Brevkasse: Ty til andre midler, når du savner et job

Mie fra Change is a possibility svarede i sidste uge på mit brevkasseindlæg om, hvordan du som medrejsende ægtefælle tackler ikke at have et arbejde.

Hun skrev blandt andet:

Når jeg lige nu savner at arbejde, så oplever jeg det ikke som modstand, at jeg på nogen måde er forkert, skal gøre mig umage for at passe ind i normen eller lignende. Jeg oplever det mere som et afsavn, en sorg og længsel efter igen at udrette noget som giver mig værdi. Og ikke mindst savner jeg umådelig meget livgivende refleksioner og samvær med kollegaer”.

Mie rammer plet. Sådan kan et liv uden et job også føles.

Det tror jeg, mange kan nikke genkendende til. For et job fylder forskellige behov op. Som hos Mie: at føle værdi og indgå i en social relation, der hedder kollegialt samvær. Og når vi så står i et fremmed land, uden de eventuelle sprogkundskaber, manglende anerkendte kvalifikationer eller en arbejdstilladelse og ikke kan få det job, så føles det tomt.

Men det er der heldigvis råd for. Det drejer sig ikke overraskende om at fylde tomrummet op. Med noget, som opfylder de samme behov. Giver dig de samme følelser, du mener, et job ville give.

For skal vi se lidt firkantet på det, så handler dine drømme reelt altid om de bagvedliggende følelser. Altså de følelser, som du mener, du vil få adgang til, når du får det, du drømmer om: I det her tilfælde et job. Det kan fx være: sikkerhed, anerkendelse, samvær, respekt, glæde, selvværd, professionalisme, kreativitet mm.

For at identificere dine bagvedliggende behov, kan du spørge dig selv:

Hvad er det for følelser, jeg håber, jeg ville få adgang til, hvis jeg havde et job?

Skriv dine svar ned og brain-storm efterfølgende på:

Hvilke aktiviteter eller handlinger (udover et job), ville kunne give mig de følelser?

Et eksempel fra min egen verden var, da jeg for et par år siden, savnede et dansk, professionelt netværk. Det kunne jeg ikke få i Bruxelles. Jeg identificerede, at underneden lå en længsel efter at føle et socialt tilhørsforhold.Jeg fandt dels på at begynde at blogge – det skaber netværk på tværs af grænser, dels meldte jeg mig ind i menighedsrådet for den danske kirke i Bruxelles, for at få den fysiske fællesskabsfølelse i dansk regi.

Begge dele har i høj grad været med til at opfylde mit sociale behov på såvel det professionelle som det private plan, selvom det ikke var på den måde, jeg oprindeligt drømte om.

Den famøse kliché: Tænk ud af boksen, er om noget velplaceret i denne kontekst. For kan du ikke få et job på den ene eller anden måde, så må du ty til andre midler, der opfylder de behov, som et job traditionelt opfylder hos dig. Held og lykke med at finde dem!

Jeg håber, du blev inspireret og opfordrer dig til at lægge en besked på bloggen, hvis du har yderligere spørgsmål eller kommentarer til indlægget. Du skal også være velkommen til at sende mig andre spørgsmål, du gerne vil have taget op i brevkassen til: info@louise.fly.com.

Svaret er: Selvkærlighed

Et spørgsmål, mange medrejsende stiller og som jeg selv har brugt mange timer på at besvare, er: Hvordan accepterer jeg, at jeg ikke har et job?

Det korte og for nogen måske lidt langhårede svar er: Selvkærlighed.

For når du oplever modstand på ikke at have et job, hvad enten det kommer fra andre eller dig selv, er det fordi du synes, det er forkert.

At du er forkert i forhold til det normbillede, du har om, hvordan din situation bør være. Og den eneste healende modkraft hertil er kærlighed. Til dig selv.

Ja, jeg ved det. Det er STORE ORD. Men store kræfter kræver store ord.

Jeg ligger selv arm med udfordringen. Ikke længere fordi jeg ikke har et job, men fordi min mand arbejder i Paris og jeg derfor i ugens løb er alene-mor. Det har i snart 2 år været min accept-udfordring. I de svære stunder har jeg spurgt mig selv: Hvorfor udsætter vi os selv og børnene for det her? Hvorfor lever vi, som om vi er skilt? (Som vores datter en dag på ligefrem barnevis udtrykte det!).

Jeg vil undlade alle argumenterne for, hvorfor vi alligevel har gjort det, for pointen her er bare, som med det manglende job for en medrejsende, at det kun gør ondt, sålænge vi har modstand på virkeligheden (jeg har ikke noget job) og prøver at fortrænge og/eller retfærdiggøre den (men jeg skal ikke brokke mig, for jeg har jo selv valgt det).

Hvis jeg for en stund kigger på mine børn og tænker på, hvordan jeg tackler det, når de er kede af, at deres far ikke er her, så ser jeg mig selv med armene omkring dem. Forklarer dem, at de er elsket, at situationen lige nu er sådan og at det er helt okay at være ked af det. Så græder de lidt og så går det som regel hurtigt over.

