Granbodsnyt

Julemarkedet nærmer sig med hastige skridt og vi fra Granboden har også i år kastet al vores kreativitet og kærlighed ind på at lave nogle flotte dekorationer til de små hjem.

Se et lille udvalg her og mød ellers op ml. kl. 10 – 17, lørdag d. 24. november på den skandinaviske skole i Waterloo.

Vi har 80 dekorationer og kranse og 100 adventskranse i Granboden. Så der burde også være en til dig.

Kalenderlysdekorationer

 

Dørkranse

 Små træer

En juleklassiker er født

Så fik jeg afprøvet opskriften på lakridstrøfler. De er uforskammet gode. Uovertrufne. Særligt til en kop cool mint te fra søstrene Grene, som også indeholder lakrids.

Respekt til Lone Kjær, som er ophavskvinde til disse himmerigsmundfulde. Godt nok i et gammelt julenummer af Boligliv, men det gør dem ikke dårligere.

Opskriften lyder:

200 g god mørk chokolade, 1 dl fløde, 1 spsk lakridspulver, 1 spsk smør.

Smelt chokoladen over vandbad, tag skålen op og rør fløden i. Tilsæt derefter smør og lakridspulver.

Hældes i en lille form (jeg tog en lille kagedåse) foret med bagepapir og stil til afkøling og herefter tildækket i køleskab. Natten over, foreskriver opskriften. 3 timer er nok, skulle jeg hilse at sige. Så MÅTTE jeg nemlig smage. Og kunne herefter konstatere, at det var konfekt lige efter min smag.

En juleklassiker er født – og så med lakrids!

Svær at holde fingrene fra - også inden, det er blevet til en fast masse

Forjulstrang

Jeg læste lige et indlæg herovre hos Maria om juleræset, der sætter ind. Det juleræs der indbefatter juleafslutninger, julefrokoster og andre julearrangementer i tiden op til jul. I kender det sikkert, ikk’?

Jeg blev imidlertid ramt i mit danske julehjerte, for alle for-julsarrangementerne er faktisk en af de danske ting, jeg virkelig savner. Jeg synes, det er mega hyggeligt. Og sådan er det ikke her. Jo, til dels i den danske koloni, men den er jeg ikke et specielt indlemmet i. Altså lige med undtagelse af  julemarkedet.

Jeg har de forgangne år arrangeret både juleklip og glögg-komsammen for vores lokale venner og med helt god succes. Men i år lykkes det næppe. Alle weekender er bookede til ikke-julede ting (på nær den sidste med svigerfamilien i Frankrig).

Prøver dog at indlemme en yogaafslutning med en småkage og en kop julete og måske en gang onsdagsjuleklip med æbleskiver for et par af ungernes skolekammerater og deres hjemmegående mødre! For trods denne lidt bittersøde konstatering, at det er en af konsekvenserne af mit valg om at være udlandsdansker, så kan jeg heldigvis godt finde ud af at iscenesætte forjulen selv.

Således fik jeg både lavet adventskrans

og et par julekort

da jeg i går holdt fri fra forpligtelser og to-do lister og hyggede mig med julemusik i ørerne og julete i tekoppen.

Glædelig forjul!