Hvor fattesvag må man være?

Åbenbart ret fattesvag, konstaterer jeg efter en saliggørende omgang morgenyoga.

Det er 10 dage siden, jeg sidst har dyrket yoga. TI! Det sker sjældent og står det til mig (og det gør det jo), går der ikke 10 dage igen. For jeg får det jo så godt af det. Særligt i denne tid, hvor jeg knokler på med min forretning, frivilligt arbejde i Den Danske Kirke og som alene-mor i ugens løb. Så er yogaen den aktivitet, der får mig til at huske, hvad der er vigtigt. Så er det qua de asanas, vi laver, at jeg virkelig mærker min krop og får løsnet op for alle de spændinger alt det hovedarbejde, jeg ellers laver, giver. Så er det i de afsluttende pranayama-øvelser (vejrtrækning og fokus), at jeg gang på gang indser, at alt er lige som det skal være.

Så jeg synes, jeg er ret fattesvag, når jeg enten glemmer eller snarere helt bevidst udelader yogaen fra min hverdag, fordi jeg hellere må få noget fra hånden af de, på papiret, andre og vigtigere ting.

Men nu ved jeg jo godt, at det ikke hjælper at slå mig selv oven i hovedet med den her fattesvags-hammer, så jeg lægger den lige tilbage på hylden og laver en aftale med mig selv. Hjemmeyoga mindst 2 gange om ugen i bare ½ time af gangen. Det kan jeg sagtens og det vil jeg gerne.

I er mine “vidner” og I må gerne holde mig op på det.

Belgien ajour på 4:11

Her et hurtigt overblik over det komplekse, lille land vi bor i:

At leve med sine valgs konsekvenser

Jeg har netop snakket med pariserpendleren. Han var ved sit nye andet hjem. Et værelse hos en dame i Paris.

Det er dejligt, han efter 3 måneders hotel og venneovernatninger endelig har fundet et sted at bo, som er hans, når han er i Paris. Samtidig er det også lidt mærkeligt, at han nu har et andet “hjem”, der ikke er her hos os.

Når det er sagt, er det dog ikke så slemt, som det måske lyder. Faktisk ta’r jeg mig selv i flere gange at tænke, at det fungerer sådan her. Jeg nyder mine alene-aftener, hvor jeg uden hensyntagen kan blogge, arbejde, se danske serier på nettet, sumpe med gamle tøse-film eller hygge med en bog i sofahjørnet.

Men det er som om, det ikke rigtigt er lovligt at tænke sådan. At det også er lidt egoistisk. For ungerne synes ikke, det er fedt. Derfor ta’r jeg vel også deres parti, når jeg hører mig selv sige, at det ikke er optimalt, at vi savner og gerne vil have ham hjem. Og det vil jeg da også. Men lige nu har vi valgt denne situation. Og ingen pressede os – heller ikke økonomien selv efter 1 års ledighed.

Så egentlig lever jeg vel bare i og med konsekvenserne. Lever i det nu, der er og med de konsekvenser, det har. Ligesom han gør. Og det fungerer. Hvor mærkeligt, “ulovligt” eller egoistisk, det end måtte lyde.

Endelig!

Så er jeg langt om længe gået live med den danske udgave af min hjemmeside. Som jeg har skrevet lidt om tidligere, har jeg skåret til og trukket fra i min forretning, så jeg nu fremover er at regne som udlandsdanskernes coach i Bruxelles. Og kvindernes især. For det er dem, jeg tror på, jeg kan hjælpe og har lyst til at hjælpe. Virkelig hjælpe. Til at få et rigt og spændende udlandsliv, ligesom jeg selv har.

Det har været en lang proces – fra at overveje, om det var det rigtige til at beslutte mig og endelig gøre det. Men hold op, det føles godt. Helt ind i knoglerne.

Har allerede fået et par henvendelser på nogle af de nye tiltag og det siger i teorien alt. At jeg har ramt noget og ramt nogen.

Synes jeg fortjener at gå på weekend nu og indlede den med et godt glas. Af den her.

Skål og god weekend!

Bruxelles ulemper…

Jeg sidder og vender og drejer mig lidt på stolen. Min mor er pt ved at blive opereret for en spinal stenose. Det er en slags oprensning af rygmarvskanalen for at give mere plads. Ikke en livstruende operation men alligevel et ikke ubetydeligt indgreb.

Jeg sidder her og føler mig ret langt væk. Jeg ved godt, at hun er i bedste hænder. Jeg ved godt, at min far er der. Jeg ved også godt, at der ikke var meget, jeg kunne gøre. Men alligevel ville jeg gerne være der og det er jeg ikke.

At bo i Bruxelles er unægteligt også forbundet med ulemper!

Bruxelles fordele og Paris ulemper

Med en familiekonstellation som vores: fransk/italiensk/dansk, ja så er det ikke så mærkeligt, at vi bor i Bruxelles. For her er der ret mange af “vores slags”. Bruxelles er en smeltedigel af nationaliteter.

Udover at føle mig hjemme i diversiteten, ynder jeg at fremhæve Bruxelles for en anden ting. Dens geografi. Cirka halvvejs mellem Danmark og Frankrig og også centralt placeret i Europa iøvrigt.