Men hvordan behandler jeg mig selv, når jeg står i samme situation? Med selvbebrejdende ord à la: Hold nu op. Du har selv valgt det. Vi kunne jo bare være flyttet til Paris med ham. Tænk på ham – han lider også afsavn! Tag dig sammen!

Jeg pisker med andre ord mig selv for nøjagtig de samme følelser, som jeg giver børnene lov til at føle. Og giver dem kærlighed for at føle. For vi kunne da aldrig finde på det modsatte, vel? At sige, at de skulle tage sig sammen eller holde op. Sådan gør kærlige forældre jo ikke. Men vi gør det gerne mod os selv…

(Selv)kærlighed handler altså i høj grad om at være med det, der er i stedet for at prøve at skubbe det væk. Føle det, acceptere det, elske det, selvom det virker u-elskeligt.

At acceptere er ikke det samme som at samtykke eller billige en situation, du ville ønske var anderledes. Det handler derimod om at give dig selv lov til at føle det, du rent faktisk føler og samtidigt lade din indre forælder holde om dit indre barn.

For det første fordi følelsen på den måde hurtigere går i sig selv.

For det andet, fordi du bliver bedre i stand til at handle konstruktivt på din udfordring.

For det tredje, fordi du derved kan skabe og leve dit liv udfra, hvem du reelt er i stedet for udfra, hvem du mener, du burde være og hvordan dit liv burde se ud.

Rådet til dig, der har svært ved at acceptere, at du ikke har et job, er altså at give følelsen plads. Den følelse af utilstrækkelighed eller måske mindreværd som trickes af normen om, at vi, nutidens danske kvinder arbejder og tjener vores egne penge. Omfavn den følelse. Hvor mærkeligt det end lyder, så tag dig af den og føl den, når den viser sig. Uden nogen dom på, at det er forkert.

Det er en konstant øvelse men også en konstant belønning i form af øget selvkærlighed og selvværd.

E-bog på trapperne

I morgen sker det. Min lille e-bog om de 3 største udfordringer for medfølgende ægtefæller har fået vinger og flyver således tirsdag over middag direkte ind i inboxen hos mine nyhedsbrevslæsere.

Hvis du ikke allerede er skrevet op, kan du nå det endnu. Og når du det ikke inden i morgen, så fortvivl ikke. Kommende læsere af mit nyhedsbrev får nemlig e-bogen som gave, når de skriver sig op på www.louisefly.com.

Er det overflødigt at sige, at jeg både er stolt og spændt? Stolt over at have færdiggjort bogen, spændt på at høre reaktionerne.

Hasta la vista!!

At finde mig selv på ny

Sådan skrev Mie i en kommentar i går til min opfordring om at dele, hvorfor det kan være svært at være medfølgende ægtefælle. At finde sig selv på ny er efter min bedste overbevisning kimen til selve udfordringen såvel som til succesen. Sådan var det i hvert fald for mig.

Som jeg forklarede i går, følte jeg mig identitetsløs uden et job og ikke fyldt op af det, jeg sidenhen fandt. Derudover stod jeg i en ny situation, i et nyt land, ja i et nyt liv, som jeg skulle til at stifte bekendtskab med. En udfordring af de store.

En af de faktorer, der førte til, at jeg bid for bid begyndte at bearbejde udfordringen og opdage nye (og gamle) sider af mig selv var kedsomhed. Og frustration. De to faktorer blev benzin til mit find-dig-selv-igen bål. De tvang mig selv til at kigge indad og finde hengemte og til dels glemte passioner, lytte til mit hjertes sagte visken og famlende forsøge at følge trop. (Jeg får lige den tanke, at det er som med børn, der keder sig. Når de keder sig nok, bliver de kreative og finder på).

Selvom jeg selvfølgelig gerne ville have været foruden frustrationerne, der gik forud for min process om at genfinde mig selv, er jeg nu blevet klar over, at smerten tit er den store drivkraft.

Vi har alle hørt historier om folk, der blev alvorligt syge eller stressede og som sidenhen brød med deres gamle liv og skabte sig et nyt med alt det indhold, de før kun havde drømt om. Fordi de med et var blevet gjort opmærksomme på, hvor skrøbeligt livet er og hvor ondt det kan gøre. Som min dejlige coach Annette sagde til mig engang: “Vi handler først, når livet gør ondt. Når vi ikke kan holde mere smerte ud”.

Min smerte var heldigvis ikke relateret til sygdom. Men til et indre virvar af følelser om, hvad jeg skulle med mit liv. Det at jeg rejste ud som medfølgende ægtefælle, blev på flere måder starten på et nyt liv. Et nyt liv under andre himmelstrøg, på et andet sprog, med en anden kultur. Men frem for alt blev det starten på et nyt mig. Og det har været en af de bedste gaver nogensinde.

