Cookies & Creme

Den her sandwich er en af de bedste, jeg længe har smagt. I al beskedenhed. Jeg har nemlig lavet den selv. Af hjemmelavede cookies og, dog, indkøbt vanilleis. Men det gør den nu ikke dårligere.

Cookies sandwich

Jeg kom til at tænke på den is af Haagendazs, som de i hvert fald en gang havde: cookies and creme. Vanilleis med stykker af cookies i. Jeg var egentlig ikke vild med den variant. Jeg kan huske, jeg syntes cookiesstykkerne var for hårde, fordi de jo var frosne. Men den her “omvendte” variant, med friskbagte cookies og blød vanilleis imellem to styk, den tager kegler.

Jeg tænker enhver slags cookies kan bruges men giver dig gerne den opskrift, jeg har brugt.

Cookies opskrift – ca. 18 styk

100 g. blødt smør (du kan spæde op med lidt vindruekerneolie, hvis du ikke har nok. Det gjorde jeg. Lad det ikke tager over dog. Smøret gør godt!)

100 sukker

Pisk smør og sukker luftigt. Tilsæt:

1 æg

135 g mel

60 g havregryn

100 g hakket mørk chokolade

50 g hakket mælkechokolade

50 g hakkede hasselnødder

Brug en stor teskefuld dej til en kage og tryk dem lidt flade. Bages 15-20 min ved 175 grader. Vent til kagerne er helt afkølede, før du lægger dem omkring en blød, god vanilleis.

Mums lyder det herfra!

Gulerodscookies – en vellykket krydsning af to

Her i familien er vi ret glade for gulerodskage. Og cookies.

Gulerodskagen tager lidt tid at lave – cookies’ene ingen tid. Så jeg tænkte: Hvad hvis jeg tog de typiske smagsingredienser fra gulerodskagen: gulerod, kanel og salt, og puttede dem i cookiesdejen?

Som tænkt, så gjort.

Det kom der denne her lækre krydsning ud af: gulerodscookies.

Opskriften lyder:

140 g mel, 80 g havregryn, 80 g brun farin (eller alm sukker), 2 tsk bagepulver, lidt fint salt, 100 g reven gulerod, 1 tsk kanel (og lidt ingefær røg der også i), 6 spsk vindruekerneolie, 1 dl. mælk og 100 g hakkede nødder eller mandler.

Alt blandes og røres til en blød masse. Brug en spiseskefuld dej til hver cookie og tryk den lidt flad.

Bages 20 min ved 180 grader.

Tør du prøve dem? Eller er det for mærkeligt?

Superhurtige, nærmest sunde, havregrynscookies

Selvom jeg elsker at bage, får jeg det ikke altid lige gjort. Så mangler man lige nogle æg, tiden er knap eller også slår kalorietælleren tanken ihjel.

Men efter at en sukker-bevidst veninde har lært mig de her cookies at kende, er der nu ret tit hjemmebag i dåsen. For de laves med ingredienser, jeg altid har, som ingen tid tager at smække sammen og med knap så meget sukker. 

Indrømmet, jeg har pillet lidt ved opskriften. Sløjfet rosiner, tilsat mandler, lidt mere chokolade, olie og sukker. Så meget for det “sunde”…

Du skal bruge:

140 g. hvedemel

80 g. havregryn

80 g. sukker

2 tsk bagepulver

Lidt salt

80 g. hakket chokolade (bland gerne, hvis du har flere slags)

50 g. hakket mandler eller nødder

6 spsk smagsneutral olie (vindruekerne, solsikke…)

1 dl mælk

Bland først alle de tørre ingredienser sammen inden du hælder olie og mælk i for at samle dejen.

Sæt 12 cookies på en plade med bagepapir og bag dem i 20 min ved 200 grader.

De smager fremragende lune og godt dagen efter. Men da de er så nemme at lave, kan man ligeså godt bare lave en ny portion næste dag.

Prøv dem og bliv overbevist – måske!