jeg med indlæg inspireret af dagligdagen omkring mig samt de udfordringer, jeg ved, flere af jer medrejsende derude har.

Vi havde i aftes besøg af vores lokale nabo. Hun fortalte, at de overvejede at bygge deres hus om. “For jeg savner et projekt”, som hun formulerede det. “Jeg ville egentlig helst have et nyt job, men jeg ved ikke, hvad det skulle være”.

Jeg smilte, da hun sagde det, for noget tilsvarende har jeg hørt før. Fra medrejsende ægtefæller. 

Der drømmer om at skifte spor, om at omskole sig til noget andet, end det de kommer fra, mens de er ude. Men til hvad?

For 100.000 kr. spørgsmålet er ikke altid lige nemt at finde svaret på. Eller måske er det?

Jeg vover påstanden, at det faktisk ikke er så svært, som du går og tror. Men det kræver tre ting:

1. At du er disciplineret nok til at afsætte tid til at finde ud af det

2. At du stiller dig selv de relevante spørgsmål

3. At du giver dig selv lov til at lytte ærligt efter svarene, du har i dig

Andet skal der ikke til. Men det skal til gengæld også til! Og min erfaring er, at som medrejsende ægtefælle har du de optimale betingelser for netop disse ting. Fordi du har tiden, overskuddet (og pengene, hvis du får brug for professionel hjælp).

Men hvordan gør du så?

“Hemmeligheden” findes på formel i form af Find din Passion processen.

Du kan selvfølgelig lade mig tage dig personligt gennem et 1:1 Find din Passion forløb men du kan også gå i gang selv. Og det vil jeg faktisk opfordre dig til under alle omstændigheder. For det er god, meningsfuld træning.

Start med at øve dig i at lytte og mærke. For det er i grunden det, det hele handler om. Lyt, mærk, sans hvad det er, du brænder for! For når vi tror, vi ikke ved, hvad det er vi vil, er det ofte fordi, vi har skruet volumeknappen til vores hjertes hvisken helt i bund. Og den skal der derfor skrues op for igen.

Det kræver bare lidt træning. Sæt fx ½ time af hver dag i en uge (forholdsregel nr. 1 foroven) til at brainstorme på alt det, du elsker. Hvad end det er noget specielt mad, en særlig handling, en fritidsbeskæftigelse eller en TV serie.

Spørg dig selv: Hvad elsker jeg at spise, lave, se, opleve, høre, føle, arbejde med, dvæle ved, etc? (Forholdsregel nr. 2)

Mærk efter med din intuition, dit hjerte, din mave – hvad end du kalder det – og skriv alt sammen ucensureret ned i en notesbog. (Forholdsregel nr. 3). Hvis du streger, er det fordi dit hoved er kommet i spil. Og det bringer vi ikke på banen endnu.

I løbet af en uge, vil du have en lang liste over ting, du elsker eller brænder for. Selvom det ikke umiddelbart synes at have noget professionelt over sig, så går vejen til dit ønskede sporskifte nødvendigvis gennem dit hjerte. For det er her, din indre “kloge-åge” bor. Ham der ved besked om, hvad det er du vil og dermed ham, du skal øve dig i at lytte til.

Ovenstående lille øvelse er derfor nødvendigt benarbejde for at finde ind til det, du brænder for professionelt.

Så frem med træningsdisciplinen. Det gode ved denne form for træning er, at den ikke kræver noget særligt udstyr og at den også kan foretages udendørs – i solen! 

Dejlig dag til dig derude!

Brevkasse: Hvordan du undgår at føle dig som et offer

Jeg lancerer i dag et nyt tiltag på bloggen, nemlig en brevkasse, hvor du hver tirsdag kan læse mine svar på spørgsmål fra medrejsende ægtefæller. Har du et, så skriv til mig på info@louisefly.com. Du bestemmer selv om du vil være anonym eller nævnes ved navn.

Til dette første brevkassesvar har jeg plukket i spørgeundersøgelsen, som jeg lavede for en måneds tid siden, og stiller skarpt på en helt fundamental ting, der går igen hos mange medrejsende ægtefæller: At føle sig som et offer for sin mands karriere.  

Af de mange svar, kan man læse, at de medrejsende ægtefæller, som føler, at de er ved at have styr på deres udlandsliv, alle har gjort sig den samme erfaring. Nemlig at tingene først begyndte at vende til det positive, da de for alvor indså, at de var rejst ud, fordi de ville det for deres eget liv og ikke fordi det var godt for deres mands karriere.

Omvendt er det tydeligt at se hos flere af dem, der stadig slås med deres udlandsliv, at de netop føler sig som ofre for deres mands karriereplaner.

Hvilket på ingen måde er en overraskelse, da det er en klassisk forsvarsmekanisme. Men som dem, der har oplevet den, også ved, en yderst begrænsende mekanisme. For så længe du placerer ansvaret uden for dig selv, placerer du også handling og løsning uden for dig selv.

Og jeg ved, hvad jeg taler om. For ret så længe, placerede jeg nemlig ansvaret for mine problemer hos min mand. Ikke officielt og højtråbende. Men snarere som et ubevidst, stille ræsonnement af, at hvis det ikke havde været for ham, var jeg jo aldrig havnet i den her situation, vel?

Med tiden kom jeg heldigvis i tanke om, at der vist nok, oprindeligt, var en anden sandhed. Nok var det ham og hans karrieremulighed, der havde igangsat processen, men min motivation og min beslutning om at rejse med kom et andet sted fra.  

Det var en beslutning om at følge min intuition, der sagde mig, at det her var en chance.

  • For at sige et job op, som jeg var kørt sur i
  • For at få mere tid til vores datter
  • For at få mere tid til mig selv
  • For at give vores parforhold og familie nye betingelser
  • For at finde en ny, professionel vej

Men alt det glemte jeg bare, da udfordringen var på sit højeste. Da jeg sloges med ikke at have et arbejde, der gav mig status og identitet, da jeg græmmede mig over ikke at have nok i at passe hus og børn, da jeg sammenlignede mit liv med mine danske veninders derhjemme og fandt det for let.

Og gud hvor er det nærliggende, i den situation, at skyde sin mand i skoene, at det også “er hans skyld”. For det letter ligesom på byrden og ansvaret, for ikke at tale om den dårlige samvittighed over at føle, man ikke gør noget. “For det er jo ikke min skyld!”

JA! Det er svært at bevare modet, gejsten og humøret, når du står på fremmed grund og føler den gynger under dig. Men det er også udviklingens vej. En udvikling, du næppe forestillede dig konturerne af men ikke desto mindre måske drømte om, før I rejste ud?

Jeg gjorde i hvert fald. Og uanset dit udgangspunkt, så må du tilbage dertil for at kunne komme fremad. Tilbage til dit hvad og hvorfor. Hvad var det du drømte om? Hvad var det du ville? Hvorfor var det, du sagde ja til at rejse med ud? 

Med svarene på de spørgsmål, kan du bevidst og målrettet lave dig en handlingsplan for dit udlandsliv.

Med svarene på de spørgsmål, kan du stå ved dig selv og dit liv, selv når det ikke er så kønt, som du gerne ville have det.

Med svarene på de spørgsmål, kan du trække ansvaret for din succes, lykke og glæde hjem til dig selv, såfremt du skulle have uddelegeret det til din mand (eller andre).