Min blå tudetaburet

Når jeg tænker tilbage på den første tid som såkaldt medfølgende ægtefælle, er det første billede, der rammer min nethinde, min tudetaburet.

En taburet i køkkenet, hvor jeg jeg sad oversvømmet af tårer og tanker om, hvor svært, jeg syntes, det hele var. 

Udover selvmedlidenhed, følte jeg mig meget ensom. Til trods for at prinsessen gik i en dansk legestue og jeg dermed havde adgang til et dansk netværk, så dyrkede jeg det ikke særligt meget. Det var jo ikke derfor, jeg var kommet herned! Nemlig nej. Så hellere have det af h til for jeg dyrkede heller ikke det lokale.

Når venner og familie derhjemme skulle opdateres, pyntede jeg på virkeligheden og fortalte, at det gik helt fint. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dem, hvor dårligt, jeg havde det. Primært fordi jeg syntes, det var et nederlag, at det store skridt, jeg havde taget og som jeg havde prædiket om var en stor mulighed for mig og vores lille familie, ikke havde vist sig at være godt! På daværende tidspunkt, vel at mærke.

Sidst men ikke mindst, havde jeg en følelse af, at jeg var blevet identitetsløs. Til at starte med havde jeg ikke noget job og vi havde valgt at sætte næring efter tæring og ikke gøre os afhængige af mere end 1 indkomst, for ikke at tvinge mig til at finde et job, som det jeg kom fra. Det var netop en af grundene til, at vi rejste. At vi kunne begynde forfra og at jeg med god samvittighed kunne sige, at nu var det slut med bare at arbejde for føden. Nu skulle det handle om at lave noget, jeg virkelig gerne ville. Jeg skulle bare finde ud af, hvad det skulle være.

Selvom jeg langsomt fandt ind til noget, jeg synes kunne være spændende at arbejde med, endte jeg alligevel med at falde for et jobtilbud, der til forveksling lignede mit gamle job – endda i samme koncern, som jeg kom fra. Fordi det gav mig en følelse af at høre til et sted. At vide hvem jeg var og hvad jeg stod for. Det holdt dog kort. Jeg var gravid og ville ikke nøjes med de 3 belgiske barselsmåneder, lød den officielle undskyldning. Den reelle var, at jeg hadede jobbet. Så jeg stoppede, kort før jeg skulle føde. Og så var jeg tilbage til spekulationerne om, hvad jeg skulle med mit liv og den dertilhørende manglende identitet.

Her var det, at min tudetaburet blev blå. For når jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle, måtte jeg gøre noget andet. Så jeg malede blandt andet køkken og dertilhørende taburet.

For at gøre en lang historie kort(ere), så løste det meste sig, da jeg endelig tog mig selv alvorligt nok og fik sat skub i drømmene om at lave noget andet ved at melde mig til en coaching-uddannelse. Jeg tog også tyrene ved hornene og kastede mig ud i kunsten at netværke både med danskere, andre udlændinge og lokale. 

I dag, 6½ år senere, kan jeg uden bævren i stemmen sige, at det at være rejst ud, er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Ja, det var og er til dels stadig hårdt at være væk hjemmefra, men det har virkelig åbnet op for nye muligheder og givet mig nye perspektiver på livet i al almindelighed.

Læs mere om det i morgen, når jeg gennemgår pluslisten ved at være medfølgende ægtefælle. Men inden da, giv meget gerne dit besyv med her forneden om, hvordan du har oplevet det at være medfølgende ægtefælle.

Medfølgende ægtefæller: Vær med til at dele og tabu-aflægge

I forlængelse af aflysningen af workshoppen for og om medfølgende ægtefæller har jeg fået denne idé. Eftersom jeg tror, at noget af årsagen til, at der ikke var flere tilmeldte var/er, at det stadig er et tabubelagt emne, så vil jeg gerne tage bladet fra munden og de næste par dage, her på bloggen, fortælle om nogle af de følelser og tanker, jeg gjorde mig (og i nogle tilfælde stadig gør mig).

Til dig derude, der enten er eller har været medfølgende ægtefælle, skal opfordringen også lyde. Del med os andre, hvad du synes/syntes var svært; hvad du sloges/slås med og også gerne, hvad du gjorde/gør for at komme igennem det.

Har du af den ene eller anden grund lyst til at være anonym for læserne af bloggen, så send mig en mail på: info@louisefly.com, og jeg poster dit indlæg anonymt eller underskriv din kommentar i kommentarfeltet med et pseudonym.

Mit håb er, at hvis vi deler her, giver vi andre medfølgende en mulighed for at se og forstå, at de bestemt ikke er alene om udfordringen og at der ovenikøbet er gode råd og velmente klap på skulderen at hente.

Jeg håber, du vil give dit besyv med og være med til forsøget på at tabu-aflægge et følsomt emne.

På gensyn i morgen til det første indlæg om min blå tudetaburet.