Tårepersende Gudemad – med lakrids naturligvis

Jeg har lige spist øllebrød. Med flødeskum og lakrids og ristede nødder. En eksplosion af velsmag, så intens, at jeg var på nippet til at tude. No kidding!

Letpisket flødeskum tilsat lakridspulver (eller saltlakridssirop og flødeskum hver for sig) spiller perfekt op til den fløjsbløde rugbrødsgrød med de sarte toner af malt i sig. Ristede nødder (eller honningristede havregryn) på toppen fuldender retten.

Min opskrift af i går lyder:

400 g. rugbrød skåret i mindre stykker (mit var med masser af kerner – de ryger fra i sigten)

Hæld vand på, så det dækker brødet. Ca. 7 dl.

Lad det trække et par timer.

Hæld lidt af vandet fra (ac. 2 dl) og tilsat tilsvarende mængde hvidtøl – eller 2 dage for gammel, svensk maltøl, som var det jeg havde!

Kog ved svag varme og omrøring 10-15 min.

Tilsæt 1 dl. sukker (eller smag dig frem) og rør yderligere 2-3 min.

Sigt grøden gennem en fintmasket sigte.

Lad grøden køle af og hæld den på glas, så har du hurtig (og fræk) morgenmad på bordet i morgen. Eller spis den med det samme.

Gudespise! Intet mindre. Jeg tror jeg napper en portion mere…

Clubsandwich med lakridsmarineret kylling

Lakridsmarineret kylling? Ja, da! Det gør sig endog rigtig godt. Sammen med grøn salat, frisk tomat og agurk og en omgang sprød bacon i en klassisk clubsandwich.

Jeg tog et par stykker kyllingbryst fra i går aftes, lagde dem i en marinade af lakridssirop, citronsaft og lidt stødt ingefær (ca. ½ time træk de), stegte dem og gemte dem i kølekabet til dagens frokost.

I de gamle Pavi-dage, dengang jeg arbejdede på den legendariske Salatpavillionen i Hellerup, kom der 1000 island dressing over clubsandwich’en. Det har jeg nu aldrig været til, så i min 2011 udgave, smurte jeg i stedet brødene med resten af gårsdagens salatdressing, en anden klassisker, nemlig mormor-dressing tilsat lidt lakridspulver.

Mums, siger jeg bare. En clubsandwich der i min verden indtager helt nye højder!

Lakridsinspiration

Lone Kjær hvis madblog jeg tit besøger har i dag været så venlig at svare på mit brevkassespørgsmål om, hvor jeg kan bruge mere lakridspulver. For jeg er jo en lakridsgris…

Hun nævner blandt andet lakridsparfait, der ikke er lavet på ismaskine. Så den må jeg afprøve. 

Men jeg savler også ved en af kommentarerne fra Mia Kristensen fra CPH good Food, som nævner lakridssmør. Og en lakridssprængt kylling med rabarberkompot!! Sidstnævnte er der dog ikke opskrift på endnu. Men lakrids og rabarber kan noget sammen. Det så jeg, da jeg forleden var forbi Anne au Chocolat, som havde leget med søde lakridsvenner. Det kom der blandt andet koldskål med rabarberkompot og lakrids ud af og andre gode sager.  

Åh, jeg har lakridstrang nu…

En juleklassiker er født

Så fik jeg afprøvet opskriften på lakridstrøfler. De er uforskammet gode. Uovertrufne. Særligt til en kop cool mint te fra søstrene Grene, som også indeholder lakrids.

Respekt til Lone Kjær, som er ophavskvinde til disse himmerigsmundfulde. Godt nok i et gammelt julenummer af Boligliv, men det gør dem ikke dårligere.

Opskriften lyder:

200 g god mørk chokolade, 1 dl fløde, 1 spsk lakridspulver, 1 spsk smør.

Smelt chokoladen over vandbad, tag skålen op og rør fløden i. Tilsæt derefter smør og lakridspulver.

Hældes i en lille form (jeg tog en lille kagedåse) foret med bagepapir og stil til afkøling og herefter tildækket i køleskab. Natten over, foreskriver opskriften. 3 timer er nok, skulle jeg hilse at sige. Så MÅTTE jeg nemlig smage. Og kunne herefter konstatere, at det var konfekt lige efter min smag.

En juleklassiker er født – og så med lakrids!

Svær at holde fingrene fra - også inden, det er blevet til en fast masse

On(d)sdag

Jeg har været i dårligt humør i dag – muggen, utilfreds, ked af det.

Årsagen skal findes i en af mine fælder, nemlig tid – for meget af den. For mange timer til at shoppe rundt i velkendte destruktive mønstre og tankegange. Og som om det ikke var nok, så har jeg også haft den store hvor-er-du-ynkelig hammer fremme og banket mig selv i låget igen og igen. Meget konstruktivt! Hov, der var hammeren lige igen…

Bevidstheden om de sorte skyer var der tidligt og for ikke at ende på bunden af selvmedlidenhedens sø, foretog jeg en symbolsk handling: jeg smed resten af svigermors lidt for gode og lidt for mange hjemmelavede, mandel cantucini ud! Et nødvendigt offer på en dag som denne, hvor min hånd ellers helt sikkert ville ha’ taget permanent bo i kassedåsen.

Men ikke et ord om de 2 dåser med luksus-lakrids, som stadig står og smiler på mit kontor – halvtomme…