Det er derfor nemt og hurtigt at komme til metropoler som Paris, London og Amsterdam for at nævne dem tættest på.

Vi har stadig London til gode som udflugtsmål. Og selvom vi overvejede den seriøst til vores kommende 10 års bryllupsdagstur, så valgte vi alligevel Paris – igen! Fordi vi har så mange dejlige minder og gode venner der. Og fordi ungerne har til gode at være oppe i Eiffeltårnet. For 4 år siden betragtede vi det kun nedefra.

Se lige de der små, nuttede unger! Og se hvor smalle mine solbriller er!

Jeg glæder mig til gensynet. Med Paris! Ikke specielt med Eiffeltårnet, for det er ikke kun ungerne, der har til gode at være oppe i tårnet. Det har jeg også men af en årsag, som jeg ikke ved, om ungerne køber. Højdeskræk!!

Et kinderæg af glæde

Det slår mig lige (igen) at lykken ligger gemt de mest besynderlige og samtidig mest oplagte steder. Det gælder bare om at se efter.

Jeg sad egentlig og sled lidt med en opgave. Oversprangshandlede mig væk fra ubehaget og over til facebook. Hen til et forum af lovpris-øsende bemærkninger fra gamle klassekammerater over weekendens succesfulde gensynsfest. Ah, det gjorde godt at læse om og lige huske på igen. For det var vitterligt en sjov aften.

Så ned til frokosten, hvor jeg egentlig først tænkte, at jeg ikke havde noget ordentligt, for så at blive glædelig mindet om, at der var leftovers fra i går: husbondens fantastiske (og sjældne måske derfor ekstra gode) minestrone.

Og endeligt matchet af de rigtige ord til den opgave, jeg sloges med.

Hey – det var jo hele 3 ting. Ganske som den inspirerende Anna Skyggebjerg dagligt finder frem til.

Der skal ikke så meget til – bare lidt opmærksomhed.

Selvforkælelse

Jeg har netop tilbragt 2 timer i selskab med en engel. Læs dette indlæg og I forstår hvor jeg har været – igen!

Det skulle altså være en menneskeret at blive ansigts- og nakkenusset mindst en gang om måneden. Eller få gjort, hvad end, der gør dig let, glad og ubesværet. Nogen kalder det egenomsorg – jeg kalder det selvforkælelse.

Og det får jeg mere af i weekenden, hvor jeg smutter på alene-tur til DK for at gense alle de gamle folkeskolevenner. Det bliver sjovt – i hvert fald at se alle. Så må vi se, om vi også kan finde ud af at være (voksne) sammen her 23 år senere!!

Passion i svøb

Hvis ikke jeg har fortalt det før, så er jeg fan af Pernille Melsted og hendes Find din Passion mission. Missionen, der går ud på at få folks øjne op for deres passioner og så dyrke dem. Privat såvel som professionelt.

I dag var prinsessen til klaverundervisning for første gang. Efter eget valg. Okay, jeg sagde måske en gang eller to, at klaver var bedre end violin, men ikke noget med at presse – bare skubbe blidt.

Det dejlige var, at hun virkede til at kunne lide det og adskillige gange i dag spontant er gået hen til klaveret og øvet sig.

Det varmer ikke bare mit klaver-hjerte men også mit passions-hjerte. Ikke at jeg med sikker stemme kan sige, at det bliver en passion, men fordi jeg læser spontaniteten som et tegn. På at det trækker i hende. Et lille skridt måske men et skridt og en start på noget, der måske (måske ikke) kan blive til en lidenskab.  

Jeg holder et vågent øje og lover (mig selv og alle jer andre) ikke at skubbe unødigt på.

En blog, en selvudviklingsdagsbog

Jeg har nu fået afleveret artiklen om blogging for udlandsdanskere, som jeg har brugt en hel del timer på at skrive. Det har været en intens men rigtig god process, som jeg virkelig har nydt. Også selvom det har været en udfordring at sætte ord på.

Som med mine nyhedsbreve eller mine workshops, så er bonusen ved at skulle  forklare/undervise andre, at læringen af stoffet integreres hos mig selv.

Så selvom jeg før artiklen ikke var i tvivl om, at blogging er et fantastisk medie for udlandsdanskere, så er jeg nu helt og aldeles overbevist. Og det endda af en grund, som jeg ikke engang har nævnt i artiklen. Men det er fordi, den er lidt nørdet. Selvudviklingsnørdet.

Faktum er, at en blog er en fantastisk selvudviklingsdagbog. Og et udlandsophold er eller kan i hvert fald være selvudvikling på højt plan. Fordi der bliver vendt op og ned på alt det, vi kender, fandt tryghed og var sikre i, før vi rejste ud og nu skal til at skabe på ny.

Med en blog genfinder vi langsomt noget af den form og struktur, som vi mangler. Vi knytter nye bånd med dem hjemmefra, får et dansk element ind i en fremmed hverdag og får frem for alt et frirum, som er vores og som vi kan forme og kontrollere.

Så vil man have hånd i hanke med sit udlandsophold, så er blogging et virkelig godt redskab.